Børnevenskaber. Min bedsteven og mig

De to drenge på børnehavens legeplads er ikke i tvivl. Spørger man Sofus, hvem der er hans bedste ven, peger han lynhurtigt på Sigurd. Og spørger man Sigurd om det samme, peger han lynhurtigt på Sofus. Men hvorfor?

»Fordi han er god at lege med,« siger Sofus.Men hvad så, hvis de bliver uvenner?

»Så bliver vi bare hurtigt venner igen,« siger Sigurd uden at skulle tænke sig om først.

Der er ikke mere at sige. Sådan er det bare. Sofus og Sigurd er begge 6 år, og de er bedstevenner. Sådan har det været i flere år. De mødtes i børnehaven, og de leger godt sammen hver eneste dag. De besøger også hinanden privat, for gør venner ikke det? Det er i sig selv smukt og fint, men Sofus og Sigurd er to børn blandt mange. Er langvarige og meget tætte børnevenskaber i daginstitutionen altid positivt, eller kan det give problemer? Skal man have en faglig holdning til det?

Ja, svarer de i Dr. Louises Børnehave i Silkeborg. Her er grundholdningen, at man skal give børnevenskaber plads til at udvikle sig, men ikke på en måde, så vennerne isolerer sig og får problemer med at knytte nye venskaber. Det er en balancegang, og det er en vurdering fra gang til gang.



Må vi spise sammen? »Sofus og Sigurd kan sagtens tage andre med i deres leg, og det er dejligt at se. Men man kan opleve, at et barn går lidt hvileløst rundt, hvis bedstevennen ikke er i børnehave. Det går ikke. Så har de isoleret sig for meget og lukket andre ude,« siger Anne Nørgaard Mathiasen.

Hun er pædagog i Dr. Louises Børnehave på Blå Stue, hvor Sigurd og Sofus går. I sine 20 år som pædagog har hun oplevet mange tætte børnevenskaber. Hun har også oplevet, hvordan holdningerne til at give venskaber plads har ændret sig.

»For nogle år siden var det anderledes. Da krydsede man ikke uden videre grænserne mellem Blå Stue, Rød Stue og Grøn Stue, for det var nærmest tre institutioner i institutionen. I dag kan vi sagtens tackle tætte børne­venskaber på tværs af stuerne. Vi kan for eksempel lade et barn tage en bedsteven fra en anden stue med på tur eller invitere vennen ind, når der skal spises. Det var u­tænkeligt før,« siger Anne Nørgaard Mathiasen.

Et tæt venskab mellem to børn skal respekteres og må ikke saboteres, er holdningen. Men hvad siger de andre børn, hvis et ’fremmed barn’ fra en anden stue pludselig er med på tur eller til spisning? Kan det give jalousi?

»Det har jeg aldrig oplevet. Nærmere nysgerrighed. Hvad er nu det? De andre børn synes, det er spændende. Og så kan det være, at nogle af dem får lyst til selv at komme med en bedsteven ind på en anden stue som gæst eller med på tur,« siger hun.



Andre ingen adgang. Respekten for ­tætte venskaber betyder ikke, at bedstevenner skal have lov til at holde de andre ude. Det er holdningen i Dr. Louises Børnehave, men det handler om at vurdere fra situation til situation, siger Anne Nørgaard Mathiasen. »Hvis to børn leger godt sammen, kan vi sige til et barn, der vil være med, at det måske er bedst at vente lidt. Det kan de som regel godt forstå, for de kan se, at de to børn har det sjovt. Det er jo derfor, de gerne vil være med. Ofte ser vi så, at barnet senere glider ind i legen, eller vi kan gøre noget for, at det sker. Man risikerer at gøre de børn, der er bedstevenner, en bjørnetjeneste, hvis man konstant lader dem holde alle andre ude. For de er nu engang del af et større fælles­skab, og det er vigtigt også at kunne lege med andre og få andre venner. Selv de tætteste venskaber kan jo komme i krise,« siger hun



Pusles om venskaber. Når et ellers tæt venskab knirker, kan det være hårdt, og så skal man være der som pædagog, mener Anne Nørgaard Mathiasen.

»Hvis den ene begynder at trække sig, kan det være svært for den anden at forstå, hvad der sker. Det kan være barsk, men så må vi forklare, at den anden måske gerne vil holde en pause. Vi må forklare, at det sker, selvom man er rigtig gode venner.«

I Dr. Louises Børnehave ser pædagogerne tætte venskaber som noget godt, der fint kan fungere i fællesskabets ramme. Det kan give tryghed at have en bedsteven, og nogle gange skal pædagogerne også pleje og hjælpe tætte venskaber på vej. Det gælder specielt for de børn, der har svært ved at knytte venskaber og finde nogle at lege med. Når der så pludselig sker noget, skal man skærme det, der spirer frem.

