BUPL MENER: Minimumsnormeringer er en nødvendig bundprop

Forleden dagdrømte jeg på vej på cykel til arbejdet. Jeg dagdrømte om minimumsnormeringer, og hvad pokker det er for et begreb. Mange vil sikkert tænke, at manden er gal, og har han virkelig ikke noget andet at dagdrømme om. Jeg kan sådan set godt forstå, at man kan tænke sådan, så ikke et ondt ord om det.

Ikke desto mindre er det dødelig alvor, og det gjorde dagdrømmen tung. Det er dødelig alvor, forstået på den måde, at det er et begreb, vi i BUPL nu kaster seriøst på banen med et gennemgribende formål. Og det formål er at stoppe de evigt tilbagevendende nedskæringer på 0-6-årsområdet.

Når vi kan se, at pædagoger ofte står alene med store børnegrupper, hvilket går ud over nærværet og det samvær mellem det enkelte barn og pædagogen, der har så stor betydning for barnets trivsel og udvikling. Og når vi kan se, at forventningerne til, hvad pædagogisk arbejde skal løse af samfundsudfordringer – lige fra at give alle børn lige chancer og muligheder i livet til at øge andelen af unge, der tager en videregående uddannelse. Og når vi endelig kan se, at forskningen peger på, at normeringen har stor betydning for den kvalitet, der er i pædagogisk arbejde.

Ja, når vi kan se alt det, og vi samtidig må se på, at den politiske virkelighed i kommunerne handler om at skære ned gang på gang på de pædagogiske tilbud, ja så er minimumsnormeringer tænkt som den bundprop, der skal sættes i hullet, så pædagogerne ikke siver ud af den daglige normering, i samme takt som vand der skylles ud fra badekarret, når man netop fjerner proppen.

Er minimumsnormering så svaret på alt? Nej, selvfølgelig ikke. Med til billedet hører en vedvarende diskussion om udvikling af kvaliteten af det pædagogiske område, og hvordan vi bringer den nyeste viden og forskning i spil. Men vi kan ikke diskutere kvalitet uden også at diskutere normeringer. Dertil er virkeligheden i de pædagogiske tilbud simpelthen for rå i forhold til normeringerne.

Der er stor politisk modstand i Folketinget og kommunerne mod begrebet. Et af argumenterne er, at minimumsnormering bliver laveste standard. Og at kommuner, der har højere normering, så vil sænke deres standard. Jeg har svært ved at se, at argumentet holder. Folketinget har over flere omgang har øremærket penge til området med netop argumentet om, at normeringen er vigtig for opgaveløsningen, samtidig med at nedskæringerne fortsætter.

Hvad pokker har politikerne så at sætte i stedet for en ordentlig normering, der kan løfte den pædagogiske indsats til nye højder, der løser væsentlige og fundamentale samfundsproblemer?

Svaret blafrer i vinden!

Vi har i BUPL givet et bud på et svar, nemlig minimumsnormeringer. Bolden er givet op, og vi venter nu på, hvad politikerne vil svare. Og bare for endnu en gang at minde hinanden om, hvad det drejer sig om, vil jeg slutte med at citere, hvad den siddende statsminister sagde i sin nytårstale: »Det er de tidlige år, der former Holger og andre små børn. De skal have en barndom med tryghed og nærvær – med glæde og leg.