BUPL mener: Ligelønskommission skal favne bredt

Ledere af pædagogiske institutioner skal ikke, som en naturlov, være lønnet ringere end ledere med tilsvarende personaleansvar på det offentlige og private arbejdsmarked.

For BUPL er sagen klar: Vi skal have en ligelønskommission. Vi tror på den danske aftalemodel, men den kan ikke alene løse pædagogernes lønproblemer. Pædagogernes lønproblemer er historisk og politisk bestemte.



Det samme gælder for andre store offentlige grupper, og derfor er det da heller ikke tilfældigt, at de mest varme fortalere for lønkommissionen er BUPL, Dansk Sygeplejeråd og FOA.



For BUPL er ligeløn andet og mere end spørgsmålet om lønforskelle mellem mænd og kvinder. Det handler i høj grad også om, at det skal kunne betale sig at tage en uddannelse.

Pædagoger tjener kun 10 procent mere end ufaglærte arbejdere, og det på trods af, at pædagogerne har gennemført tre et halvt års mellemlang videregående uddannelse. Det stiller pædagogerne bagerst i lønkøen blandt de professionsuddannede offentligt ansatte.



Men endnu værre står det til, når der sammenlignes med privatansatte med tilsvarende uddannelsesniveau. Derfor er der også behov for sammenligninger mellem lønforholdene på det offentlige og det private arbejdsmarked.

Det handler desuden om personaleansvar. Ledere af pædagogiske institutioner skal ikke, som en naturlov, være lønnet ringere end ledere med tilsvarende personaleansvar på det offentlige og private arbejdsmarked.



En lønkommission skal derfor beskrive årsagerne til disse lønforskelle og analysere, hvilke kriterier, for eksempel uddannelsesniveau, personale- og øvrigt ansvar, anciennitet og erfaring, der bør tages hensyn til, når de offentligt ansattes lønniveau fastsættes.



En lønkommission skal ikke bruges til at diktere indholdet i fremtidige overenskomster, men til at dagsordensætte nødvendige indsatsområder. For at det kan ske, må lønkommissionen sammensættes dels af eksperter fra fagforbund og kommuner, dels af neutrale eksperter udefra.

Derudover må forhandlings- og hovedorganisationerne knyttes tæt til kommissionens arbejde. Kun sådan kan de forhold, kommissionen afdækker, sikres en gang på Jorden ved kommende overenskomstforhandlinger.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.