BUPL mener: Hvis jeg havde 2,2 milliarder

Der er altså stort set enighed om at ønske et nyt system, der giver sikkerhed for, at niveauet ikke styrtdykker. Det tolker jeg som et trælår til det nuværende system, hvor dag- og fritidsinstitutionerne samt klubber alt for ofte bliver den salami, kommunerne kan skære endnu en skive af, når budgetterne strammer. En grundnormering vil kunne sikre, at vi aldrig ryger under et anstændigt niveau - hvis bundniveauet vel at mærke bliver lagt højt nok.

Hvis velfærden ikke skal skride, skal der 2,2 milliarder kroner ekstra ud til kommunerne næste år. Så kontant har KL's formand Erik Fabrin meldt ud, inden kommunerne sætter sig ved forhandlingsbordet med finansministeren for at finde en ramme for næste års økonomi. Ellers går det ud over de ældre og børnene, truer Erik Fabrin.

Nu skal man selvfølgelig ikke underkende det taktiske spil i forbindelse med disse årlige forhandlinger. Udmeldingerne er ingen garanti for, at KL ikke springer i målet og siger ja til en aftale med betydeligt færre penge end de ekstra 2,2 milliarder kroner. Ligesom der ikke er nogen, der siger, at 2,2 milliarder kroner overhovedet er nok til at løse velfærdsopgaverne ordentligt. Men fra vores side vil vi opfordre KL til at kridte skoene og insistere på en holdbar aftale. Det har BUPL sammen med FOA og Danmarks Lærerforening fortalt KL ved et direkte møde for nylig. Og det signalerer vi med den fælles aktivitetsdag "Slip velfærden løs" den 31. maj i flere af de store byer.

Lad os et øjeblik lade som om forhandlingerne er i hus, og KL får sine 2,2 milliarder kroner ekstra. Hvad skal pengene så bruges til? På det pædagogiske område kan vi i hvert fald pege på, at der er overvældende medvind til et forslag om at indføre en landsdækkende grundnormering. BUPL har spurgt forældre og pædagoger om deres holdning til en sådan, og henholdsvis 81 procent og 92 procent synes, at det er en god idé. Samtidig svarer både forældre og pædagoger, at normeringerne er meget vigtige for deres opfattelse af kvaliteten.

Der er altså stort set enighed om at ønske et nyt system, der giver sikkerhed for, at niveauet ikke styrtdykker. Det tolker jeg som et trælår til det nuværende system, hvor dag- og fritidsinstitutionerne samt klubber alt for ofte bliver den salami, kommunerne kan skære endnu en skive af, når budgetterne strammer. En grundnormering vil kunne sikre, at vi aldrig ryger under et anstændigt niveau - hvis bundniveauet vel at mærke bliver lagt højt nok. Det koster penge, og her vil 2,2 milliarder kroner skæppe godt i kassen.

Vi kan også med fordel vende blikket mod de fysiske rammer. KL har selv peget på, at der også her mangler milliarder af kroner til vedligeholdelse af offentlige institutioner. Det kan vi kun skrive under på. Træbarakker, som er blevet placeret direkte på jorden for 25 år siden, er ikke velegnet til daginstitutioner. Og mørke kælderlokaler under skoler er ikke velegnet til SFO'er. Så også her kunne KL's forslag lune.

Med andre ord - der er nok at bruge pengene på. Vi støtter KL fuldt ud i at kræve en rimelig aftale denne gang. Får de ikke det, bør de takke nej og sætte sig selv fri til at kunne disponere, som velfærden har brug for.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.