BUPL mener: Snydt så vandet driver

Sådan må reaktionen være hos de mange pædagogstuderende, der havde sat næsen op efter at komme af med den lønnede praktik, og hos de pædagoger, der kunne se frem til flere fastansatte kolleger, når de lønnede praktikanter blev taget ud af normeringen. Men finansministeren ville ikke betale prisen, da det kom til stykket, og brød dermed trepartsaftalen. SU-praktikken kommer altså ikke i denne omgang, og pædagoguddannelsen er derfor stadig den eneste professionsuddannelse med en lønnet praktik.

Forhandlingerne strandede på økonomien. Finansministeren fastholdt til det sidste, at de studerende skulle indgå i normeringen og yde et stykke arbejde, som skulle være med til at finansiere omlægningen. Men det er netop hele pointen: En omlægning til SU-praktik skal give de studerende lov til at være studerende. Sådan var det før den lønnede praktik blev indført tilbage i 1992, og sådan er det på alle øvrige professionsuddannelser. Vi kan ikke acceptere, at de pædagogstuderende bliver reduceret til billig arbejdskraft uden overenskomst. At de studerende udfører arbejdsfunktioner, når de er i praktik, siger sig selv. Men det skal ske med et uddannelsesformål for øje og ikke for at fylde huller ud i en arbejdsplan.



Finansministerens håndtering af sagen gør mig vred, fordi der er tale om et brud på en klar aftale. BUPL's motivation for overhovedet at underskrive trepartsaftalen var netop, at den indeholdt en omlægning af de studerendes praktik. Derfor er det også dobbelt bittert, at finansministeren render fra aftalen. Men forløbet gør mig også vred, fordi det er et udtryk for, at regeringen ikke sætter handling bag deres ord. Der er mangel på pædagoger i Danmark, og konkurrencen om de nye studerende er benhård. Det har regeringen sagt ved mange lejligheder. Alligevel må vi konstatere, at de i den afgørende fase af forhandlingerne bevidst fravalgte en gylden chance for at give uddannelsen et løft og samtidig sikre ekstra hænder på børne- og ungeområdet. Regeringen har i denne sag sendt et klart signal om, at de ikke for alvor har viljen til at gøre noget ved udfordringerne på børne- og ungeområdet.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at min tillid til regeringen har lidt et knæk som følge af denne sag. Men samtidig må vi også regne med, at fremtiden vil byde på flere trepartsforhandlinger. Derfor forestår der også et større arbejde med at analysere hele dette forløb. Vi kan næppe forvente megen selvransagelse i finansministeriet, og derfor må vi selv tage fat på at udvikle en strategi, der gør det sværere for regeringen at rende fra de aftaler, de indgår med de faglige organisationer. Denne sag har desværre vist, at det er en absolut nødvendighed.