BUPL MENER: Inklusion uden ressourcer bør kaldes eksklusion

For nylig hørte jeg et indslag i Radioavisen om god inklusion i Tyskland. Journalisten havde været en tur forbi Schule auf der Rude i Flensborg, hvor man har mere end 10 års erfaring med at inkludere børn med specielle behov i den almindelige undervisning. Opskriften er ikke særlig overraskende: Flere lokaler og flere pædagoger. På skolen er der altid mindst to voksne om en klasse - en pædagog og en lærer. Og sommetider er der tre voksne med en ekstra specialpædagog.

Regeringen og KL satte sig i 2012 et mål om, at 96 procent af alle skolepligtige børn skal modtage almindelig undervisning inden 2015. Det svarer til, at rundt regnet 10.000 børn bliver flyttet eller begynder i en almindelig skole i stedet for en specialskole. Men det virker desværre, som om inklusionen presses igennem i et tempo, hvor hverken pædagoger, lærere eller elever kan følge med. For virkeligheden ude i de danske folkeskoler er, at mange lærere står helt alene med inklusionsopgaven – helt uden hjælp fra pædagoger.

Vi ved, at pædagogerne har kompetencerne til inklusion – både i folkeskolen og daginstitutionerne. Inklusion er ganske enkelt et barnesyn, der ligger i pædagogernes grunduddannelse. Lederne arbejder også målrettet med inklusion, men hvis opgaven skal løftes, så kræver det nogle helt andre rammer og ressourcer.

Når pædagogerne står alene med en stor gruppe børn, så er det nærmest umuligt at have fokus på enkelte børn med særlige udfordringer. Og det er endnu sværere, når pædagogandelen er lille – og pædagogmedhjælperandelen er stor. I arbejdet med inklusion er det afgørende, at man i perioder kan lave mindre grupper af børn, når der er behov for det. Men det er alt andet lige svært, hvis man så efterlader sin kollega alene tilbage med 20 børn – hvis man da har en kollega på stuen, når behovet opstår.

Endelig må man heller ikke undervurdere betydningen af de fysiske rammer i inklusionsarbejdet. Tag f.eks. skolen fra Flensborg igen. Alle klasser på skolen har flere rum, eleverne kan være i, alt efter hvilke behov de har. Der er blandt andet et rum med en boksebold, som børnene kan bruge i 10 minutter ad gangen, hvis de har brug for at afreagere. Hvor mange skoler i Danmark har det?

Det er i øvrigt ikke kun børnene, der har brug for bedre fysiske rammer. Lige nu rammes både lærere og pædagoger af psykiske og fysiske arbejdsskader pga. dårligt arbejdsmiljø – og det går jo i sidste ende også ud over børnene. Inklusionen slår ganske enkelt fejl. Vi har derfor brug for, at forvaltning og kommunalpolitikere tager sig sammen og tilbyder fleksible støtteformer overfor børn med særlige behov, både i daginstitutioner og skoler.

Til sommer træder skolereformen i kraft. Det er da en oplagt mulighed for at tænke inklusionen forfra i folkeskolen. Vaske tavlen ren og begynde på en frisk. Vi kan rent faktisk nå målsætningen om de førnævnte 96 procent, hvis lærerne og pædagogerne samarbejder, og ledelsen bakker op. Også uden at det går ud over det pædagogiske og faglige tilbud til alle børn i skolen. Men det kræver flere ressourcer – ellers ender inklusionen med en eksklusion for børnene.