Børnehaven der forsvandt

Nogle pædagoger glædede sig, mens andre ikke var vilde med tanken: Børnehaven i Sølystgade i Århus skulle omdannes til integreret institution. Ved siden af den gamle børnehave, der grænser op til beboerhuset, skulle der bygges et nyt afsnit med plads til 12 vuggestuebørn.

"Ulempen var, at man ændrede bygningerne og gik fra en intim børnehave med 40 børn til en større integreret," husker pædagog Nancy Bjerring, der dengang var skeptisk over for planerne.

Den pædagogiske leder, Bente Provstgaard Andersen, holdt mange møder med de seks pædagoger, hvor de diskuterede, hvordan den integrerede institution bedst skulle fungere. Og så ville hun gerne vide, om pædagogerne var med eller ikke med.

Det nyttede jo ikke noget, hvis folk sagde op et halvt år efter, fordi de ikke havde lyst til at arbejde i en integreret institution.

En af pædagogerne var ikke med og fandt et andet arbejde, men Nancy Bjerring var en af dem, der blev.



God overgang for børnene. Om morgenen afleverer forældrene de yngste og største børn på samme stue. Kalle har lært at gå og stavrer af sted i sine ternede bukser med en gul elefant trykt bagpå.

"Du skal passe på, at Kalle ikke tager kuglerne. Han vil vildt gerne have dem," lyder det advarende fra pædagogmedhjælperen til en af de større piger, som triller med glaskuglerne.

Det er nu seks år siden, at børnehaven blev omdannet til integreret institution. Det er for længst blevet hverdag for pædagogerne, hvor kun Nancy Bjerring og den pædagogiske leder har oplevet tiden med børnehave i Sølystgade.

Denne morgen går Nancy Bjerring rundt og hilser på alle. Hver dag forsøger pædagogerne at sige goddag til børn og pædagoger, både i børnehave- og vuggestue. "Overgangen fra vuggestue til børnehave er blevet meget lettere og mere blid, fordi børnene kender os," fastslår Nancy Bjerring, som i dag kan se mange fordele ved den integrerede institution.

Blandt andet møder små børn hele tiden store, så skiftet til børnehavedelen bliver smertefrit. Nogle gange er alle børn til fælles gymnastik eller hoppeleg i gymnastiksalen, og når de mindste dropper formiddagsluren, kan de lege med de største på legepladsen.

Børnehavedelen og vuggestuedelen holder til bag to adskilte døre, men når et barn nærmer sig tre år, kan barnet let besøge børnehavedelen og vænne sig til nye legekammerater.

"Det tager år at blive integreret ..."

Den pædagogiske leder, Bente Provstgaard Andersen, lader de gråblå øjne søge tænksomt hen mod vinduet, mens hun forklarer om overgangen fra børnehave til integreret institution.

"Der er mange indgroede vaner. Noget personale i børnehaven er ikke så hooked på at være i vuggestuen. Især mændene bryder sig ikke om at skifte ble. Omvendt synes nogle kvindelige pædagoger i vuggestuen ikke, at de seksårige drenge er særligt sjove."

Oprindelig var planen, at en pædagog fra vuggestuen kunne bytte formiddagsvagt med en pædagog fra børnehaven, så der kom mere variation i arbejdet og bedre kendskab til alle børnene. Men når hverdagen drøner af sted, hører det til sjældenhederne, at pædagogerne skifter afdeling.

Meningen er, at vuggestuedelen og børnehavedelen skal fungere som én samlet enhed. Derfor startede en af pædagogerne fra børnehaven sammen med to pædagogmedhjælpere fra vuggestuen, så traditioner og pædagogik blev ført videre.

"Det var dømt til at gå galt, hvis hele det gamle personale var samlet i børnehavedelen," mener leder Bente Provstgaard Andersen og peger på, at det kunne føre til uheldige grupperinger blandt pædagogerne.



Søskende leger sammen. Romeo, en af de store drenge, spæner rundt med en hale af forfølgere efter sig. Da han står stille et kort øjeblik, fortæller han, at lillesøsteren hedder Fiona, at de fik mad på sengen i morges, og at han godt kan lide at besøge hende i vuggestuen.

"Vi leger knus på hinanden," siger han.

Nancy Bjerring nyder at se søskende lege sammen i den integrerede institution.

"Det er fantastisk at se søskendekærligheden blomstre. De leger, passer på hinanden, og den største viser den mindste rundt," smiler hun og savner i dag kun glimtvis børnehaven. Især ser hun med længsel tilbage på børnehavens sommerlejre. Personalet var klædt ud som hekse og trolde, der var skattejagt og ballondans, og børnene fik lov til at synde i hotdogs og chokopops. Det var 'vildt hyggeligt' og gav sammenhold, men da institutionen blev integreret, forsvandt sommerlejrene. Dels var økonomien ikke til det, dels kunne det også splitte pædagogerne, hvis kun børnehavedelen tog af sted og havde det sjovt, mens vuggestuebørnene blev tilbage. Som erstatning overnatter børnene en enkelt nat om året på institutionen.

Det er dog mest en fordel, at institutionen er blevet større. Nancy Bjerring taler om flere 'kanonsøde kolleger', mere faglig sparring og bedre julefrokoster. Bente Provstgaard Andersen ser frem til personalemøderne, fordi det ikke længere er en snæver kreds på fem-seks personer.

"Der er mere gnist og gang i den på møderne, fordi vi er dobbelt så mange," fortæller hun.

Selvom institutionen på Sølystgade er integreret, er den stadig lille og normeret til 40 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn. Århus Kommune overvejer at bygge en børneby på adressen med op til 100 børn, men skulle den integrerede institution blive så stor, forsvinder fordelen, mener Nancy Bjerring.

"Det vil være forfærdeligt. Det bliver umuligt at kende alle børn på legepladsen," siger hun.

Bente Provstgaard Andersen kan godt se stordriftsfordele, men mener 90-100 børn i en institution er for mange.

"Jeg har det bedst med, at forældre og børn kender mig. Bliver institutionen så stor, skal jeg vælge, om jeg vil være med eller ej," siger hun.