BUPL mener: Pædagoger skal ledes af pædagoger

Et mål er derfor, at SFO-lederen får en ligevægtig plads i skoleledelsen, hvor løn og ansvar følges ad og er på lige fod med resten af skoleledelsen

"Det centrale Lederråd profilerer den pædagogiske profession og er spydspids for udviklingen af fagprofessionel pædagogisk ledelse." Så klart og markant formulerede Det centrale Lederråd i februar sin vision for de kommende års arbejde.

Og nok er visionen klar, men baggrunden for visionen afslører et noget mere broget billede. For mens alle i dag råber på pædagogisk ledelse, så er mulighederne for at udøve pædagogisk ledelse med udgangspunkt i pædagogers vilkår sat under pres. Presset skærpes yderligere af, at snart sagt gud og hvermand melder sig på banen for at definere den pædagogiske ledelses opgaver. Senest har også regeringen i sin kvalitetsreform sat spot på ledelse, og man kan betvivle, at regeringen prioriterer pædagoger som ledere.

Det er derfor ikke en nem vision, Det centrale Lederråd har opstillet. Det er en vision, der skal arbejdes for. Men vigtigheden af arbejdet understreges af, at Det centrale Lederråd har sat fokus på den gruppe ledere, som har de allersværeste betingelser for at udøve pædagogisk ledelse, nemlig SFO-lederne.

SFO-ledernes muligheder for at udøve pædagogisk ledelse er betinget af skoleinspektørens velvilje. Velviljen gælder både i forhold til at tildele ledelsesmæssig kompetence og i forhold til at inddrage den pædagogiske leder i den samlede skoleledelse. Det er problematisk. For eksempel eksisterer der hverken i overenskomsten eller lovgivningen en central aftale, der sikrer SFO-lederens suveræne ledelsesrum. Det har ikke kun betydning for SFO-lederen. Det har også betydning for en trængt fritidspædagogik. For den bliver uomtvisteligt trængt i et ledelsessystem, hvor det alene er skolelederen, der har det overordnede ledelsesansvar.

Det er slet ikke godt nok.

I stedet skal vi have et skolesystem, hvor SFO'en bliver betragtet på lige fod med en selvstændig afdeling i skolesystemet. Et mål er derfor, at SFO-lederen får en ligeværdig plads i skoleledelsen, hvor løn og ansvar følges ad og er på lige fod med resten af skoleledelsen.

Der findes gode eksempler på godt samarbejde mellem pædagogiske ledere og skoleledelsen, men det er på høje tid, at pædagogisk ledelse - ikke kun i SFO'erne, men alle steder hvor der arbejdes professionelt med børn og unges udvikling - får defineret sit ledelsesrum. Kun sådan kan fritidspædagogikken udvikle sig i sin egen sammenhæng og på sine egne betingelser. Det er det, vi skal arbejde frem mod.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.