BUPL MENER: Lad børnenes perspektiv fylde

På et tidspunkt, da jeg arbejdede i en SFO, skulle vi lave en børnemiljøvurdering. Vi udstyrede børnene med et engangskamera og stillede dem en række opgaver. De skulle for eksempel fotografere det roligste sted i SFO’en. Da billederne blev fremkaldt, var der mange fantastiske billeder af leg, glæde, træer – og flere billeder af toiletterne.

Da vi spurgte børnene, hvorfor de havde fotograferet toiletterne, var svaret klart: Når der er for meget larm, går vi ud og sætter os på toilettet. Der er ro.

Den sad, men hold da op, hvor det satte gang i diskussioner om, hvordan vi skulle håndtere det. For hvordan skaber man ro i en SFO, der er bygget som ét stort rum med plads til 90 børn? Og hvad er ro i børneperspektiv? Vi blev klogere, ikke kun på indretningen af vores SFO, men også på vores egen praksis.

Som pædagog har jeg altid elsket, at børnenes perspektiv får lov til at fylde, og at vi som voksne lader os slå ud af kurs engang imellem og tør ændre vores praksis efter børnenes stemmer. Eksemplet med toiletterne er jo bare ét ud af mange. Hvor tit har man som pædagog ikke ændret en spisesituation, en garderobesituation eller legepladsens indretning, fordi børnene gennem handlinger eller ord har vist en bedre vej?

I min tid som SFO-pædagog erfarede jeg, at det formentlig er her, at pædagoger og lærere adskiller sig mest fra hinanden. I en læringssituation kunne jeg lade mig forføre af ungerne langt ud af alle mulige veje for at komme i mål. Det var ikke altid nemt at forstå, hvor jeg var på vej hen, og nogle gange gik det også galt. Men det var en naturlig del af mit arbejde at forsøge at få et børneperspektiv med ind i alt, vi lavede.

Det var det selvfølgelig også for mine lærerkolleger, men de var bundet mere op på faste læringsmål og en lovgivning, der i langt højere grad end vores dikterer, hvad man skal lære i skolen. Og misforstå mig ikke: Det er godt, at børn skal lære noget i både skolen og i daginstitutioner, men kan et voksenstyret læringssyn fastlåse pædagoger så meget, at det bliver umuligt at se børnenes perspektiv?

Som I sikkert har hørt, barsler regeringen med en børnepakke. Der er ingen tvivl om, at det vil starte endnu en diskussion om, hvad børnene skal lære og ikke lære, når de er i daginstitution. Pakken vil sikkert endnu engang sætte spørgsmålstegn ved, om vi er dygtige nok som pædagoger. Der vil være gode ting og mindre gode ting i børnepakken. Der vil være elementer af pakken, vi som pædagoger internt kan være uenige om. Men lad os stå sammen om, at ingen skal fratage os retten til også at arbejde med børnenes perspektiv.

At se tingene i børneperspektiv er ikke det samme som at fralægge sig ansvaret som voksen i barnets liv. Det er ikke det samme som at sige, at børn ikke skal lære, eller at vi som voksne ikke nogle gange ved bedst. Men vi skal turde anerkende, at børn ved noget om deres liv, vi ikke ved, og at børns velvære og trivsel stiger, når de har indflydelse på deres eget liv og føler sig lyttet til. Præcis ligesom vi voksne.

Så lad os turde stå fast på vores ret til engang imellem at lade os styre af børnene.

Det er et mod, vi pædagoger aldrig må give slip på. For børnenes skyld.