Børnefedme - det er forældrene, der fylder skabene

Overvægt er mere end fordoblet hos danske børn og unge fra 1970'erne til 1990'erne. Sundhedsstyrelsen opruster nu til kamp mod børnefedmen, og forfatteren til en ny vejledning opfordrer pædagogerne til at tilslutte sig kampen ved at sætte fedme på dagsordenen i forældresamarbejdet.

Antallet af overvægtige københavnske skolebørn er gennem de sidste 50 år blevet mangedoblet. Og kort derfra har en undersøgelse i Høje-Taastrup Kommune vist, at mens ingen af børnene mellem otte og 18 måneder er overvægtige, er fem procent blevet det, når de runder de tre et halvt år. Og endnu værre ser det ud i 1. klasse, hvor hele 12 procent af børnene er overvægtige (se Børn&Unge nr. 11/2006: Børn fedes op i børnehaven).

""Hvalpefedt, han nok skal vokse fra" og "det ligger til familien at have tunge knogler" er forklaringer, som forældrene undskylder deres barns overvægt og stadig tungere åndedræt med", fortæller speciallæge i almen medicin Pia Müller.

Hun er forfatter til den nye vejledning "Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn", der er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) i forbindelse med regeringens "Oplæg til national handlingsplan mod svær overvægt" fra 2003. Praktiserende læger har over hele landet fra den 1. februar kunnet søge hjælp i vejledningens 38 sider og tilhørende vægtskema til kamp mod børnefedmen. En fedme, der ifølge vejledningen tit er grunden til, at overvægtige børn hyppigere end børn med en normal vægt bliver udsat for drillerier og mobning.

Udover lægerne kan også pædagogerne gøre en forskel, siger Pia Müller.

I vejledningen fremgår det, at mange forældre nemlig har svært ved at se deres barns uheldige vægtudvikling i øjnene allerede i børnehavealderen. Her kan pædagogen være med til at informere.

"Tit hører man forældre sige, at deres barns overvægt bare er arveligt, men forældrene skal vide, at de er de vigtigste rollemodeller for børnene, når det kommer til fedme. Hvis barnet derfor er på vej i den forkerte retning, så skal forældrene have en indsigt i, hvad de kan gøre," siger hun og henviser til vejledningens huskeråd for forældre, læger og pædagoger.

Her står der blandt andet, at selvom barnet nok spiser de søde sager, så er det stadig vigtigt at huske, at det er forældrene, som fylder skabene med usunde madvarer, slik og sodavand, og som derfor bestemmer, hvilke rammer der bliver lagt for barnets madvaner.



En tung kamp. For mange forældre er fedme et svært emne at tale om og tage fat på. Derfor bliver det ofte op til lægen at bringe det sårbare emne om de overskydende kilo op, fremgår det af Pia Müllers vejledning. Specielt for forældre med anden etnisk herkomst end dansk er overvægt et fortiet problem. Her opstår fedme hyppigere end blandt etnisk danske børn, fremgår det af vejledningen.

"Jeg oplever, at specielt indvandrermødrene har nemmere ved at overse deres sønners fedme i forhold til døtrenes. Det er i forhold til den gruppe sværere at skabe den nødvendige dialog, men vejledningen her kan måske være med til at sætte fokus på problemet," håber Pia Müller.

"Det er generelt et problem, at der er forskel på opfattelsen af kønnenes overvægt. Voksne danske mænd har eksempelvis sværere ved at se egen overvægt i forhold til danske voksne kvinder. For mig at se hænger det sammen med en generel opfattelse af, at det er mere okay for mænd at være overvægtige end for kvinder," vurderer hun.

Vejledningen fra Sundhedsstyrelsen og DSAM vil blive taget i brug landet over, hvor læger og sundhedspersonale bliver opfordret til at være bedre til at formidle resultaterne af de målinger af børns overvægt, som de allerede foretager nu. Tit måler skolesundhedstjenesten nemlig barnets såkaldte BMI (Body Mass Index) ved de årlige sundhedstjek, men uden at omdanne resultaterne til en konkret hjælp for de overvægtige børn, fortæller Pia Müller. Hun håber, at vejledningen nu vil få læger, forældre og pædagoger ind i den tunge dans mod kiloene, så børnefedmen ikke, som det normalt er tilfældet, hænger ved i voksenlivet.







Ressourcer spiller en rolle. Der er ifølge undersøgelser bevis for, at fedme har en social slagside, sådan at familier med lavere uddannelsesniveau har større risiko for overvægt. Man bør derfor være opmærksom på ressourcesvage familier med tendens til overvægt hos den ene eller begge forældre.

Etnicitet spiller en rolle. Man skal være særlig opmærksom på, at børn med anden etnisk baggrund end dansk kan have en større risiko for fedme. Ved livsstilsbesøg i Høje-Taastrup Kommune fandt man, at 14 procent af de tosprogede børn var overvægtige mod fem procent af alle børnene.

Gener spiller en rolle. Et genetisk anlæg for fedme kan påvirke hastigheden, som børn taber eller øger vægten med. Det kan gøre det ekstra udfordrende at blande sig i familiens livsstil. Den største risiko for fedme finder man blandt børn med to overvægtige forældre.

Kilde: "Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn" fra 2007 af speciallæge i almen medicin, Pia Müller.







Huskeråd om børnefedme og familiens rolle:

Ifølge forfatter til vejledningen "Opsporing og behandling af overvægt hos førskolebørn", speciallæge i almen medicin, Pia Müller, har pædagogen en central rolle i det overvægtige barns liv. Specielt oplysning til barnets forældre om årsagerne til børnefedme er vigtigt.

• Vægthåndtering er en familieopgave.

• Det er den voksne, der bestemmer, hvad og hvor meget

der bliver købt ind af usunde madvarer.

• Lad barnet gå og cykle, når det er muligt.

• Vær opmærksom på sodavandsindtaget hos familien,

og at barnet får sine kostvaner hjemmefra, hvor mor og far er rollemodeller for, hvad barnet spiser.

• Vær opmærksom på drillerier i forhold til barnets overvægt.

• Sørg for en hyggelig spisesituation derhjemme og i

institutionen - den voksne er det gode eksempel.

Kilde: Dansk Selskab for Almen Medicin og Sundhedsstyrelsen 2007. Udarbejdet af speciallæge i almen medicin,

Pia Müller. Download vejledningen gratis på www.dsam.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.