BUPL MENER: Er ligeløn en by i Rusland?

Her på bagkanten af overenskomstforhandlingerne er det tid til at se fremad. For selvom forhandlingerne i det store og hele er landet tilfredsstillende, og BUPL’s klare anbefaling er, at medlemmerne stemmer ja til resultaterne, kan en overenskomst aldrig ses isoleret og skal – i samme øjeblik blækket er tørt – være udgangspunktet for arbejdet hen imod den næste fornyelse af overenskomsterne. Det gælder særligt, når vi retter blikket mod den største lønudfordring for os som pædagoger: ligeløn.

Som kvinde og pædagog, der sammen med tusindvis af andre pædagoger stod iklædt magentafarvede T-shirts og bannere på gader og stræder i 2008, ærgres jeg over, at det heller ikke denne gang er lykkedes fagbevægelsen at rykke nævneværdigt på ligeløns­problematikken. Jeg skal være den første til at medgive, at det er en uhyre kompleks problemstilling, der har både historiske, kønsmæssige og strukturelle årsager, men netop derfor er det nødvendigt, at vi hele tiden arbejder med langsigtede strategier og ikke taber målet af syne.

Det moderne ligelønsproblem handler ikke så meget om ’lige løn for lige arbejde’ som det handler om ’lige løn for arbejde af samme værdi’. Men hvordan værdisætter vi egentlig arbejde i vores samfund? Er det uddannelseslængden, efterspørgslen eller anerkendelsen, der tæller mest, og hvad afgør værdien af vores arbejde?

Efter strejken i 2008 blev Lønkommissionen nedsat, og eksperterne dokumenterede, at der er en ulighed i lønnen på op imod 17 procent. Vi ved, at størstedelen af lønforskellen skyldes det kønsopdelte arbejdsmarked herhjemme, hvor kvinder i høj grad er beskæftiget inden for social- og omsorgssektoren, mens mændene primært er at finde på det private arbejdsmarked og oftere end kvinder har lederstillinger.

Den økonomiske krises indtog og stagnationen har i de senere år været med til at lægge en dæmper på diskussionen for en stund, hvor større dagsordener om ledighed og generel ulighed har trukket overskrifter. Men tiden er moden til, at vi igen tænder op under arbejdet for ligeløn.

I BUPL har vi ikke siddet på hænderne. Vi har systematisk og vedholdende kæmpet for den anerkendelse, der berettiger en bedre løn – blandt andet via forskning, faglig udvikling og øget synlighed af vores profession. Men vi skal gøre mere. Både alene, i forhandlingslokalerne, på Christiansborgs gange og i samarbejdet med andre fagforeninger, der også er ramt af det ligelønsproblem, der kendetegner det danske arbejdsmarked.

Det er vigtigt, at vi får pustet nyt liv i debatten og revitaliserer vores strategi for, hvordan vi opnår ligeløn. Men hvad skal der til, for at vi kan rykke endnu hurtigere, så vi for alvor får hul på bylden? En mulighed er, at vi arbejder for at få mere præcis lovgivning, så vi kan kræve lige løn for arbejde af samme værdi. En anden mulighed er, at vi går efter mere uddannelse og specialiststillinger, der kan fungere som løftestang. Og endelig, at vi ’låner’ løsninger fra andre lande, der er kommet længere på ligelønsområdet.

Det afgørende er, at vi holder fast, og at vi gør det uden at underminere den danske aftalemodel, som er en stor styrke i det danske samfund.