BUPL mener: Mission impossible

Vi befinder os i slutningen af januar. Institutionslederne har for længst lagt planer for året. Måske skal institutionen i gang med et projekt, der relaterer sig til de pædagogiske læreplaner. Der er måske planlagt kompetenceudvikling af personalet. Vikarkontoen har højst sandsynligt allerede været i brug et par gange. Drejebogen for 2006 er skrevet, og året er godt i gang.

Men i rigtig mange kommuner og institutioner skal den nu skrives om. Regeringens påbud til kommunerne om at finde ekstra besparelser på op mod 2,2 mia. kr. for 2006 kan ikke undgå også at ramme institutionerne. Med hvor meget og hvordan er langt fra klart alle vegne. Dermed sidder rigtig mange institutionsledere lige nu i en umulig situation, hvor de ikke aner, hvad de har at gøre godt med. De er på en umulig opgave, når de forsøger at planlægge året eller bare en måned frem. Nogle steder bliver de bedt om selv at lægge strikken om halsen og pege på de områder, hvor det gør mindst ondt at spare. Andre steder kommer der formentlig bare et påbud.

Besparelser er der desværre ikke noget nyt i. Ej heller justeringer af et kommunalt budget i løbet af året. Det specielle denne gang er, at flertallet af kommuner rammes på én gang og rammes hårdt. Og værst af alt - rammes unødvendigt. Statskassen bugner af penge. Selv uden at opgive den fornuftige idé om at betale af på statsgælden ville der fint være råderum til at lade de kommunale budgetter tage højde for, at vi er midt i en kommunalreform, hvor der helt naturligt er mange ekstraudgifter for kommunerne. Hvorfor skal pædagogerne og de mindste borgere bøde for det?

I BUPL har vi ved kommunernes sidste mange budgetlægninger påpeget, at bunden var nået, der var skåret ind til benet, ulven var lige på trapperne o.s.v. o.s.v. Nu er ulven altså for længst ankommet til daginstitutionerne, hvor den tager godt for sig af børns, pædagogers og lederes trivsel. Mens kommunerne skyder skylden for nedskæringerne på det centrale niveau, og finansministeren skyder tilbage med kravet om at holde den aftale, kommunerne selv har indgået med staten, bliver pædagogernes situation støt og roligt forværret. Det er svært for lederne at mobilisere begejstring og at motivere medarbejderne med nye visioner, når en stor del af ledelsesopgaven består i at opfylde nye sparekrav. Vi ville så gerne kvalitetsudvikle området til gavn for børnene og de unge. Men den mission impossible, institutionerne er sendt ud på med genåbningen af de kommunale budgetter 2006, har båret os endnu et stykke i den helt forkerte retning.