BUPL mener: Professionalitet tæller

Hvad skal styre den pædagogiske indsats og udvikling? Det var temaet på et møde i sidste uge mellem ledelserne i de nordiske lærer- og pædagogorganisationer. Situationen i Norden, ovenpå PISA og andre internationale sammenlignelighedsundersøgelser, kan skitseres som dilemmaet mellem et citat af Tony Blair "What counts is what works" og et citat af Albert Einstein: "Not everything that can be counted counts, and not everything that counts can be counted."

Lærer- og pædagogprofessionerne i alle de nordiske lande oplever et stort pres på den professionelle indsats med krav om målbarhed, dokumentation, tests og så videre. Vi skal med vores arbejde både styrke landets internationale konkurrenceevne, bryde den negative sociale arv - eller rettere den sociale ulighed - og koste mindst muligt!

På engelsk har de et begreb for en sådan tænkning - accountability, som vel kan oversættes til en blanding af at stå til regnskab for og føre regnskab med. Vi skal føre regnskab med, at den pædagogiske indsats virker i forhold til de politiske mål for området, og vi skal stå til regnskab for, at vores indsats gøres uden brug af unødige ressourcer. Øvelsen går i sin enkelhed ud på at omsætte pædagogisk handling til økonomisk kalkulerbare formler.

Over for dette står vores pædagogiske professionalitet, som henter sit rationale i menneskelige relationer og dannelse, ansvaret for den enkelte og fællesskabet. Vi tænker både skole og daginstitution som elementer i samfundets sammenhængskraft, hvor det handler om livsudfoldelsesmuligheder for børn og unge.

Vores bredere tilgang til pædagogisk arbejde er i høj grad udfordret af accountabilty-forståelsen. Spørgsmålet er, om vi kan fastholde det situationsbetingede udgangspunkt for det pædagogiske arbejde, eller om vi må give efter for politisk eller administrativt besluttede koncepter og planer.

Finland, som ligger i front i PISA-undersøgelserne, giver dog håb. Finland har et højt uddannelsesniveau for lærere og pædagoger, og de satser på pædagogisk metodefrihed eller autonomi, fordi de ved, at hverken undervisning og pædagogik kan fjernstyres, men må tage udgangspunkt i de konkrete børn og den konkrete situation.

Vores opgave må derfor være at opruste vores professionsdiskussioner både blandt os selv, men også med beslægtede professioner, så vi bliver mere modstandsdygtige over for politiske og administrative bogholdere.