BUPL mener: Pædagogprofessionen på vej

Pædagogers arbejde er mere end et fag, det er en profession.

Hvad indebærer det at beskrive pædagogarbejdet som en profession? Det spørgsmål har vi i BUPL sat os for at undersøge og diskutere. Umiddelbart kunne spørgsmålet virke overflødigt: Er det ikke ligegyldigt, hvilken betegnelse der sættes på pædagogarbejdet? Det afgørende er vel indholdet, at kunne beskrive, dokumentere, synliggøre og argumentere for betydningen af pædagogers arbejde.

Men når vi i BUPL arbejder med at beskrive pædagogers arbejde som en profession, har det flere årsager. Dels ønsker vi at signalere, at det er et professionelt arbejde, pædagoger udfører, dels er det et udtryk for, at vi mener, at pædagogers arbejde skal anerkendes på lige fod med de klassiske professioner, som arbejder med mennesker i samfundets tjeneste. Pædagogprofessionen varetager en nødvendig og betydningsfuld samfundsmæssig opgave.

Når vi ønsker at arbejde med professionsstrategier, er det ikke kun for at opnå en større anerkendelse af arbejdet. Det er også for at ruste pædagoger (og BUPL) til at bruge den viden, pædagoger besidder, i forhandlinger om, hvordan den pædagogiske opgave skal løftes i daginstitutioner, fritidsinstitutioner og klubber.

Den pædagogiske praksis er på mange måder under pres med styring udefra, krav om dokumentation og evaluering og nye opgaver med færre ressourcer. Derfor er det en stadig kamp at sikre pædagogprofessionens position og bevare magten over det pædagogiske arbejde.

Det kræver, at vi tager del i debatten om sammenhængen mellem vilkår og mulighederne for at løfte den pædagogiske opgave.

At vi kan beskrive pædagogers viden og praksiserfaringer og udvikle egne dokumentations- og evalueringsformer.

At vi er i dialog med forældre og politikere for derigennem at dokumentere og synligggøre pædagogarbejdet.

At vi tilkæmper os tid til refleksion og planlægning.

At vi får flere pædagoger til det pædagogiske arbejde i institutionerne.

At vi indadtil tager diskussionen med kolleger om etik i pædagogarbejdet og om, hvad vi forstår ved godt pædagogisk arbejde.

Man kunne også spørge, om det overhovedet giver nogen mening at føre en debat om professionsudvikling i en tid med serviceharmoniseringer, genåbning af budgetter, statslig økonomistyring og kommunale besparelser. Men svaret er jo, at det netop giver mening at skabe en fælles platform for en faglig og fagpolitisk oprustning, hvor pædagogerne selv, som de eksperter vi er, giver et fagligt, pædagogprofessionelt modsvar til styringslogik og økonomiske rationaler. Derfor kan vi netop på et fagligt grundlag på én gang sige "Nu er det nok!" og samtidig diskutere, hvordan vi udvikler pædagogprofessionen.