»Det kan være ude på legepladsen, hvor et barn finder sammen med et andet barn, måske fra en anden stue. Noget udvikler sig, de to børn finder ud af det på en rigtig god måde, og så skal de have ro. I sådanne tilfælde kan vi godt prøve at få de andre børn med til noget andet, så de to kan få lov til at lege i fred. På den måde kan man hjælpe et barn, der ellers ikke uden videre knytter tætte kontakter til andre børn.«

I Dr. Louises Børnehave ser de venskaber som et pædagogisk redskab blandt mange andre. I venskaber hjælper man hinanden, viser omsorg, respekterer hinanden og giver hinanden plads.

Alt det kan man lære gennem venskaber.

»Ja, og så gør det jo ikke noget, at ­bør­nene også ser os voksne være venner. De elsker at se, at vi godt kan lide hinanden og pjatte lidt,« siger Anne Nørgaard Mathiasen.



2 gode råd

● Lad tætte venskaber trives inden for fællesskabets ramme. Hvis fællesskabet er stærkt og trygt, kan det sagtens bære det.

● Venskaber må ikke ophøjes til noget særligt, så børnene oplever, at de helst skal have en bedsteven. Det kan få nogle til at føle sig udenfor.

Kilde: Anja Hvidtfeldt Stanek.



Fællesskabet er det vigtigste

Tætte venskaber er positive, men dyrk dem ikke, for det kan virke ekskluderende på dem, der ikke har en bedsteven, siger eksperten.

I en daginstitution er børnene med i et fællesskab, og det er noget andet end venskab. Det er vigtigt at skelne, mener Anja Hvidtfeldt Stanek, der er ph.d. og adjunkt i pædagogisk psykologi. Hun er blandt andet kendt for sine udgivelser og foredrag om børne­fællesskab.

»Man kan hverken sætte lighedstegn eller det modsatte mellem fællesskaber og venskaber, for det er to forskellige ting. Noget andet er så, at der kan opstå venskaber inden for et fællesskab, og det gælder også i en daginstitution,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek. Hun mener, man skal se tætte venskaber som noget positivt, fordi det vitterligt er positivt, når der opstår et venskab. Det er blot ikke formålet med samværet i en daginstitution. »Nej, man går ikke i børnehave for at få venner. Det kan være formålet ved andre aktiviteter, man går til, men i børnehaven skal man først og fremmest være en del af et fællesskab, som man kan føle sig tryg i, og hvor der er plads til alle. Børnene bestemmer jo ikke selv, om de vil i børnehave, eller hvor længe de skal være der. Derfor er det afgørende, at de er i et fællesskab, hvor de føler sig godt tilpas, og som de oplever at være en del af, uanset om de har en bedsteven eller ej. Det er det vigtigste. Hvis der så er nogle, som finder sammen i et venskab, er det jo kun godt,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Tosomhedens svøbe. Anja Hvidtfeldt Stanek mener, at et stærkt og godt fællesskab sagtens kan bære. hvis nogle finder sammen om noget, der kan ligne tosomhed. »De nære venskaber skal blot kunne fungere inden for fællesskabets ramme. Det må ikke ødelægge fællesskabets dynamik, hvor en større gruppe børn kan lege, skabe og trives sammen. Som pædagog kan man sagtens glæde sig over og give plads til venskaber mellem to børn. Problemet opstår først i det øjeblik, man dyrker det, så de andre børn oplever de tætte venskaber som noget specielt, og at alle helst skal have en rigtig god ven. Det kan gøre dem, der ikke har en bedsteven, kede af det og få dem til at føle sig udenfor. Derfor skal venskaberne hverken dyrkes eller gøres til noget forbudt. De skal være der som noget naturligt og en del af det store fællesskab,« siger hun.



Om forskeren

Anja Hvidtfeldt Stanek er forsker og adjunkt på Syddansk Universitet, hvor hun er tilknyttet Forskningsgruppen Børn og Unge, Institut for Psykologi. Hun er foredragsholder og har været forfatter til en række publikationer om børn og fællesskaber. Senest har hun været medforfatter til udgivelsen ’Børns betydning for hinanden i 0-3-årsinstitutioner’.