BUPL MENER: Man stjæler stadig ikke fra børn

Det var i år, år 2013, at danske børn skulle have nydt godt af 1.500 flere pædagoger i daginstitutionerne. Regeringen havde afsat 500 millioner kroner, så der kunne blive sat en stopper for den bølge af kommunale nedskæringer, som har ramt børn i daginstitutioner de sidste mange år.

Lige siden regeringen blev enig med Enhedslisten om at bruge penge på flere pædagoger, har BUPL kæmpet for at pengene skulle komme børnene til gode. Vi har sagt, at vi ville følge hver en krone, og det har vi gjort.

Vi har fulgt budgetlægningen i de enkelte kommuner og råbt op i medierne, når vi kunne se, pengene ikke blev brugt. Vi har kørt kampagnen ’Man stjæler ikke fra børn!’ op til vedtagelsen af de kommunale budgetter i oktober, og vi har prøvet at påvirke regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) til at lave en bindende aftale, så vi kunne være sikre på, at pengene kom ud til børnene.

Meget er lykkedes, og mange kommuner har faktisk brugt pengene på daginstitutionerne. Men vores seneste kortlægning viser, at kun en tredjedel af kommunerne har brugt alle pengene til at forbedre kvaliteten i institutionerne. Kun 190 millioner er rent faktisk gået til at forbedre normeringerne med flere pædagoger.

Det er ikke godt nok. Pædagoger i hele landet er pressede af nedskæringer. Kolleger bliver afskediget, vikarer spares væk, og flere og flere pædagoger er alene med alt for mange børn i løbet af arbejdsdagen. Resultatet er dårligt arbejdsmiljø, stress, børn, der ikke får den omsorg og læring, de har krav på, og inklusion, der ikke lykkes. I en tid med stigende fokus på pædagogers faglighed og kompetencer er det paradoksalt, at vilkårene for pædagogers arbejde forringes, når kommunerne oven i købet har fået tilført ekstra penge til bedre normeringer.

Her i juni indgår regeringen en aftale med KL om, hvor mange penge kommunerne har til rådighed næste år. I den forbindelse har vi endnu en gang forsøgt at få parterne til at lave en aftale, der sikrer, at kommunerne ikke bruger pengene på at lappe huller i vejene, men forpligtes til at ansætte nogle flere pædagoger, sådan som det er aftalt.

Desværre er det ikke os, der laver aftalerne om kommunernes økonomi. Hvis det var, ville vi have en minimumsnormering, altså en grænse for, hvor meget man kan spare på pædagoger til børnene. Og vi ville prioritere området, fordi vi om nogen ved, at en investering i de mindste betaler sig ti gange tilbage senere i livet. Men vi gør, hvad vi kan for at påvirke politikerne og gentage vores argumenter om, hvad pædagoger kan, og hvad børn har brug for.

Selvom det er krisetider, kan det ikke være rigtigt, at vi skal skære der, hvor det gør allermest ondt. Det er vores børns fremtid, der er på spil, når man udhuler institutionerne og forringer mulighederne for pædagogisk arbejde. Så længe kommunerne ikke overholder aftalen med regeringen om flere pædagoger til børnene, vil vi kæmpe videre. Vi mener nemlig stadig ikke, man skal stjæle fra børn.