BUPL: Ledere skal være pædagoger

I kølvandet på kommunalreformen tænker to ud af tre kommuner i strukturændringer på daginstitutionsområdet, viser ny undersøgelse. Tendensen er sammenlægninger og nye ledelsesformer.

Kommunalreformen er trådt i kraft. Regeringens kvalitetsreform er sat i søen. Og nu har mange kommuner selv stillet sig ved reformroret og sat kurs mod det, som ekspert i ledelse fra Handelshøjskolen i København, Dorthe Pedersen, kalder en "ledelsesreform" på daginstitutionsområdet.

"En måde, kommunerne kan imødegå kommunalreformens strukturændringer i form af kommunesammenlægninger, og en måde, de kan sikre bedre kvalitet i dagtilbuddene for børn og unge, som jo er et af målene med kvalitetsreformen, er ved at skabe større ledelsesenheder og styrke ledelsen i daginstitutionerne," siger Dorthe Pedersen og peger på, at lignende tiltag allerede er sket inden for andre fagområder i den offentlige sektor.

"Daginstitutionsområdet er det sidste velfærdsområde, som lider af mange små enheder, hvor det ofte er svært at få tid til ikke bare at løse den pædagogiske ledelsesmæssige opgave i den enkelte institution, men også at tænke strategisk ledelse helt op på forvaltningsniveau. På skole og plejeområdet er ledelsesstrukturen allerede ændret, og fusioner eller centerdannelser er blevet hverdag," siger hun.

At daginstitutionsområdet er underlagt strukturændringer og som følge heraf eksperimenterer med nye ledelsesformer, bekræftes i en ny undersøgelse fra Væksthus for Ledelse, der er et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner, Kommunernes Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) samt BUPL om at styrke ledelsen i de danske kommuner og regioner.

Undersøgelsen viser, at to ud af tre kommuner er i gang med eller planlægger markante ændringer i den måde daginstitutioner på 0-6 års området fremover skal organiseres og ledes på. Tendensen er især institutionssammenlægninger og områdeledelse, men også modeller med distriktsledelse og tværgående samarbejder på tværs af eller indenfor bestemte institutionstyper er i spil.

"Formålet med ændringerne er at styrke ledelsen, især den faglige ledelse, for at skabe fokus på udvikling af kerneydelsen og dermed kvaliteten i dagtilbuddene. Dernæst er formålet at sikre en mere effektiv ressourceudnyttelse af de eksisterende midler," hedder det i pressemeddelelsen fra Væksthus for Ledelse.

Undersøgelsen spørger til arbejdsgivernes planer om og mål med strukturændringer. I BUPL erkender man, at større ledelsesenheder bliver et vilkår i fremtiden, og man sætter pris på, at kommunerne i den proces siger, at de vil styrke ledelsen i dagtilbuddene og give eksempelvis områdeledere mere indflydelse i forvaltningen.

"Men jeg savner et pædagogisk fokus i undersøgelsen. Udgangspunktet i rapporten er en økonomisk forståelse af de krav, der i dag stilles til dagtilbudsområdet om økonomistyring, dokumentation, evalueringer og mere evidens på dagtilbudsområdet. De økonomiske rationaler handler om, hvordan sammenlægninger og nye ledelsesformer giver mest resultat for færrest penge, og i nogle kommuner har man jo lagt planer om besparelser ind i strukturændringerne," siger forretningsudvalgsmedlem i BUPL, Lasse Bjerg Jørgensen, og indvender, at pengebesparende rationaler om stordriftsfordele ved for eksempel fælles havemandsordning ikke har noget med den pædagogiske kerneydelse at gøre.

"En pædagogisk forståelse og planlægning af de nye ledelsesstrukturer handler derimod om, hvordan vi udvikler hinanden på tværs af institutionen. For eksempel kan man med fordel holde fælles foredragsaftener eller personaleseminarer. Og teamledelsen kan mødes i netværk og diskutere ny forskning og udvikle slagkraftige visioner for faget, som de kan tage med til forvaltningen," siger Lasse Bjerg Jørgensen.

For at strukturændringerne skal lykkes, er det afgørende, at ikke bare de daglige ledere i børnehusene er pædagoger, men også de nye område- og distriktsledere skal have en pædagogfaglig grunduddannelse.

"Der skal være en pædagogisk forståelse på alle niveauer i de nye hierarkier i kommunerne. Områdelederen skal være pædagog for at give coaching og sparring til lederen i de enkelte institutioner, men også for at forstå det, der foregår i de enkelte institutioner og bringe det videre til forvaltningen, somi i den grad har brug for et pædagogisk input," siger han.

KL og BUPL kan med den fælles undersøgelse blive enige om, at ledelsen på dagtilbudsområdet skal styrkes for at øge kvaliteten på området, og begge parter ser efteruddannelse af lederne som et kardinalpunkt. Men i KL mener man ikke, at en enkelt faggruppe har monopol på lederstillingerne.

"Vi er ikke hellige omkring, at det skal være en, der har gået tre et halvt år på pædagogseminariet. Det vigtigste er, at det er en dygtig leder," siger konsulent i KL Dorthe Nørgaard og tilføjer, at eksempelvis døgnområdet og ældreområdet, selvom det står dem frit for, ikke er blevet invaderet af ledere med andre uddannelser.





Spørgeskema-undersøgelsen "Styrket ledelse gennem nye ledelsesstrukturer" fra Væksthus for Ledelse (februar 2007) kan downloades på www.lederweb.dk.

I foråret gennemføres kvalitative interviews i 7-8 kommuner med daginstitutionsledere, tillidsrepræsentanter og forældrebestyrelsesrepræsentanter.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.