BUPL-A; Barskt krav: Pletskud i første forsøg

Medarbejderne i BUPL-A får brug for alle deres høre- og talegaver. 12.000 ansigt-til-ansigt samtaler med ledige pædagoger skal de klare i 2007. Og der skal snakkes vigtige sager. Den ledige skal i arbejde, og det skal gå hurtigt

Efter i snart 40 år primært at have fungeret som "ydelses-administrator" er arbejdsløshedskasserne tilbage ved udgangspunktet. Opgaven med at skaffe ledige i arbejde, som blev taget fra dem og givet til den offentlige arbejdsformidling i 1969, ligger nu atter på a-kassernes bord.

"Det er jeg meget tilfreds med, for det betyder, at vi for medlemmerne kan komme til at gøre en virkelig forskel. Men jeg ved samtidig, at der fra politisk hold vil blive holdt et meget vågent øje med, hvordan vi klarer opgaven. Vi skal ramme plet i første forsøg, ellers er der nogle, som vil elske at komme efter os," siger Lis Pedersen, der ud over at sidde i BUPL's forretningsudvalg er formand for pædagogernes arbejdsløshedskasse, BUPL-A.

Hvem det kunne tænkes at være, havde direktør Torben Dam Jensen fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke et bud på, da han for nylig talte til delegeretmødet i BUPL-A.

"Socialdemokraterne og Radikale er positive og håber det bedste. Regeringen og dets faste støtteparti synes derimod at have tænkt "nå ja, så lad dem da prøve". Hvis vi ikke leverer varen, falder hammeren ubarmhjertigt, og hvis vi gør, nøjes de nok med at være lidt irriterede på os," sagde Torben Dam Jensen.



Superliga-status. A-kasserne, der i en årrække har befundet sig på sidelinjen, er altså tilbage i rollen som en central arbejdsmarkedspolitisk aktør. Med oprykningen til superligaen følger ikke bare æren, men en ordentlig dynge nye opgaver.

Retten og pligten til systematisk og opsøgende jobformidling er nemlig kun en af flere nye opgaver, som a-kasserne er blevet pålagt. 1. januar overtog de tillige ansvaret for CV-samtalerne med de ny-ledige, og det vil i fremtiden også være i BUPL-A, at ledige pædagoger og klubfolk skal møde til rådighedssamtale hver tredje måned. Som følge af endnu en regelstramning skal de her dokumentere, at de, som det hedder, reelt er til rådighed for arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i den anledning udtalt, at han anser arbejdsløshed ud over tre måneder for at være uacceptabel.

Mens BUPL-A i 2006 gennemførte omkring 3.000 samtaler med ledige medlemmer, forventer man i 2007 således at nå op på 12.000.

Da a-kasserne ikke får flere penge fra staten, og da det anses for umuligt at løse de mange nye opgaver med den hidtidige bemanding, har BUPL-A ikke set anden udvej, end at sende regningen for syv nyansættelser, en opgradering af kassens ledelse og en forstærket intern uddannelsesindsats videre til medlemmerne. Det såkaldte administrationsbidrag, som indtil 1. januar var på 81 kroner om måneden, er forhøjet til 90 kroner. Uanset denne forhøjelse bevarer BUPL-A dog positionen som en af de billigst administrerede a-kasser.



Bedst egnet. Når BUPL-A og de andre a-kasser har været meget opsatte på at genvinde retten til at formidle arbejde, hænger det sammen med, at man anser sig selv for de bedst egnede til det. Simpelthen.

"I BUPL-A kender vi de ledige medlemmer, mens BUPL kender arbejdspladserne. For vores områdes vedkommende er der den yderligere fordel, at arbejdspladserne er ledet af fagets egne. De tre faktorer gør tilsammen, at vi bedre end nogen anden vil være i stand til at skabe et godt match mellem de ledige medlemmer og de ledige jobs," siger Lis Pedersen.

Hun er imidlertid også klar over, at overgangen fra primært at være udbetaler af diverse ydelser til også at skulle skaffe ledige i arbejde, vil påvirke BUPL-A selv.

"Vi skal tættere på medlemmerne, end vi før har været, også når det gør ondt og er ubehageligt," siger hun.

Direktør Torben Dam Jensen talte på delegeretmødet om, at a-kasserne stod over for en regulær mental omvæltning.

"Omsorgsgenet skal nedtones til fordel for respektfuld coaching. Det er ikke længere gjort med at sige til den ledige "nej, hvor er det synd for dig". Det, der i stedet, skal siges er "det her er dit ansvar, men vi hjælper dig gerne"," fastslog Torben Dam Jensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.