BUPL MENER: Det står virkelig skidt til

I de seneste tre uger har pædagoguddannelsen været under intens mediedækning, og det har desværre ikke været for det gode. Tværtimod har historierne handlet om manglende feedback, manglende vejledning og manglende undervisning. Alle disse historier er med til at fremstille en uddannelse i krise, en uddannelse som ikke skaber den faglighed, vi som pædagoger har brug for, når arbejdsmarked kalder. Men værst af alt betyder det, at der sættes spørgsmålstegn ved den vigtige rolle, vi som pædagoger udfylder i vores samfund. For på sigt vil politikerne spørge sig selv: Hvorfor skal vi i fremtiden smide milliarder af kroner efter flere pædagoger, hvis de ikke kan noget fagligt?

Historien om dårligdommene begyndte i Odense med en artikel i Fyens Stiftstidende om manglende feedback. Studerende fortalte, hvordan deres undervisere ikke læste og kommenterede på deres opgaver. En studerende fortalte blandt andet, at han havde afleveret 38 større og mindre opgaver og kun havde fået feedback på 5 af dem! Andre har fortalt, at de afleverede en opgave bestående af en kageopskrift og fik den godkendt, fordi den opfyldte de strukturelle kriterier, hvilket vil sige antal anslag, den rigtige margin og så videre.

Desværre begrænsede historierne sig ikke til Fyn. I løbet af dagen og den følgende uge væltede historierne frem fra hele landet, fra nord til syd og fra øst til vest. Alle steder kunne studerende fortælle historien om de mange opgaver, som de aldrig fik feedback på.

Ugen efter handlede historierne om det latterligt lave timetal, vi oplever på pædagoguddannelsen. De studerende har stået på nakken af hinanden for at berette om den manglende undervisning, hvor nogle oplevede kun at have 1,5 time om dagen. Endnu en gang kom vores uddannelse i mediemøllen for det negative.

Spørgsmålet er, om der overhovedet er noget positivt at sige om vores pædagoguddannelse. Det er der naturligvis. Der er tusindvis af engagerede studerende og undervisere, som hver dag kæmper for at blive bedre og for at bringe ære til vores fag. Men de gode historier fylder bare forsvindende lidt efterhånden.

Problemet er, at ingen vil tage ansvar for vores uddannelse. Politikerne, uddannelsesstederne, fagforeningerne og mange andre har brugt de seneste to år på at tale om struktur i forbindelse med den ’nye’ pædagoguddannelse. Men ingen har diskuteret indhold. Der er blevet talt om specialiseringer, moduler og linjefag, men feedback, vejledning, timetal og indhold er ikke blevet nævnt med ét ord.

Vi står i en situation, hvor vores fag og faglighed er i fare. Ingen vil tage ansvar for, at vores uddannelse kommer op på et acceptabelt niveau, og de, som burde tage ansvaret – ministeren og professionshøjskolerne – gør intet. Det betyder, at rejsen mod at blive en dygtig pædagog med høj faglighed støder på så mange forhindringer, at det kan være svært at indhente senere i ens arbejdsliv.

Behovet for at sætte vores pædagoguddannelse i fokus har aldrig været større, men det er, som om der fra politikernes side altid er noget, der lige er vigtigere. I PLS arbejder vi med uddannelsen hver dag, og for os er intet vigtigere, men det er svært at skabe forandringer alene. Vi har behov for, at BUPL og Socialpædagogerne knytter sig mere til uddannelsen. At de opprioriterer arbejdet med indholdet, så vi sammen kan presse de mennesker, der skal sørge for, at vi får en uddannelse i verdensklasse. Det fortjener de studerende, de fremtidige kolleger og ikke mindst vores fag.