BUPL mener: Se det store i det små

Umiddelbart kan man igen fristes til at sige: "Hvad kommer globaliseringen og internationale tendenser mig ved - jeg vil bare vide, hvor min institution kan købe mælken billigst". Men det internationale kommer os ved, fordi det ganske langsomt begynder at påvirke vores dagligdag i institutionerne.

Her i sommervarmen kan det være svært at forholde sig til ord med flere stavelser end "strand", "is" og til nød "koldskål". Når vi op på ordlængder som "velfærdskommission", "strukturreform" og "tilbagetrækningsalder", kniber det med at bevare koncentrationen og det kølige overblik. For ikke at tale om "globalisering". Globalisering er i det hele taget tæt på at blive et gummiord, der betyder alting og ingenting, og tanken "Hvad kommer det mig og pædagogikken ved?" må jeg tilstå at kende fra mig selv.

Under titlen "Leder uden grænser" tager årets ledertræf globaliseringen grundigt i nakken og trækker den ned på det pædagogiske hverdagsniveau for at undersøge, hvad det vil sige at være leder og pædagog i en globaliseringstid. Umiddelbart kan man igen fristes til at sige: "Hvad kommer globaliseringen og internationale tendenser mig ved - jeg vil bare vide, hvor min institution kan købe mælken billigst".

Men det internationale kommer os ved, fordi det ganske langsomt begynder at påvirke vores dagligdag i institutionerne. I det nuværende Folketing går tendensen i retning af tidligere skolestart, mere skolelæring i daginstitutionerne, flere tests i skolen og længere skoledag. De ideer afspejler en europæisk tendens, der kan være nyttig at kende, hvis vi vil en anden vej. Vil vi fastholde den danske pædagogiske tradition, som tager udgangspunkt i det hele barn og i udvikling, dannelse, omsorg og socialisering, må vi vide, hvad vi er oppe imod. Det er ikke nogen selvfølge, at det stadig er vores børnesyn, der er dominerende, når der er ledertræf om fem eller ti år. Derfor gælder det om at se det store i det små - de store globale, eller i hvert fald europæiske, tendenser i de små ændringer, vores arbejde er udsat for.

I et efterår, hvor mange af jer har nok at gøre med kommunalreform og sammenlægning af institutioner, kan det være godt og vigtigt at give sig selv mulighed for at løfte blikket, se andre ledere i øjnene og gøre status: Hvor står vi nu? Hvad er vores fælles udfordringer i den kommende tid? Hvordan kan vi hjælpe hinanden som ledere?

På ledertræffet bliver der rig mulighed for at stille spørgsmål til både kommunalfolk, BUPL'ere, og forskere i ledelse og pædagogik. Der bliver lejlighed til at dykke ned i de emner, der lige nu og her optager dig, hvad enten det er netværk, nye ledelsesstrukturer eller noget helt tredje.

Og først og fremmest bliver der mulighed for at se det små i det store og det store i det små - og få gjort globaliseringen konkret og relevant.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.