BUPL mener: Mere end et imageproblem

Der må og skal også afsættes de nødvendige økonomiske midler.

Kvaliteten i velfærden er dalet, siden kommunalreformen blev indført 1. januar 2007. Det mener befolkningen ifølge en Gallup-undersøgelse offentliggjort i Berlingske Tidende 24. maj.

Kun 1 procent mener, at ældreplejen er blevet bedre, mens 41 procent mener, den er blevet dårligere. 1 procent mener, at børnepasningen er blevet bedre, mens 31 procent mener, den er blevet dårligere. 2 procent mener, at folkeskolen er blevet bedre, mens 38 procent mener, den er blevet dårligere. 5 pro- cent mener, at sygehusene er blevet bedre, mens 40 procent mener, de er blevet dårligere.

Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, mener, at danskernes voksende utilfredshed med den offentlige sektor er et imageproblem og ikke et reelt fald i servicen, og den konservative politiske ordfører, Henriette Kjær, mener, at undersøgelsen umuligt kan passe, da regeringen har brugt flere penge på offentlig service.

Men flere løbende kroner er ikke pr. definition lig med tilstrækkeligt med midler. For det første får hjemmehjælpsmodtagere ikke mere hjemmehjælp, fordi lønninger og priser stiger. For det andet kræver det en årlig realvækst i det offentlige forbrug blot at bevare et uændret serviceniveau, da der bliver flere ældre. Når det så samtidig er regeringens holdning, at væksten i det private forbrug skal være større end i det offentlige, fører det til en udhuling af den offentlige velfærd.

Siden vedtagelsen af kommunalreformen har regeringen sat kommunerne under voldsomt økonomisk pres gennem snævre økonomiaftaler, der indskrænker kommunernes økonomiske råderum og tvinger dem til at spare på servicen for at finde penge til flere ældre, nye behov og stigende udgifter. Samtidig presser regeringen af ideologiske årsager kommunerne til at finde besparelser ved udlicitering og privatisering, hvilket skaber ringere kvalitet og service.

Borgernes oplevelse af velfærdsforringelser er derfor fuldt berettiget og kan ikke bare afvises som et imageproblem. Peter Christensen mener, at mere frihed og mindre kontrol i den offentlige sektor vil skabe større tilfredshed, hvilket jeg er helt enig med ham i, men det kan ikke stå alene - der må og skal også afsættes de nødvendige økonomiske midler!

Til november er der som bekendt kommunalvalg, hvor jeg vil opfordre alle til at stemme på politikere, der vil være med til at sikre den offentlige velfærd - altså politikere der reelt har vilje til velfærd. Allerede 7. juni skal vi til stemmeurnerne for at vælge de danske repræsentanter til EU-Parlamentet, og her vil jeg opfordre alle til at stemme på de politikere, I vurderer, der vil sætte hensynet til sociale og faglige rettigheder over hensynet til det indre marked.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.