BUPL mener: Børnevisioner drukner i krisesnak

Den politiske dagsorden i Danmark har igennem lang tid ikke handlet om meget andet end den økonomiske krise. Det har ikke levnet meget plads til at diskutere de vilkår, vi tilbyder børn i dag- og fritidsinstitutioner. Derfor er det eneste gode, man kan sige om socialminister Benedikte Kiærs udfald mod pædagogprofessionen da også, at det trods alt er et kærkomment forsøg fra daginstitutionernes minister på at sætte politisk fokus på især vuggestueområdet.

Det er helt rigtigt at fokusere på dette område, for barnets første år er helt afgørende ikke bare for barnet selv, men for Danmarks fremtidsmuligheder. Vi står over for store udfordringer i fremtiden, andre lande er ved at overhale os på den knowhow, vi i Danmark har været kendt for i mange år.

Den viden, som har været en af Danmarks største handelsvarer, er blevet mindre værd, fordi andre konkurrerer stadigt dygtigere med os på dette marked. Det kan der være mange grunde til, blandt andet at de andre lande bare er blevet bedre.

Men det kunne også være, at den politiske prioritering omkring daginstitutioner, skoler og uddannelsessystem har været præget af en økonomisk tænkning, som ikke har levnet plads til mange visioner for, hvad vi vil som samfund med dette vigtige område.

Vi ved ellers, at grundforudsætningerne for et godt børneliv skabes med nærværende professionelle voksne, som kan skabe grundlag for de rigtige udfordringer i børnenes udvikling.

I sidste uge blev det slået fast med syvtommersøm i en undersøgelse af 30.000 unge. Den viser, at der er en klar sammenhæng mellem deres præstationer i skolen og kvaliteten af den børnehave, de gik i. Normeringen og pædagogandelen er blandt det, der har direkte betydning.

Men det politiske fokus har i stedet været på målinger, test og kontrol. I min optik ikke tiltag, der på nogen måder er med til at skabe et godt børneliv.

Heldigvis har Radikale Venstre i den forgangne uge sat et andet fokus med deres udspil, som tager udgangspunkt i, at der bør være en minimumsstandard både for normeringer generelt og for pædagogandelen. De radikale har forstået to ting, som socialministeren ikke har berørt i sit kommandoraid på pædagogerne: At det ikke er nok med de meget omtalte varme hænder, men at det også er vigtigt med uddannede pædagoger, hvis vi skal skabe de bedste forudsætninger for børnene. Og at politikernes opgave er at skabe gode rammer for det pædagogiske arbejde, mens pædagogerne er ansvarlige for indholdet.

To vigtige pointer fra det radikale udspil, som gør det til et godt første skridt på vejen, og som hænger rigtig godt sammen med den forsningsmæssige dokumentation af, hvad der virker. Så kan vi altid senere diskutere, om der er brug for 3000 eller 10.000 flere pædagoger, men tankegangen er rigtig.

Danmark er afhængig af, at vi møder børnene kompetent og med overskud fra første færd og hele vejen op gennem uddannelsessystemet. Professionelle voksne skal skabe mulighederne for, at hvert barn i så vid udstrækning som muligt udvikler sine evner til at tænke kreativt og innovativt og dermed får de kompetencer, samfundet har brug for i fremtiden.

Så de radikales udspil kom som et lille lyspunkt i den lange politiske tågesnak og det økonomiske fokus, som har præget vores område gennem mange år. En tillidserklæring til pædagogerne og et lille tegn på, at nogle politikere godt kan se perspektivet i at støbe et ordentligt fundament i daginstitutionerne, som resten af barnets uddannelsesforløb kan bygge ovenpå. Også selv om der er krise. Det var tiltrængt!