BUPL mener: Tid - et eftertragtet og nødvendigt gode

Tid er en meget uhåndterlig og flygtig størrelse, men er samtidig en uhyre konkret forudsætning for enhver aktivitet. Det gælder også pædagogisk arbejde. Når processerne kører, når de pædagogiske intentioner smelter sammen med det konkrete samvær og samspil mellem børn og pædagoger, så går tiden - ja, den nærmest stormer af sted, og pludselig er der ikke mere af den, for dagen er gået, børnene hentes, og tiden er inde til at reflektere over, hvordan og hvorfor praksis så at sige lykkedes i dag.

Eller hvordan er det nu lige med det?

Lige her dukker et af pædagogers store tidsproblemer op, for pædagogers arbejdstid er i vores overenskomst stort set kun defineret som det direkte arbejde med børn. I vores arbejdstidsaftaler er der ikke defineret tid til hverken planlægning af eller refleksion over det pædagogiske arbejde. Der er heller ikke defineret tid til kommunikation om, udvikling, evaluering eller dokumentation af pædagogisk arbejde. Alle disse væsentlige dele af det pædagogiske arbejde - som ligger ud over det direkte arbejde med børnene - forventes pædagogerne at gøre, enten mens de arbejder eller i deres fritid. Med andre ord så afspejler vores arbejdstidssystem en svunden tid, hvor institutionernes opgave var at opbevare børnene, mens deres forældre var på arbejde.

Et andet væsentligt tidsproblem for pædagoger er forholdet mellem antallet af børn og antallet af pædagoger. Jo flere børn per pædagog, jo færre muligheder for at følge med i, have overblik over, gribe ind i og igangsætte pædagogiske processer. Med andre ord så afspejler de nuværende ressourcer ikke de vigtige samfundsmæssige opgaver, som pædagoger udfører.

En variant af disse tidsproblemer er tid til arbejdsgiverfinansieret efter- og videreuddannelse. Pædagoger vil gerne efter- og videreuddannelse. Vi ved, det er nødvendigt for hele tiden at være så at sige på toppen af den pædagogiske situation. Med andre ord, så er der et stort gab mellem de samfundsmæssige ambitioner, vi har for dag- og fritidsinstitutionerne, og så de muligheder, der stilles til rådighed for pædagogerne.

På en lang række områder har vi for længst gjort op med den antikverede forestilling om dag- og fritidsinstitutionernes opgave som primært opbevaring, men skal vi for alvor løfte institutionernes muligheder for at give vores børn de bedste livsudfoldelsesmuligheder, så skal vi gøre op med i hvert fald de tre kategorier af tidsproblemer.

Pædagogerne både kan og vil, hvorfor så ikke give dem mulighederne?