Børnepsykiatri; Stor forskel på brug af privathospitaler

Syddanmark henviser få børn til behandling på privathospital. Derimod bliver mange børn fra hovedstaden behandlet i privat regi. Men samlet har behandlingsgarantien ringe effekt.

En rundringning, som Børn&Unge har foretaget til landets fem regioner, viser, at der er forskel på brugen af privathospitaler, alt efter hvor i landet man befinder sig.

I Region Syddanmark er der kun henvist 38 børn til behandling i privat regi i første halvår af 2009. Det hænger ifølge afdelingschef Anette Bækgård sammen med, at regionen selv har en forholdsvis kort ventetid.

"Vores ventetid er næsten den samme som privathospitalernes. Lige nu ligger den på omkring 20 uger. Derfor vælger mange forældre at beholde deres offentlige tilbud i regionen. Hvis man bor i Middelfart, er det nemmere at få behandling i Odense end på Frederiksberg. Behandlingen sker jo også i tæt samarbejde med kommunen, og det er en fordel, hvis de ligger i nærheden af hinanden," siger Annette Bækgård.

Med en udgift på knap 50.000 kroner for første halvdel af 2009 ligger regionen samtidig lavest i forhold til udgifter til privathospitaler. Tallet må dog forventes at stige, da regionen har en del udeståender, som ikke er opgjort.



København bruger private. Mens børn på Fyn og i det syd- og sønderjyske primært bliver behandlet i offentligt regi, så bliver mange flere børn i hovedstaden visiteret videre til privat behandling. I første halvdel af 2009 har Region Hovedstaden sendt 230 børn og unge til behandling i det private. Det har kostet regionen 2,6 millioner kroner.

Den øgede aktivitet hænger ifølge psykiatridirektør Martin Lund sammen med, at der er flere psykiatere i hovedstadsområdet end andre steder i landet.

"Manglen på læger er meget skævt fordelt, alt efter hvor i landet man bor. I regionen har vi ikke så stor mangel på psykiatere som i den øvrige del af landet," siger han.

Garanti løser ikke problem. Børn&Unges rundringning viser, at regionerne tilsammen har brugt omkring syv millioner kroner til behandlinger i privat regi i første halvdel af 2009. Det reelle tal er dog højere, da Region Syd ikke har kunnet levere de endelige tal. I samme periode har regionerne tilsammen sendt 529 børn og unge til behandling på private klinikker og hospitaler.

Men ifølge seniorprojektleder i Dansk Sundhedsinstitut (DSI) Jakob Kjellberg, så batter det intet i forhold til den samlede opgave.

"Problemet er, at behandlingsgarantien ikke løser de kapacitetsproblemer, der er i børnepsykiatrien. Der er mangel på personale. Men syv millioner er intet i forhold til de samlede udgifter," siger han.

Manglen på psykiatere er størst i yderområderne. Det afspejler sig ved, at Region Midtjylland er den region, som har flest børn og unge på venteliste. Regionen har kun været i stand til at sende 90 børn og unge til behandling og udredning i privat regi første halvår af 2009. Det har kostet 1.048.000 kroner.

Region Sjælland har i de første fem måneder af 2009 sendt 94 børn til udredning og behandling i privat regi. Det har dog ikke været muligt at få oplyst den eksakte udgift hertil. Men regionen forventer at bruge 2,5 millioner i 2009.

I Region Nordjylland er ventetiden til undersøgelse og behandling i nogle tilfælde oppe på flere år. Her har regionen i første halvdel af 2009 brugt knap 1,3 millioner kroner på at visitere videre til privat behandling. Det dækker over, at 77 børn og unge er sendte videre til udredning og behandling. Ventetiden på den eneste private klinik i regionen, Børnepsykiatrisk klinik i Nordjylland, er aktuelt oppe på halvandet år. I børnepsykiatrien på Aalborg Sygehus er ventetiden til undersøgelse for autisme 131 uger.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.