BUPL mener: Tiden frem - fremtiden

En løbende opkvalificering - løbende efter- og videreuddannelse - i hele ens arbejdsliv er en vigtig faktor for at blive længere på arbejdsmarkedet.

Om kort tid kommer regeringen med sine udmeldinger om velfærden. Følger regeringens forslag velfærdskommission, Socialdemokratiet, LO eller kommer den med sit eget velfærdsudspil? Det får vi svaret på her sidst i marts.

Regeringens velfærdskommission (RVK) har i sin rapport 43 forslag, hvoraf de mest diskuterede og kendte er spørgsmålene om tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet, integration og uddannelse.

I BUPL har vi deltaget aktivt i disse diskussioner, fordi vi ikke mener, man kan løse fremtidens demografiske problemer ved at fjerne efterlønnen eller løse integrationsproblemet ved lavere ydelser. Vi tror heller ikke på, at de unge kommer hurtigere gennem uddannelsessystemet ved at blive tvunget til at gå direkte fra gymnasiet til universitetet, eller at flere bliver uddannet via højere gebyrer på uddannelser.

Vi ved, der findes alternativer, der bygger på et helt andet grundlag. Dem, der mest præcist og velunderbygget kommer med alternative forslag, er den alternative velfærdskommission (DAV). De underbygger og dokumenterer et alternativ til den økonomisk piskestrategi, som RVK lægger op til.

De peger på, at der er et alternativ, der bygger på en vækst, beskæftigelses-, integrations- og velfærdsstrategi. Et alternativ der investerer sig til mere velfærd. Vi støtter hellere gulerødder end pisk.

Hvis jeg kun forholder mig til spørgsmålet om tilbagetrækning, så kan man da på mange måder være enige med RVK i målsætningen om at udskyde det tidspunkt, hvor de ældre trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Vi har i BUPL spurgt vores efterlønnere om, hvad der skulle til, hvis de skulle være blevet længere på arbejdsmarkedet. Bedre seniorordninger med mulighed for nedsat tid kunne have motiveret 41% til at blive længere.

Derudover ved vi fra andre undersøgelser, at en løbende opkvalificering - løbende efter- og videreuddannelse - i hele ens arbejdsliv er en vigtig faktor for at blive længere på arbejdsmarkedet.

Sidst men ikke mindst: Det handler om bedre og flere ressourcer til at løfte de krav og opgaver, der hele tiden stilles, og som hele tiden forandres. Det vil modvirke nedslidning, sygdom og førtidspensionering. Altså bedre vilkår = længere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Så tiden frem - fremtidens krav til velfærdssamfundet er helt klart vækst. Lad os holde regeringens velfærdsforslag fast på det, for der er rigeligt råd i det danske samfund.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.