BUPL MENER: Fritidspædagogikken er i farezonen

Når skiftende regeringer bruger ordet reform om en større samling lovændringer, er det ingen garanti for et folkeligt engagement, for der er mange reformer, der aldrig vækker folkelig interesse. Sådan forholder det sig bestemt ikke med folkeskolereformen. Den har for alvor fået danskerne op af sofaen, for både børn, forældre, pædagoger, lærere, skoleledere, foreningsfolk og mange andre er direkte påvirket af reformen. Meningerne er delte, og fronterne er til tider trukket skarpt op mellem parterne. Men hvad med børnene? Det er jo trods alt dem, det handler om.

Der er ingen tvivl om, at børnene skal have en god uddannelse og blive så dygtige, som de overhovedet kan. Og heldigvis er børn født nysgerrige, og langt de fleste er også motiverede for at lære nyt og tilegne sig nye færdigheder. Og det er sikkert både sjovt og motiverende med bevægelse, variation og anderledes undervisning. Men når skolen er sat på formel, hvor er der så plads til det, som børnene selv oplever som vigtigt? Det at have venner, måske på tværs af alder og klasser, det at lege, forfølge en idé, fordybe sig og gribe nuet? Det, der før skete i fritteren, SFO’en eller klubben, og som styrker barnets livsduelighed og dermed også barnets trivsel.

Vi ved fra vores egne undersøgelser, at fritidspædagogikken er kraftigt udfordret af skolereformen. Hvor der for barnet før var god tid og mulighed for ’at være’, lege og deltage i meningsfyldte ­aktiviteter, fortæller medlemmerne os i dag, at børnene er trætte efter en lang og hård dag. Med den kortere tid er der skåret ind til benet i personale og aktiviteter, så tilbuddet nogle steder får karakter af opbevaring. ’Råpasning’, ’discounttilbud’ og ’en banegård’ er nogle af de ord, som bruges de steder, hvor det er sværest. Det er ærgerligt og utilfredsstillende for både børn og voksne. Som et medlem udtrykker det på Facebook: ’Børn har behov for at lege alle de indtryk ud, de bliver proppet med – og de har brug for det dagligt’. Men mulighederne for det er knappe i dag.

Diskussionen om fritidspædagogikken drukner i en løsningsdagsorden, der skal gå op, og læringsmål, der skal nås. Men fritidsinstitutionerne er ikke blot et appendiks til skolen eller et opholds- og værested med formålsløs underholdning, mens børn og unge venter på, at forældrene vender hjem fra arbejde. Fritidsinstitutionerne rummer en ramme og en pædagogik, der fortjener at være en vigtig og væsentlig del af skolen og et sted, hvor børn og unge i trygge og udviklende rammer lærer om livet – om at vælge til og fra, forstå andre og sig selv, samarbejde, tage initiativ, være medbestemmende, deltage, holde ud og meget andet, der hverken kan sættes på formel eller måles direkte, men som har stor betydning for barnets almene dannelse. Med det ensrettede fokus på, hvad reformen betyder for skolen, risikerer vi at skylle barnet ud med badevandet. Alle de vigtige traditioner og de erfaringer, fritids­pædagogerne har gjort sig gennem årene, bliver overflødige, og tilbuddet bliver udhulet. Det fører mange steder til, at forældrene melder deres børn ud, og dermed starter en negativ spiral.

Det er et problem, vi fra BUPL’s side har tænkt os at forfølge, og jeg har blandt andet rejst det over for undervisningsministeren. Et første skridt til en løsning kan være at lægge et loft over forældrebetalingen for at sætte en prop i udmeldelser som følge af økonomiske overvejelser i familierne. Derudover skal der sættes en stopper for de kommuner, der forringer kvaliteten yderligere ved at sænke pædagogandelen. Endelig skal fritidsdelen vægtes lige så højt som skoledelen, når både folketings- og kommunalpolitikere skal evaluere, hvordan det første halve år med skolereformen er gået. Det er helt afgørende for alle de pædagoger, der hver dag kæmper for plads til at udfolde fagligheden, og de børn og unge, der har brug for mere end det, der står på skoleskemaet.