BUPL mener: Økonomien kvæler velfærden

Kommunerne er i disse dage på vej ind i den afgørende fase frem mod beslutningerne af budgetterne for 2007, og det står nu helt klart, at de statslige økonomiske rammer for kommunerne er så snævre, at vores velfærd står på kanten af et sammenbrud. Sparekataloger af gigantiske dimensioner offentliggøres næsten dagligt - store kommuner som Århus og Ballerup skal spare henholdsvis en halv og en kvart milliarder kroner - mindre kommuner som Frederikssund og Dragør skal spare i størrelsesorden 50 millioner kroner hver.

Den førte økonomiske politik er ved at kvæle kommunernes muligheder for at levere ordentlig velfærd. Der bliver længere mellem hjemmehjælpens besøg, skolerne nedslides yderligere, og ønsker om nye bøger eller andre undervisningsmaterialer er helt utopiske. På det pædagogiske felt bliver der længere og længere mellem pædagogerne. Alene sidste år, hvor regeringen afsatte 2 mia. ekstra til vores område, hvoraf de 400 milliarder er udmøntet - voksede antallet af "flerpassede børn" med 1.355, svarende til 264 for få ansatte. Og det er oveni de godt 9000 pædagoger, vi i forvejen mangler.

Det er kommet så vidt, at selv konservative borgmestrer kan se, at situationen er uholdbar. Flere af dem gjorde i den forløbne uge nærmest oprør, og ligger dermed på linje med socialdemokratiske borgmestre, som længe har påpeget den helt vanvittige situation, at den kommunale økonomi - og dermed vores umiddelbare velfærd - hænger i laser, samtidig med, at statens overskud sidste år var 80 milliarder kroner -skriver: 80.000.000.000. Svaret fra finansminister Thor Pedersen er: "Stop klynkeriet", og fra Venstres ordfører Jens Rohde lyder, "at kommunerne skal kende deres besøgelsestid", ellers overtager staten styringen.

Men borgmestrene har ret. Der er behov for et oprør, der er behov for en anden udvikling, hvor økonomien bliver underlagt velfærden, så det bliver borgernes - vores - behov, der bliver styrende. Der er så meget brug for et oprør, at det burde være klart selv for de faglige ledere i den "kongelige danske fagbevægelse". Desværre er viljen til at forsætte den aktive linje fra den 17. maj omkring velfærdsforliget ikke særlig synligt. Store fagforbund med LO og FTF i spidsen praktiserer den særlige danske fagbevægelsesdisciplin at lege struds: "Stik hoved i busken, så berører det ikke os eller vores medlemmer, og så generer vi i hvert fald ikke nogen".

Men tag hovedet ud af busken, gå sammen med borgmestrene, og lad os starte et fælles oprør, hvor vi kræver ordentlig velfærd og reelt lokalt demokrati - og begge dele kræver flere økonomisk ressourcer.