BUPL mener: massiv indsats er nødvendig

Kun hver fjerde offentligt ansatte mellem 50 og 59 år regner med at blive på arbejdsmarkedet til pensionsalderen. Det viser en ny undersøgelse, som blev offentliggjort i Ugebrevet A4 i denne uge.

Hele to ud af tre seniorer i omsorgssektoren forventer, at nedslidning eller svigtende helbred vil sende dem på efterløn.

Undersøgelsen tegner generelt et billede af et arbejdsmarked, hvor kravene er blevet stadigt større. Det gælder pædagogområdet, det gælder folkeskoleområdet, og det gælder omsorgsområdet.

85 pct. af de adspurgte mener, det er blevet hårdere at arbejde i den offentlige sektor, end det var for 10 år siden. Og samtidig ved vi fra andre undersøgelser, at 45 procent af befolkningen oplever, at kvaliteten af de offentlige velfærdsydelser falder.



Vi ved også, at flertallet af danskerne foretrækker forbedringer af de offentlige velfærdsydelser fremfor skattelettelser. Vi har i det hele taget en omfattende viden om, på hvilke områder, hvordan og hvorfor nedslidning af de ansatte slår igennem. Nu mangler vi bare, at politikerne indser det og forholder sig mere imødekommende i forhold til virkeligheden!

Pædagoger har rekord i afskedigelser sammenlignet med for eksempel sygeplejersker og lærere. Næsten 40 procent af afskedigelserne er sygdomsafskedigelser, og en analyse af disse afskedigelser viser, at stress og psykisk arbejdsmiljø spiller en stor rolle.

Der er ikke tvivl om, at der må gøres en massiv indsats for arbejdsmiljøet, hvis vi skal gøre os håb om at nedbringe antallet af sygdomsafskedigelserne og modvirke den nedslidning, som får de offentligt ansatte til selv at trække sig ud af arbejdsmarkedet tidligt.

Det er både i vores og i arbejdsgivernes interesse, og KL har da også antydet, at emner som rekruttering, fastholdelse, seniorordninger og i det hele taget personalepolitik, som kan skabe attraktive arbejdspladser, bør diskuteres i de kommende overenskomstforhandlinger.

Pædagogprofessionen kræver også et personligt engagement, og der er næppe to arbejdsdage, der er ens. Det slider både på kroppen og på sjælen, og det slider forskelligt på forskellige mennesker. Seniorordninger burde være en rettighed, og under alle omstændigheder bør vi indtænke de forskellige behov i ordninger, der ikke alene er ønskværdige, men nødvendige for at undgå nedslidning og sygdomsafskedigelser.

Men de ordninger skal ikke alene være forebyggende. De skal også sikre, at arbejdet er afvekslende, attraktivt og udfordrende, så den enkelte pædagog har lyst til at fortsætte i jobbet og også i sine sidste år på arbejdsmarkedet investerer sit engagement og udfolder sine kompetencer.