BUPL MENER: Den styrende fætter og kusine-fest

31. marts udgav produktivitetskommissionen sin endelige rapport. Kort efter udgav ’Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående Uddannelser’ sin første rapport. Begge rapporter indgår i en lind strøm af skrifter, som skal overbevise os om, at verden er af lave, og at vores tænkning skal ændres.

Fælles for disse udvalg og kommissioner er, at de er befolket af mennesker med stort set den samme viden, de samme holdninger og tilgange. Derfor er de også enige om problemet, og de er enige om retningen i løsningerne. Det minder lidt om en fætter og kusine-fest. Persongalleriet er stort set det samme, uanset dagsordenen.

Alle kender hinanden, nikker anerkendende til de kendte synspunkter – og ’lad os for alt i verden stå sammen om at holde alle andre perspektiver ude’.

Fætter og kusine-festens overordnede tema er, at alt for meget i dagens Danmark er urentabelt og kun eksisterer på grund af subjektive, følelsesmæssige og tilfældige udviklinger. Vi mangler et objektivt, rationelt, langsigtet beslutningsgrundlag byggende på økonomiske kalkuler af, hvad der kan betale sig. Bjørn Lomborg burde være festens æresgæst, for hans tænkning om økonomisk rationalitet har sejret ad helvede til, for nu at citere en tidligere LO-formand.

De mange konsekvenser af denne lukkede fest er tydelige og dybt problematiske. De råd, som regeringer får – i øvrigt er ’fætrene’ og ’kusinerne’ de samme uanset regeringens farve – er den samme slags til alle problemer.

Tager vi uddannelsesområdet, skal alle uddannelser nu ligne hinanden. De skal opbygges efter de samme uddannelsesskabeloner, så der kan sammenlignes på tværs. Pædagoguddannelsen skal ligne læreruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen. At de færdig­uddannede skal lave noget forskelligt er underordnet.

Uddannelser har i fremtiden kun værdi og status, hvis det efterfølgende kan dokumenteres, at de fører til beskæftigelse, og vi skal kun udbyde uddannelser, som vi ved, der er brug for i fremtiden. Alt dette på trods af, at den såkaldte pick the winner-strategi er umulig.

Storm P. sagde engang, at det er svært at spå, især om fremtiden. Den sandhed ser fætter og kusine-festen helt bort fra. De tror, de kan udpege fremtidens behov, og det er deres forudsigelser, som skal styre den fremtidige planlægning, ikke den enkeltes lyst og motivation. Og så skal vi for øvrigt begrænse adgangen. Der er for mange, som tager for lange uddannelser, og det er ikke rentabelt.

På institutionsområdet ser vi samme tendens: Mere skal være privat, og øget konkurrence skal løfte kvaliteten, hvilket der dog ikke er dokumentation for. Men argumentet gentages i det uendelige. Børnene skal opgive den urentable og planløse leg og i stedet indgå i planlagte og målbare aktiviteter, som skal skærpe det enkelte barns konkurrence mod det andet.

Over for fætter og kusine-festens snævre tilgang om rentabilitet og rationalitet står samfundets behov for nytænkning, mere kreativitet og innovation, så vi kan klare os i fremtiden. Kravet er flere muligheder til flere. I det lys kan det undre, at forskellige regeringer sanktionerer denne lukkede fætter og kusine-fest.

Men hvad gør vi? Vi har vel tre valgmuligheder: Enten kan vi acceptere, at vi holdes uden for festen, vi kan crashe deres fest, eller vi kan arrangere vores egen fest. Personligt er jeg mest til de to sidste. Selvom vi ikke er inviterede, skal vi bryde festens eksklusivitet og vise, at der er andre muligheder og andre perspektiver.

Vi skal også starte vores egen fest, hvor faglighed og professionel viden er udgangspunktet.

Vi er godt i gang, men jo flere, der kommer med, jo bedre bliver festen.