BUPL mener: Tankerne er tænkt

Arbejdsmarkedspolitik, boligpolitik, skattepolitik, erhvervspolitik og integrationspolitik kan påvirkes i en positiv retning med udgangspunkt i en god børn- og ungepolitik.

Op til kommunal- og regionsvalget i sidste uge gik en lang række af BUPL's fagforeninger nye veje i deres lokale kampagner. De brugte kunst som kommunikation ved blandt andet at opstille den såkaldte "tænketank" på centrale pladser. De lod den skabe opmærksomhed og dialog om, hvor vigtigt det er at satse på politikere, der ser kvalitet i daginstitutionerne som en god investering.

Nu er politikerne så blevet valgt - og der bliver brug for en

del tanker i de sammenlægningsudvalg/kommunalbestyrelser, som skal have brikkerne på plads i 98 nye kommuner i Danmark. Kommunerne bliver som bekendt en endelig realitet ved indgangen til 2007.

De nye - og gamle - kommunalpolitikere er ikke kommet på en særlig let opgave. Det er gået meget hurtigt med at få stablet kommunalreformen på benene, og det havde nok været klogt at give finansiering af reformen et par tanker mere, end det blev tilfældet. Alene de adminstrative omkostninger er enorme.

Nedskæringspolitik på vores arbejdsområde er der ikke noget nyt i, og vi vil formentlig igen se, at kommuner vælger at spare på daginstitutionsområdet. Og vi - og andre - vil igen og igen påpege, at det er et dårligt sted at spare.

Men der er også kommuner, og de er ifølge Kommunernes Landsforening (KL) blevet flere i de seneste år, der vælger direkte at satse på kvalitet i tilbudene til børn som led i en strategi for at tiltrække tilflyttere, virksomheder og vækst. På den måde ønsker de at skabe en positiv spiral for lokalsamfundet. Embedsmænd og politikere i nogle af de kommuner bekræfter, at de alle enten har fået, eller forventer at få, gevinster ud af satsningen på andre måder end i form af bedre børneliv. Ved at satse på kvalitet i daginstitutionerne opnår de også:

• Fagligt dygtigere og mere tilfredse medarbejdere.

• Mindre sygefravær.

• Større rummelighed og faglige kompetencer til at løse flere opgaver med "gråzone-børn". Det betyder mindre træk på pædagogiske-psykologiske rådgivninger og andre specialister.

• Fastholdelse og tilflytning af skatteborgere - fordi kommunen er et attraktivt sted at bo for børnefamilier.

• Tilflytning af virksomheder fordi der er arbejdskraft at få, og fordi der er chance for, at "gamle" medarbejdere med børn flytter med til en kommune med gode tilbud.

• Større sammenhængskraft i lokalsamfundet når daginstitutionerne spiller en aktiv kulturel rolle for eksempel i integrationen af indvandrere.

Så både arbejdsmarkedspolitik, boligpolitik, skattepolitik, erhvervspolitik og integrationspolitik kan påvirkes i en positiv retning med udgangspunkt i en god børn- og ungepolitik.

For os som forbund, fagforeninger og pædagoger er opgaven at fastholde både nye og gamle kommunalpolitikeres opmærksomhed og gå i dialog med dem med den viden og erfaring, vi har. Tankerne ER tænkt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.