BUPL MENER: Legen fremmer innovation

Kvaliteten i daginstitutionerne er afgørende for at forebygge social udstødelse og for det målrettede arbejde med børns leg og kreativitet.

Jeg håber, at I har haft stor glæde af at læse dette temanummer af Børn&Unge med fokus på legen og dens betydning. Jeg har selv haft stort udbytte af at studere, hvad politikere, forskere og andre siger og har sagt om emnet.

For eksempel sagde den nye børne- og undervisningsminister Christine Antorini i Børn&Unge nummer 19:

"Der er en masse læring i leg, og det går de pædagogiske medarbej­dere ind og stimulerer. Men selv når børn leger frit med hinanden, indgår de i sociale fællesskaber, hvor der også er læring. For mig er leg og læring en selvfølgelig del af det, der foregår i daginstitutionerne."

Ministeren udtrykte samtidig anerkendelse af det arbejde, veluddannede pædagoger udfører, og lagde stor vægt på, at vi skal have daginstitutioner af høj kvalitet.

Erhvervslivet efterspørger ofte innovative og socialt kompetente medarbejdere, og det er netop nogle af de evner, vi pædagoger i kraft af vores uddannelse kan udvikle hos børn.

Skal børn bare lege frit, eller skal vi sørge for, at børn lærer noget? Udviklingspsykolog og forsker Ivy Schousboe siger blandt andet til Børn&Unge: "Når børn er så lang tid i daginstitutionen, som de er, er det meningsløst at sætte det op, som om leg og læring er alternativer til hinanden."

En pædagog udtrykker det sådan her i den undersøgelse, som Børn&Unge har lavet: "Fri leg er for mig en vigtig del af børns kreative og sociale udvikling. Det er dog meget vigtigt, at vi som pædagoger hele tiden er opmærksomme på, hvad der foregår, og på, hvordan børnene leger. Fri leg er ikke kun leg, det er i høj grad læring på mange planer."

Eller som pædagogisk udviklingskonsulent i BUPL Daniela Cecchin siger i et interview: "Børns selvorganiserede lege er af allerstørste betydning for deres udvikling af kreativitet og sociale kompetencer."

Det er alle udsagn, som understreger legens betydning og viser, at der er masser af læring i leg.

Kvaliteten i daginstitutionerne er afgørende for at forebygge social udstødelse og for det målrettede arbejde med børns leg og kreativitet. Begge elementer er også afgørende for et godt børneliv og for bestræbelserne på at give flere børn et tilstrækkeligt grundlag for et godt skoleforløb. På langt sigt vil det samtidig give virksomhederne den kreative arbejdskraft, der kan sikre deres fortsatte evne til innovation og dermed opretholde Danmarks konkurrenceevne.

Regeringen og Enhedslisten har i forbindelse med finansloven afsat 500 millioner kroner til en helt nødvendig styrkelse af området i 2013. Et utilstrækkeligt beløb, men det er dog et skridt i den rigtige retning.

Det er for BUPL afgørende, at pengene anvendes til et varigt løft af den faglige kvalitet, og at der sikres et minimum for, hvor lidt personale der må være pr. barn. Herunder en nedre grænse for antallet af uddannede pædagoger.

Lad mig slutte denne leder af med håbet om, at den nye regering også betyder, at vi får en ny politik. En politik, hvor børneliv bliver taget alvorligt, og hvor der følger penge med til forbedringer. Som faglig organisation tager vi i hvert fald opgaven med at holde dem fast på de gode intentioner på os.

Glædelig jul og godt nytår til alle!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.