BUPL-formand: Helt skævt

Formand for BUPL Henning Pedersen mener, at socialminister Benedikte Kiær er kommet helt skævt fra start i sit forsøg på at sætte fokus på vuggestuepædagogikken.

Henning Pedersen, formand for BUPL, savner realiteter bag socialminister Benedikte Kiærs (K) bastante udmeldinger om hippiepædagogik i vuggestuerne. Selv efter et møde i Socialministeriet og en debat på Danmarks Radios P1 står det ikke klart for ham, hvad ministeren vil.



Socialministeren fortryder ikke sine udtalelser om, at der i vuggestuerne foregår 'dybt forældet pædagogik fra hippietiden'. Hvad mener du om det?

"Ministeren er kommet helt skævt fra start i denne debat. Så selvom hun ikke selv fortryder sine udtalelser, efterlader det i hvert fald mig med det indtryk, at hun ikke anerkender det, som pædagoger gør i dag. Jeg er i tvivl om, hvor meget realitet der er i hendes udtalelser om, at hun ønsker at opprioritere vuggestueområdet, fordi hun har været så bastant og unuanceret i sin kritik. Hun mangler at foreslå, hvad der skal gøres anderledes."



Ministeren mener, at der mangler viden på området, og at pædagoger skal lære af 'best practice'. Har hun ret i det?

"Nej, det er igen ikke særlig konkret eller håndfast. Selvfølgelig er det fint at kigge til dem, der arbejder godt. Vi har jo selv i BUPL været med til at fremhæve mange af de institutioner, som laver et godt stykke arbejde. Men det er godt nok en billig omgang, når ministeren kritiserer uden at forholde sig til de betingelser, pædagoger har for udførelsen af arbejdet. Jeg har for eksempel i en radiodebat på P1 konfronteret hende med, at der arbejder en stor gruppe ikke-uddannede i vuggestuerne. Vi kunne jo starte med at lave nogle af de stillinger om til pædagogstillinger. Det koster ikke det hvide ud af øjnene, og det vil man kunne gøre umiddelbart. Der skal mere til end de gode viljer og at kigge på, hvad de dygtige gør."



Vuggestuerne er lavstatus, og der foregår for meget selvforvaltningspædagogik, siger ministeren. Hvad er din kommentar til det?

"Det positive er, at ministeren åbenbart har forstået, at vuggestuer og småbørns­området i det hele taget ikke har været prioriteret særlig højt og i hvert fald har lav status blandt politikerne. Det har hun jo ret i. Men igen mangler der konkrete forslag til, hvad vil hun gøre ved det. Hun kunne have brugt anledningen, da Radikale Venstre spillede ud med et forslag om at ansætte flere pædagoger, til at sige, at her har vi fat i et forslag, som betyder, at man får en større andel af ansatte med en pædagoguddannelse. Det ville være et godt sted at starte. Hun kunne også se på, om man skulle lave minimumsnormeringer. Men så snart, der kommer noget konkret på bordet, viger hun tilbage."

Mellem linjerne siger socialministeren, at man skal kigge på de steder, hvor normeringerne ligger under landsgennemsnittet. Er det ikke et positivt budskab?

"Det er da altid noget, hvis hun mener det. Indtil videre har hun ellers afvist de radikales forslag, som netop vil sikre, at man ville ansætte flere pædagoger i de kommuner, hvor normeringerne ligger under gennemsnittet. Den slags ville være velkomment i stedet for forblommede udtalelser om en pædagogik, hun kalder selvforvaltning, som hun ikke kan lide. Hun siger ikke engang, at svaret er mere struktur eller flere aktiviteter. Hvad kan hun så lide, hvad skal vi sætte i stedet for, og hvad skal der til, for at det kan lade sig gøre? De spørgsmål får vi ikke svar på."



Den task force, ministeren har nedsat, er i gang med at lede efter viden og gode eksempler. Skulle hun hellere have spurgt BUPL?

"Ministeren kunne have startet med at spørge vuggestuepædagogerne. Og også BUPL, for vi har en stor viden om vuggestuearbejdet. I stedet har ministeren haft en høj cigarføring i et angreb på en hel profession. Hun kunne have inviteret til en dialog om, hvordan vi kan gøre nogle ting bedre. Det var der en mening i. Det andet er for tyndt, og det er svært at se, hvad der skal komme ud af det."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.