BUPL MENER: Gør noget ved genoptjeningsretten

Tusinder mister forsørgelsesgrundlaget, og må gå fra hus og hjem. Det har ikke skortet på den slags dramatiske overskrifter, når det har handlet om dagpengereformens konsekvenser.

»Sådan er det jo«, sagde indenrigsminister Margrethe Vestager, da hun blev spurgt til konsekvenserne. 

Men som Børn&Unge kan fortælle, er det helt almindelige mennesker inden for alle aldersgrupper og med vidt forskellig baggrund, der bliver ramt. Og de bliver ramt, så de må overveje, om de skal gå fra hus og hjem og starte forfra. 

Derfor har regering og folketing en kæmpe opgave i efteråret med at løse udfordringen om, at tusinder falder ud af dagpengesystemet. De skal samtidig arbejde for, at der bliver bedre mulighed for at genoptjene retten til dagpenge.

Vi kan tørt konstatere, at krisen ikke er overstået. Regeringen fremlægger en finanslov, der bebuder nulvækst i det offentlige forbrug i 2013, og vi kan se, at arbejdsløsheden blandt pædagoger ikke er faldet. Presset på det offentlige arbejdsmarked er stort, og i mange kommuner bliver der nedlagt pædagogjob på stribe gennem besparelser og sammenlægninger af institutioner.

Det kan desuden dokumenteres, at nyuddannede pædagoger er længere og længere tid om at få et arbejde, når de er færdige med uddannelsen. Oven i købet er det blevet langt sværere at genoptjene retten til dagpenge.

Desværre har regeringen i sit fremlagte forslag til finanslov ingen idéer til, hvordan man kan løse ovennævnte udfordringer. Godt nok kom beskæftigelsesministeren med en aktiveringspakke i sidste uge. Den indeholdeer positive elementer, men kan langtfra stå alene og løser ikke de reelle problemer.

Vi står altså med en dagpengereform, der er håbløst umoderne i forhold til dagens arbejdsmarked. En reform, der ikke hjælper almindelige mennesker i arbejde, men tværtimod risikerer at skubbe dem længere ud i det sociale system.

Så folketinget må i arbejdstøjet. I BUPL har vi en række forslag til, hvad der bør gøres.

For det første bør dagpengeperioden yderligere forlænges med et halvt år. Dette skal sikre, at der er ro på, så de øvrige forslag til forbedringer kan implementeres. For det andet skal genoptjeningskravet halveres. På det pædagogiske arbejdsområde er der 60 procent deltidsstillinger, hvilket gør det meget vanskeligt at genvinde dagpengeretten. For det tredje skal der være fuld genoptjeningsret i jobrotation. For det fjerde skal uddannelsesaktivering betragtes som en ’død’ periode i dagpengeperioden. Vi går som samfund ind for at fremme uddannelse, så uddannelse ikke skal opbruge dagpengeperiodens længde. For det femte skal de, der har mistet dagpengeretten, fortsat have krav på aktive tilbud.

Og endelig skal kontanthjælpen til dem, der ikke længere har ret til dagpenge, gøres uafhængig af deres ægtefælles indkomst og formue. Det skal sikre, at grundlaget for den samlede husstandsindkomst ikke forsvinder. 

Ovenstående er et minimum, og man kan sagtens forestille sig flere reelle forbedringer. Men i første omgang handler det om at tage højde for de værste katastrofer.