BUPL mener: Bedste bedst for børn?

At vores børn har godt af og brug for at være sammen med bedsteforældregenerationen, skal der ikke herske nogen tvivl om. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at for institutionerne er det en god idé med aldersspredning i personalegruppen.

Som man kan læse i dette nummer af Børn&Unge, så klarer en frivillig bedstemor praktiske opgaver i en børnehave på Als, så pædagogerne kan koncentrere sig om børnene. Det er bestemt en prisværdig indsats, hun dermed yder.

Men når man er nødt til at løse pædagogisk arbejdskraftbehov ved at engagere frivillige bedsteforældre, så hopper min kæde af.

En undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd peger på, at hvis vi skal den sociale ulighed til livs og sikre børn og unge lige muligheder, skal vi have mere fokus på høj kvalitet i daginstitutionerne. Sagt mere tydeligt, så handler det om, at der skal investeres mere i gode normeringer med kvalificeret arbejdskraft, altså pædagoger, der kan være med til at sikre børnenes udvikling.

De tidlige år er helt afgørende i et barns liv, og SFI dokumenterer meget entydigt, at der er en sammenhæng mellem normeringer, plads, personalets uddannelse og dermed grundlaget for at sikre børnene den bedst mulige start på livet.

Derfor er begrebet frivillig og ikke-uddannet arbejdskraft meget bekymrende i mine ører. For hvor er vi på vej hen i vores stræben efter at få hverdagen til at hænge sammen? Der er for få hænder, og der er for få pædagoger i institutionerne. Men løsningen er ikke frivillig arbejdskraft, selvom det kan være besnærende. Løsningen er flere pædagoger.

Som jeg læser det, så løser de frivillige bedsteforældre opgaver inden for køkkenarbejde og rengøring, der er dækket via eksisterende overenskomster. Dermed løfter de opgaver, der bør aflønnes.

Accepterer vi, at dette arbejde kan udføres af frivillige, så er det nærliggende også at lade de frivillige indtræde i pædagogmedhjælperfunktioner - og måske endda pædagogfunktioner. De frivillige er der jo, og børnene kender dem. Det er en glidebane, der er uansvarlig og uacceptabel over for børn, forældre og samfund som helhed.

Den reelle løsning er i stedet, at politikerne får øjnene op og sørger for økonomi til bedre normeringer, mere efter- og videreuddannelse, mere plads, og mindre bureaukrati. Derigennem skabes gode opvækstvilkår for børnene i vores land. Det kan betale sig, når et barn får mere selvværd og selvsikkerhed nok til en god skolestart. Det mindsker på den lange bane risikoen for at ende i kriminalitet.

Politikerne skal turde tænke mere end fire år frem. Gevinsterne - også samfundsøkonomisk - kommer måske ikke inden for deres valgperiode, men de kommer. Det vil være en investering, der helt sikkert giver et stort afkast både menneskeligt og økonomisk.