BUPL mener: Så er det sparetid - igen

Efteråret er over os. Det er tid til halloween, varm kakaotid og kastaniefigurer. Men det er desværre også sparetid. Som et efterhånden alt for fast indslag i oktober indgår en lang række kommuner budgetforlig, som betyder besparelser på børneområdet. Det er desværre lige før, at det kan betale sig at skrive det ind i evighedskalenderen samtidig med løvfald og skiftet til vintertid.

Den gode nyhed i år er, at budgetlægningen generelt ikke bliver helt så blodig som i de seneste år. Den dårlige nyhed er, at et flertal af kommunerne alligevel sparer på dag- og fritidsinstitutioner og på klubber i de budgetter, som de netop har indgået forlig om. Og hver tredje kommune sparer kraftigt, med hvad der svarer til mere end 500 kroner pr. barn. Det er derfor kun de senere års katastrofale kommunale budgetlægninger på vores område, der gør, at vi kan kalde årets budgetter forholdsvis afdæmpede.

For isoleret set er de det ikke.

Vi vil igen opleve pædagoger, som bliver presset på arbejdsmiljøet og skal finde ressourcer i de inderste gemmer af deres pædagogsjæle, hvis de fortsat skal bevare arbejdsglæden. Vi vil igen opleve en flytning nedad af aldersgrænsen for skiftet fra vuggestue til børnehave. Vi vil opleve klubber, som presses, og SFO'er, hvor forældrebetalingen stiger, og normeringen falder. Vi vil se endnu flere pædagoger, som står alene med børn i kortere eller længere perioder af dagen.

Det er i sandhed en ærgerlig efterårsstorm at sende ind over børnene og de unge. Ærgerligt, fordi det helt grundlæggende giver dem en mere stresset og presset hverdag i deres institutioner. Men også ærgerligt, fordi vi fra forskningen ved, at en krone investeret i børn og unge er flere kroner tjent på mere velfungerende samfundsborgere. Til gengæld er det en dyr undladelsessynd at lade området forfalde.

Hvad er løsningen? Vi skal have en minimumsnormering, som lægger niveauet for antallet af børn pr. voksen - et niveau, som kommunerne ikke må bevæge sig under. Vi er nødt til at have et nagelfast og lovgivningsbestemt bolværk, som sikrer, at børne- og ungeområdet ikke blot bliver det sted, hvor kommunalpolitikere vender blikket automatisk hen, når krisen kradser, fordi de her ikke støder på en lovgivning, som forhindrer en fortsat udsultning.

Vi må derfor kraftigt appellere til den nye regering om at følge op på de mere eller mindre håndfaste løfter, der blev stanget ud i valgkampen om blandt andet 3000 flere pædagoger og minimumsstandarder for normering.

Det nye børneministerium antyder, at regeringen prioriterer området ideologisk. Nu skal vi bare også have handling, der stopper den fortsatte forværring af kvaliteten. Og den handling skal komme, inden det bliver efterår igen.