BUPL mener: Det personlige ansvar

Det var beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der for nylig slog tonen an til en debat om, hvorvidt danskerne i for høj grad fralægger sig det personlige ansvar og regner med, at "det ordner samfundet", eller "det betaler kommunen".

Ministeren brugte som eksempel, at man fremfor at brokke sig over, at mors værelse på plejehjemmet ikke er pænt, selv kan gribe maling og pensel og gøre noget aktivt.

Siden har han erkendt, at det ikke var verdens bedste eksempel!

Hjort Frederiksen er formand for det ministerudvalg, som regeringen netop har nedsat. Efter en konference i efteråret vil folketingsmedlemmer og ministre drage ud til offentlige debatter, og i juni næste år kommer der så en rapport om, hvordan man styrker det personlige ansvar.

Fokus på ansvar er en del af den værdidebat, regeringen med mellemrum prøver at få til at se ny og levende ud. Men jeg har oprigtigt talt svært ved at se det nye i, at vi har et ansvar. Naturligvis har vi alle sammen et ansvar i vores eget liv - og i vores nærmestes - og det er da også denne ansvarsfølelse, der ligger bag opbygningen af velfærdssamfundet, som vi kender det, og som det er etableret gennem generationer. Det er et fælles ansvar, der både omfatter og udøves af den enkelte.

Som pædagoger har vi en professionel baggrund for - og erfaring i - at have ansvar. Det ligger i vores arbejde at tage medansvar for børn og unges trivsel og udvikling, og det ansvar er både professionelt og personligt. Professionelle kvalifikationer og personlige kompetencer går hånd i hånd, og som professionelle kan og skal vi skelne mellem det personlige og det private. At mange pædagoger og ledere netop slides ned af at "tage arbejdet med hjem" er en kendt sag.

En skelnen mellem det personlige og det private er ikke iøjnefaldende i regeringens nye udspil. Hvad er det i grunden, vi snakker om her? Et personligt ansvar for at bidrage til fællesskabet, eller et privat ansvar for at kunne få arbejde, være sund og rask, få daginstitution til barnet og hjemmehjælp til tante Oda? Er vi ved at være derhenne, hvor enhver ikke alene skal være sin egen lykkes smed, men også betragtes som sin egen ulykkes arkitekt? Er vi ved at være der, hvor det er din egen skyld, hvis du ikke magter dit liv?

Derfor er der grund til at være meget opmærksom på, hvilken retning den nye ansvarsdebat tager. Man kan ha' sine bekymringer!