BUPL mener: Pædagoger, penge og politisk (u)vilje

Forældre ønsker forbedret kvalitet i daginstitutionerne fremfor lavere takster for forældrebetaling. Det ved vi fra adskillige undersøgelser - som også viser, at de endda er villige til at betale mere i skat, hvis det kan styrke kvaliteten, øge antallet af pædagoger og dermed give børnene bedre muligheder for den dannelse, omsorg og læring, der er den pædagogiske kerneydelse.

Alligevel fortsætter regeringen med at flytte penge fra kommunernes service til statskassen eller til borgernes private lommer. Alligevel fortsætter regeringspartierne med at være tonedøve for, hvad konsekvenserne af stadige nedskæringer på daginstitutionsområdet kan blive. Det synes fortsat at være utrolig svært for regeringspartierne at forstå, at det betaler sig at investere i en god hverdag for børn og unge i daginstitutioner, SFO-er og klubber.

Og samtidig fosser pengene ind i statskassen.

På BUPL's TR-topmøde for et par uger siden blev det sagt klart og tydeligt, at nu er det nok med at stille nye rækker af krav og samtidig tage flere og flere af ressourcerne fra vores område. På Kommunernes Landsforenings børnetopmøde i starten af denne måned hørte vi nogle af de samme toner, og der blev udtrykt gode intentioner om de fremtidige børnepolitikker. Og senest foreslår Socialdemokraterne nu, at 80 procent af de ansatte i daginstitutioner skal være uddannede pædagoger.

Det sidste synes vi - naturligvis - er en ganske udmærket ide. Som professionelle kan og vil vi løfte de mange og store opgaver, daginstitutionerne er rammen om, men det forudsætter altså, at vi er mange nok!

Vores holdning er fortsat, at en meget, meget god portion af de lovede fire milliarder kroner til børneområdet skal bruges til bedre normeringer. Der mangler som bekendt 9000 pædagoger i forhold til 1990-niveau, men familieminister Lars Barfoed vil ifølge dagbladet Politiken kun strække sig til, at nogle af de penge, der bliver tilbage til udmøntning efter takstnedsættelser og forskellige udviklingsprojekter, i de kommende to år kan bruges til midlertidige normeringsforbedringer.

Dertil kommer, at ministeren i løbet af et par uger vil fremsætte et lovforslag om, at vuggestuer og børnehaver fremover skal måles og vejes, og at resultatet skal kunne bruges som vejviser for forældre, pædagoger og politikere. Hvordan kan en sådan børnemiljøvurdering dog være særlig relevant, når der ikke er ordentlige normeringer og elementære krav om pladsforhold, støj, sund mad osv.?

Det bliver efter min opfattelse sværere og sværere at tage det alvorligt, når regeringen vil fastholde billedet af, at den værner om velfærden.