BUPL mener: Pædagogen skal ikke være reservelærer

Pædagoger er uddannet til at se og imødekomme, hvad det enkelte barn har brug for. For nogle børns vedkommende er det hjælp til at klare lektierne, og derfor tilbyder omkring halvdelen af landets 1800 SFO'er allerede i dag lektiehjælp på forskellig måde. Det er vigtigt, at vi nu får en anerkendelse af det arbejde, der foregår i børnenes fritid, men det er sandelig også vigtigt at fastholde, at pædagogen ikke skal have et nyt job som reservelærer!

Vort fælles mål bør være dygtige og glade børn, som kan møde de udfordringer, det globaliserede samfund stiller til dem. Boglig og matematisk viden er vigtig, men langt fra nok i et samfund, der efterspørger kreativitet, samarbejdsevne, vilje til at udforske og til at træffe beslutninger - og det er netop de intelligenser og kompetencer, der understøttes i fritidsinstitutionen og i daginstitutionerne, før børnene begynder i skolen.

Der er ganske givet brug for nye løsninger, når det gælder børn, der har det svært fagligt og socialt, men det skal være løsninger, der er pædagogisk funderet, og som indgår i hverdagen med børnene. Pædagoger har jo netop blik for at gå ind og opmuntre lige præcis de børn. Det kan foregå på mange måder - f.eks. ved, at det barn, der ikke har bogstaver som sine bedste venner, får ansvar for at skrive skilte eller indkøbssedler, eller hvad der nu måtte være brug for. Det tager mere tid, men det bliver en større sejr! Regnefærdighed kan også udvikles på mange andre måder end ved at terpe tabeller, og det er jo simpelthen en del af det daglige arbejde for en pædagog at være opmærksom på udviklingsområder og udviklingsmuligheder.

Hvis man går ind og begrænser pædagogers professionelle handlerum, synes jeg oprigtigt talt, at det ligner et opgør med noget af det bedste i dansk børnepolitik.

Det ligger i den pædagogiske profession, at vi støtter barnet i dets udvikling på alle planer. Regeringens skolestartsudvalg peger med sine anbefalinger mod mere og tidligere skole og mindre fritid og barndom, og det tror jeg, at vi får mere stressede og pressede børn ud af.

Der skal være sammenhæng mellem nye krav og mulighederne for at realisere dem, men der bliver altid helt stille på talerstolen, når vi spørger, hvad pædagoger skal nedprioritere for at få tid til alt det nye, eller hvor ressourcerne skal komme fra.

Fremfor at satse på en mere formaliseret og skematiseret hverdag i fritidsinstitutionerne bør politikerne stole på, at pædagogerne gør deres arbejde godt og professionelt. I stedet for hele tiden at ville kontrollere pædagogerne, bør man politisk vælge at investere i pædagogikken.