BUPL mener: Politisk indflydelse - nu som øvelse

Et børneombud kunne være et middel til at tage børn og unge alvorligt

I næste uge holdes Ungdomsparlament 2005 på Christiansborg. Unge fra 8. og 9. klasser deltager med 59 lovforslag, der er udvalgt blandt de i alt 1500 forslag, som er resultat af godt et halvt års emnearbejde i en lang række skoler landet over.

De unge skærer f.eks. igennem den stadige debat om muslimske pigers tørklæder ved at foreslå grundlovsændring, hvor "påklædningsfrihed" tilføjes ytringsfriheden, og de går ind for, at homoseksuelle både skal kunne adoptere og vies i kirke. De synes, der skal være alko-lås i bilerne, adgang til hurtig skilsmisse ved vold i ægteskaberne og i øvrigt højere straffe for vold og voldtægter. I skolens verden foreslår de bl.a., at elever får medindflydelse på læreransættelser, og at lejrskole-ophold bliver et lovkrav, for "ellers sparer kommunerne det væk."

Folketingets Ungdomsparlament er en metode til at lære samfundsfag og en øvelse i parlamentarisme. Det kunne være rigtig interessant, hvis de unges lovforslag blev bragt videre til behandling i folketingssalen, og endnu mere interessant hvis nogle af forslagene faktisk blev ført ud i livet. For det er fint nok med parlamenter og rigsdage, topmøder, børnemøder og høringer, men hører de voksne efter? Og ønsker de/vi reelt at give unge medbestemmelse og indflydelse på samfundsmæssige forhold?

Det kræver en holdningsændring og et mod til at tage børns og unges rettigheder alvorligt. Det kræver, at der bliver skabt mange forskellige anledninger til at lytte til børn og unges meninger og til at tage dem med på råd, men det kræver først og fremmest parathed til at tænke børns og unges interesser ind i beslutninger og i handlinger - både i hverdagens små afgørelser og i de samfundsmæssige beslutninger om lovgivning, der har direkte indflydelse på børns og unges hverdag.

Som Børnerådet har påpeget i sin seneste rapport til FN's komité om barnets rettigheder, så lader børns medbestemmelse stadig meget tilbage at ønske. Det går fremad f.eks i forhold til anbragte børns rettigheder, men ellers kniber det med medbestemmelse og formel klageadgang, f.eks i folkeskolen.

Vi har lige markeret jubilæum for ombudsmandsinstitutionen her i landet. Den har dannet mønster verden over, så det må være på tide med et børneombud, hvor børn kan få hjælp til at få klager besvaret, sager opklaret og få svar fra myndigheder. Et børneombud kunne være et middel til at tage børn og unge alvorligt - og et signal om, at det vil samfundet som helhed gøre. Børn og unge kan både tale og tænke, og det er nu engang dem, der er eksperter i at være børn.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.