BUM kræver samarbejde

BUM-modellen bliver administreret forskelligt i landets kommuner. På børne- og ungeområdet fungerer den bedst, når hverdagen er præget af samarbejde og dialog mellem den visiterende myndighed og de pædagoger, som fører handlingsplaner ud i livet. Det fortæller Birgitte Zeeberg, der er lektor på Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol og en af forskerne bag en ny undersøgelse af samarbejdet mellem myndighed og leverandør i kommuner, der arbejder med BUM-modellen på børn og ungeområdet.

»Er der ikke en høj grad af dialog og samarbejde mellem leverandøren og myndigheden, kan det gå ud over kvaliteten. Handlingsplanerne giver ikke altid mening for børn og forældre, og så er det en stor fordel, at leverandører af indsatsen kan justere dem sammen med familien. Vi spurgte i en kommune med god dialog, hvad de synes om, at pædagogerne justerer handlings­planerne sammen med familien. Det har kommunen tillid til. Når der er dialog, kan man lave en sammenhængende indsats,« siger hun.



To modeller. Groft sagt findes der to udgaver af BUM-modellen. Den rene og den modificerede model. Den rene model fungerer blandt andet ved, at myndigheden visiterer en familie til en bestemt form for støtte. Der bliver skrevet en kontrakt, og den skal følges til punkt og prikke. Den modificerede udgave opererer også med kontrakter, men man er mere åben over for at ændre undervejs, og ofte er leverandørerne – pædagoger eller deres chefer – med til at udforme kontrakterne.

Kommunernes Landsforening (KL), der har været med til at skabe BUM-modellen, anbefaler, at kommuner bruger den modificerede udgave på børn og unge-området. Det samme gør Birgitte Zeeberg.

»Behovene for ydelser er ikke ens­artede, og derfor er det ikke muligt på forhånd at afgrænse ydelserne i tid og handling. Man kan ikke skrive mennesker ind i rigide mønstre,« siger hun.



Fordel med afstand. I 1990’erne indførte kommuner BUM-modellen i hjemmeplejen og i tekniske forvaltninger. På børn og unge-området skete det først efter kommunalreformen i 2007.

»Lovgivningen om udsatte børn er baseret på skønsprincipper, og faglige vurderinger afgør, hvilke indsatser man sætter i værk. Det er en svær juridisk størrelse,« siger Birgitte Zeeberg.

Der er også fordele ved, at der er skabt større afstand mellem dem, der skal have hjælp, og dem, som bevilger hjælpen.

»Pædagogen kommer meget tæt på familierne, og derfor kan det være svært at afslutte et forløb. Det er en fordel med en vis afstand, når man skal vurdere, om det tjener et formål at opretholde støtten til en familie. På den måde er det godt, når der er klart definerede roller mellem myndighed og leverandør. Det giver pædagogen mulighed for på en anden måde at arbejde anerkendende med familien, når hun ikke samtidig har myndighedsrollen,« siger Birgitte Zeeberg.