Børn og terror: Til kamp mod frygten

Terrorister går med elefanthuer og sorte hætter. På den måde bliver de nemlig ikke genkendt, når de smider med bomber, kidnapper uskyldige og ødelægger verden.

Det forklarer Sebastian Petersen på otte år fra Tingbjerg Fritidscenter.

Retssagen mod terrormistænkte fra Vollsmose og politiets arrestation af en gruppe mænd, der angiveligt fabrikerede bomber på Glasvej i København, har gjort indtryk på danskerne.

Og børn som Sebastian følger ivrigt med i tv.

"Børns kendskab til terrorisme er stor," siger psykolog Birgit Bruun.

Hun har censureret film for Kulturministeriet over en 10-årig periode i forhold til hvilke påvirkninger fra medierne, børn kan klare. Et emne Birgit Bruun også har holdt foredrag om i daginstitutioner. Hun opfordrer pædagogerne til at snakke med barnet, så frygten ikke tager overhånd.

"Terroren fylder lige så meget i børns hoveder, som den gør i de voksnes. Børn får jo informationer ud over dem, som forældrene giver dem. De kan selv gå på nettet og se nyhedsudsendelser. Og flere af børnene læser aviser, hvor terror er omtalt i store overskrifter," siger hun.

Pædagoger bør sætte børnenes angst for terror i perspektiv, råder Birgit Bruun.

"Nogle gange får børnene ikke bearbejdet oplevelsen af terror ordentligt, fordi de ikke får snakket med voksne. Hvor skræmt, man bliver, afhænger af ens personlighed, den opvækst man har haft, hvilket miljø man befinder sig i, og om man er vant til at kunne snakke med voksne om terror, når man har brug for det."



Bomber fylder. I Tingbjerg Fritidscenter er Frederikke Kisum på ni år ikke ét sekund i tvivl om, hvad terrorister laver, når de er på togt. Og hun er ikke glad for det.

"Der er steder under jorden, hvor terrorister lægger bomber, som sprænger, mens der er mennesker dernede. Jeg tænker tit: Hvad skulle det til for," siger hun og leder tankerne hen på bombningerne af Londons metro i 2005.

"En terrorist siger for eksempel: Hvis du ikke gør sådan og sådan, så dræber jeg dig med denne her store, skarpe kniv eller det her store maskingevær. Det synes jeg er tarveligt," siger Frederikke Kisum, som er overbevist om, at terrorismen ikke kommer til Danmark.

Men ikke alle børn er så rolige som Frederikke og Sebastian, vurderer psykolog Birgit Bruun.

"Hvis de er i en voksenkultur, hvor man snakker meget om terror og er skræmt, så påvirker det også børnene," siger hun.

"Hvis man bliver fyldt med tanker om død og ødelæggelse, får man et ringere liv, hvor man hele tiden går og er bange for terroren. Det er på den måde, at man udvikler psykiske sygdomme," varsler Birgit Bruun.

Voksenkulturens håndtering af terrorfrygten spiller en afgørende rolle for, om der bliver skabt kaos i barnets verden. Frygt for terror kan nemlig både komme af tavshed om emnet og af manglende kommunikation om, hvad der optager børnene, fortæller Birgit Bruun. Hun understreger, at voksne og pædagoger bør blande sig, men med måde, så der opnås en balance mellem tavshed og kaos.

Hun opfordrer pædagoger og forældre til at overveje, hvordan de omtaler terrorismen over for børnene, så de åbner dialogen og lukker angsten.



Medietræning. Det er en dårlig ide at tale uopfordret med børnene om terrorisme, så det skaber en ufrivillig fokus på mænd med skæg og dynamit.

Men er bomber, flystyrt og sko fyldt med sprængstof alligevel en del af børnenes daglige bekymringer, skal de voksne være parate til at tale om emnet.

"De voksne skal ikke negligere børnenes frygt," siger Birgit Bruun.

"Man skal høre, hvad børnene selv forestiller sig og sætte det i et perspektiv. Voksne skal ikke gå i selvsving, men forklare, at der kan ske ting og sager i institutionen også, som man heller ikke kan gå og bekymre sig om konstant."

Birgit Bruun opfordrer til, at pædagogerne lærer mere om medierne.

"Alt, hvad vi ser, er manipuleret. Nogle tv-folk har bestemt, at vi skal se det sådan. Man kan tale med de større børn om, hvordan billeder bliver brugt af medierne og lave en analyse af mediebilledet," foreslår hun.

At pædagogerne forholder sig lærende til mediernes udlægning af terror er helt afgørende i dag, hvor børn og unge udsættes for en massiv eksponering.

"Pædagogerne skal kende til terrorindslagenes sammensætning i tv, aviser og radio," siger Birgit Bruun og henleder opmærksomheden på, at journalister har en dagsorden, når det kommer til at sælge sensationelle nyheder.

"Den viden skal de omsætte til børnesprog. Det har man pligt til at gøre på medieområdet. For mediebilledet er der, uanset om man vil have det eller ej."



Vi dyrker ikke terrorfrygten



Børn ser mere terror og vold på tv, end de har godt af. Sådan lyder beskeden fra pædagog Stine Nielsen fra Tingbjerg Fritidscenter i København.

Her har 85 procent af børnene en anden etnisk baggrund end dansk, og mange kommer fra krigshærgede lande som Irak, Afghanistan og Somalia.

Stine Nielsen oplever, at børnene, der ofte i forvejen har haft krig og ødelæggelse tæt inde på livet, hjemme bliver udsat for tv-indtryk, hvor terrorisme er en fast del af sendefladen. Det virker hårdt på børnesindene.

"De ser alt for meget i fjernsynet, fordi der ikke bliver censureret fra forældres og pædagogers side. Her på Tingbjerg Fritidscenter prøver vi ikke at dyrke den angst," siger hun.

Stine Nielsen mener, at børnene, der er vokset op i familier med krigstraumer eller med fædre, som har været toturofre, har behov for at opleve noget andet end terror. De bør skånes for tv-indslag om terroristers spidsfindigheder.

"Børnene, der har brug for ekstra omsorg, arbejder vi individuelt med. Det gør vi ved at bruge vores primær-voksne i institutionen. Hvis vi for eksempel har børn, der har været kidnappet i deres hjemlande, forsøger vi at skabe en tryg relation og holde øje med dem, mere end vi snakker direkte med dem om deres voldsomme minder."

Stine Nielsen synes, at hendes vigtigste rolle i den sammenhæng er at præge forældrene, som ikke altid ved, hvad børnene ser i fjernsynet, læser i avisen eller søger på nettet. Forældrene bør være et filter for børnene.

Sker det, at børnene vil tale om terror, er Stine Nielsen dog åben herfor.

"I den situation er det vigtigt, at vi ikke præger børnene ved at skabe billeder i deres hoveder, som de ellers ikke ville have skabt selv," siger hun.