BUPL mener: Fokus på børnemiljøet

Vi har gennem årene gang på gang påpeget miljøproblemerne for både børn og ansatte, og i BUPLs arbejdsmiljø-politik hedder det blandt andet, at vi vil arbejde for, at der vedtages en arbejdsmiljølov for børn.

Af den sidste nye redegørelse fra familieminister Lars Barfoed fremgår det, at der nu skal et øget fokus på børnemiljøet. Det skal blandt andet ske ved, at der skal laves børnemiljøvurderinger for at kortlægge børnenes "fysiske, psykiske og æstetiske miljø", som det hedder i redegørelsen. Det lyder rigtig godt - men det fremgår bare ikke, hvordan det skal ske, og det er heller ikke klart hvilke handlemuligheder, der følger af vurderingerne. Man kan derfor godt få den tanke, at familieministeren - som også flere andre i regeringen har en tendens til - lancerer nye undersøgelser eller andre kontrolformer og dermed mener at have løst de problemer, der måtte være.

Både fra BUPL's tidligere store undersøgelser, som støj/indeklima-undersøgelsen og fra de nuværende APV-er, arbejdspladsvurderinger, som personalet skal lave, har vi et grundigt og solidt kendskab til det fysiske miljø i instititutioner og dets mangler. Vi har gennem årene gang på gang påpeget miljøproblemerne for både børn og ansatte, og i BUPL's arbejdsmiljøpolitik hedder det blandt andet, at vi vil arbejde for, at der vedtages en arbejdsmiljølov for børn. Alternativt arbejder vi for, at børn i daginstititutioner bliver omfattet af loven om elevers og studerendes undervisningsmiljø.

Det er ikke ukendt for for eksempel Arbejdstilsynet, at der er store problemer i mange institutioner. Arbejdstilsynets egen undersøgelse for et par år siden viste for eksempel, at 14 procent af de undersøgte institutioner havde et alt for højt støjniveau. Det er problemer, der er så massive, at de ikke løses ved at sætte filtdupper under stolene, for det handler om, at der er for mange børn på for få kvadratmeter og med for få ressourcer.

Men Arbejdstilsynet hører jo under et andet ministerium, og derfor skal vi åbenbart starte forfra i familiemininisteriet. Vi bidrager gerne med vores viden om, hvordan for lidt plads giver mere sygdom og flere konflikter blandt børnene, og det vil være klogt af ministeren også at skele til de forskningsmæssige udsagn om, hvordan evnen til indlæring nedsættes af støj.

Problemer er bare, at der tilsyneladende ikke er vilje eller økonomi til at gøre noget alvorligt ved problemerne. Ministeren har ikke i sinde at følge børnemiljøvurderingerne op med handlingsplaner eller lokalekrav. Så på bundlinjen er der altså ikke handlinger, kun hensigtserklæringer. Det er forstemmende.

Som organisation er det ikke nok for os at blive hørt om de forhold, vi som pædagoger har et indgående kendskab til.

Vi vil også lyttes til!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.