Børn skal have mange udtryk

Børnenes spor og kreativitet er en værdi, der gennemstrømmer pædagogikken i Børnehuset Falkonergården på Frederiksberg.

Bitte små træer og fine slotte, søer og statuer, et lille kinesisk lysthus, en stor and i papmaché, tuschtegninger af fugle, sanseborde, en bus og lerfigurer af kinesere. Det er det visuelle udkomme af et længere fælles projekt om Frederiksberg Have. I Børnehuset Falkonergården har alle 70 børnehavebørn og 36 vuggestuebørn fundet det, der for dem var det mest interessante ved haven, og det har de arbejdet kreativt med på deres stuer.

Men ud over at male, tegne, klippe, klistre, arbejde med papmaché og ler har børnene også fået en masse viden om Frederiksberg Have. De ved noget om træerne, om tiden, hvor Frederik 6. boede på slottet, om, hvordan kinesere så ud i gamle dage, hvordan man kommer hen til haven, hvad fuglene spiser, og hvordan de lyder.

Kreativitet er en meget stærk værdi i Falkonergårdens pædagogik. Men for pædagogerne handler det ikke kun om de visuelle udtryk. Det handler også om, at børn får ny viden, de kan omsætte i leg og aktiviteter. Det indebærer, at pædagogerne ikke kun præsenterer børn for så mange forskellige materialer og udtryksformer som muligt. Sammen med børnene leder de efter viden om det, børnene er optaget af. Ofte er der en lang historielinje i det, de laver, forklarer souschef og pædagog i en af vuggestuegrupperne Mia Lykke Schweigler.

"For os er det meget naturligt, at man først samler sig viden, tager på biblioteket eller går på nettet. I forhold til projektet om Frederiksberg Have var vi på mange ture derhen i månederne før projektstart for at finde ud af, hvad børnene var optagede af. Når vi har fundet ud af, hvad børnene er mest interesserede i, går vi i detaljer med vores emne. På min stue var børnene optagede af fuglene, så vi fandt ud af, hvilke fugle der var, hvilke lyde de lavede. Vi lånte også udstoppede fugle fra et museum, så børnene kunne føle, hvordan en fugl mærkes. Vi har struktur i forløbet, også når vi arbejder kreativt," siger hun.



Sten er ikke bare grå. Pædagogerne har fokus på processen, men også respekt for produktet. Kendskab til materialerne er derfor en vigtig ting i Falkonergården. Det er ikke nok bare at tage en tusch og tegne en tegning, mener pædagog Ann-Cathrine Bundsgaard.

"Vi maler meget, og vi bruger mange forskellige slags maling, så børnene får prøvet teknikker og materialer, der giver forskellige udtryk. Vi arbejder med ler, gips, papmaché og mange andre materialer, så de får en viden om, hvordan man kan bruge dem. Vi guider børnene meget, for man kan ikke bare smide nogle materialer på bordet og så bede børnene om at bruge dem, som de vil. For børnene er jo som udgangspunkt ikke klar over, hvad de skal gøre," forklarer hun.

Det handler om at præsentere børn for det næste niveau, den næste udvikling, mener Mia Lykke Schweigler. Og derfor lærer børnene i børnehaven, at en sten ikke bare er grå, men at den kan være næsten grøn eller blå, alt efter hvordan lyset falder. Når børnene bruger den viden og gør sig umage, bliver de selv mere glade for det, de laver.

I vuggestuen handler det mere om, at børnene skal have en fornemmelse for, hvordan forskellige materialer føles.

"Der er forskellige motoriske udfordringer i de forskellige materialer. Bare at rive papir i mindre stykker kan være en ny udfordring for de små børns finmotorik. Når selv små børn får en fornemmelse for, hvordan de kan bruge materialerne, kan de opnå et fint resultat. Vi gør meget ud af, at det ikke skal være et kaosforum, børnene arbejder i, men at vi har overblikket. Vi tager det i etaper, så alt ikke bare bliver rodet sammen i én stor pærevælling. Vi prøver at skabe rammer, så det, vi går i gang med, faktisk også lykkes," siger Mia Lykke Schweigler.



Børns spor. Det allervigtigste i Falkonergårdens pædagogik er at følge børnenes spor. Pædagogerne er inspireret af den italienske pædagogik 'Den Integrerende Baggrund', som går ud på, at pædagogerne har øje og øre for, hvad børnene er optagede af. Og kun det, børnene finder betydningsfuldt, arbejder man videre med.

"'Den Integrerende Baggrund' er måden, vi tænker pædagogik og kreative projekter på, og hvor vi finder den største inspirationskilde. Det er vores fundament, og ud fra det udspiller sig så en masse emner og pædagogiske projekter," siger Mia Lykke Schweigler.

"For os handler det om at se på det enkelte barn og på børnegruppen, og hvad de er optagede af. Det ud fra børnenes spor, at vi planlægger både ture, projekter for hele huset og det, vi laver på stuerne i det daglige. Man kan se, at det afspejles på hver stue, hvad der i øjeblikket arbejdes med. Vi dokumenterer meget og forsøger at gøre det visuelt," siger Ann-Cathrine Bundsgaard.



Godt for arbejdsglæden. For Mia Lykke Schweigler er kreativitet at have mange forskellige udtryksformer i sig.

"Selv når vi arbejder med sprog, har vi ikke kun fokus på det talte, men også på andre former for kommunikation. Man kan også være kreativ motorisk eller musisk-kreativ, ja, på mange forskellige områder. Vi synes, at vores børn skal have mange udtryksformer. Det skal ikke begrænses til, at vi kun har fokus på det verbale," siger hun.

Ann-Cathrine Bundsgaard mener, at pædagogers rolle i forhold til kreativitet med børn, skal være at sætte lege og aktiviteter i gang og være lydhøre over for, hvad børnene byder ind med.

"For de kan ofte komme med gode idéer, hvor vi så lige undersøger nogle ting og vender tilbage med det, vi har kunnet finde ud af. Det udvikler sig ved hjælp af børnenes input. Vi kan godt have nogle tanker i starten af et projekt, men ofte bliver det til noget helt andet, fordi børnene var optagede af andre ting," siger hun.

Og pædagogerne er gode til at følge børnenes spor, mener Mia Lykke Schweigler.

"Vi er ikke fastlåste af vores egne idéer og planlægning. Hvis børnene undervejs går i en anden retning, end vi troede, må vi følge efter og se, hvor det fører os hen. Det er det spændende ved at arbejde på denne her måde, at vi aldrig ved, hvor vi ender. Det skaber meget arbejdsglæde, når hele huset summer af aktivitet, energien løftes simpelthen højt op. Vi kan mærke, at børnene er engagerede, og det er alle de voksne også, og det er dejligt at være en del af," siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.