BUPL mener: Fra minimalstat til valgkamp

Vi i den virkelige verden ved godt, at et stærkt velfærdssamfund hver dag gør tusinder og atter tusinder af danskere i stand til at tage deres medansvar på arbejdsmarkedet

Regeringen har indledt anden runde af værdikampen, altså kampen for, at borgerligt/liberale værdier skal styre borgernes adfærd. I første runde koncentrerede man sig om at lovgive om kanoner og om at placere egne folk i centrale positioner inden for kultur, videnskab og samfundsliv. Vi fik slået fast, hvad der er vigtigst at læse, hvilke teaterforestillinger, vi skal se, hvilke sportspræstationer, vi bør kende til, og hvilke sange vi skal synge for at være rigtige danskere. Vi fik Bjørn Lomborg i spidsen for miljøevalueringen, Kenneth Plummer i spidsen for TV og radio, og Bent Jensen i spidsen for historieskrivningen om den kolde krig.

Nu er tiden kommet til at tage fat på den store debat om "det personlige ansvar".

Regeringen og dens neoliberale venner er enige om at give den skattefinansierede, statslige omfordeling skylden for, at hundredetusinder fastholdes i fornedrende offentlig forsørgelse.

Vi andre, der lever i den virkelige verden, ved godt, at de ufaglærte job ikke er forsvundet på grund af kontanthjælpen, men fordi kravet om profit har ført til automatiseringer af rigtigt mange funktioner i industrien eller til udflytning af arbejdspladserne til lande med billigere arbejdskraft.

Vi ved godt, at kontanthjælpsloft og starthjælp ikke øger beskæftigelsen. Vi ved også, at langt de fleste kontanthjælpmodtagere søger job, også selv om de næsten ikke får økonomisk gevinst ud af det.

Vi i den virkelige verden ved godt, at et stærkt velfærdssamfund hver dag gør tusinder og atter tusinder af danskere i stand til at tage deres medansvar på arbejdsmarkedet. Vi ved, at investeringer i Folkeskolen er investeringer i fremtidens arbejdskraft, og at ordentlige pædagogiske institutioner både er en investering i et godt børneliv i et moderne samfund og i alsidigt udviklede, kreative og demokratiske samfundsborgere, der kan tage et medansvar for fremtiden.

Regeringen siger, at den har ændret opfattelse og ikke længere tror på minimalstaten. Tværtimod fremhæver man nu en stærk stat som forudsætning for den personlige frihed og det personlige ansvar. Det lyder jo forjættende, og i det lys bliver de væsentligste modstandere for regeringen nok folkene i den borgerlige tænketank CEPOS, ultraliberalisterne på netavisen "180grader" og andre koryfæer fra den neoliberale undergrund.

Imidlertid skal man nok ikke tage fejl. Der er fortsat borgerligt fodslag om hovedretningen, og regeringens bløde formuleringer tjener først og fremmest bestræbelserne på at vinde næste valg. Hvornår det end måtte komme.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.