Børn i sorg; Vi ville gøre det samme igen

Anne var fire og lillesøster Sofie to år. Da telefonen ringede i Laven Børnehave, blev deres liv forandret for altid. Karsten, deres far, var blevet kørt ned af en lastbil på cykel på vej til arbejde.

Souschef Gitte Laier tog imod beskeden fra moderen, Marlene Thorsø. Hun bad om, at institutionen sørgede for at give besked til en anden forældre, tilfældigvis den lokale præst, om at hente Anne i børnehaven og Sofie i dagplejen.

På et øjeblik ændrede stemningen sig i den idyllisk beliggende børnehave med udsigt til Himmelbjerget. Anne og Sofies far var på operationsbordet, og det var uvist, hvad der ville ske. Der var mange telefonopkald den næste time. Luften var hektisk, og røde øjne og snøft begyndte at indfinde sig hos de ansatte i børnehaven.

Erkendelsen af, at den ambulance, de hørte tidligere på formiddagen, hang sammen med ulykken, bundfældede sig.



Stadig aktuelt. I dag er det fire år siden, Karsten døde, men leder Hanne Jeppesen bliver stadig meget rørt, når hun fortæller om det. Og at tackle sorg er stadig aktuel i institutionen. En treårig dreng, som lige har mistet sin mor på grund af kræft, begyndte i børnehaven for 14 dage siden.

Nu ligger der en sorgplan, når det, der ikke må ske, sker. En skøn engel fra en børnehånd pryder forsiden af "Sorgplan for Laven Børnehave". Den fortæller kort om, hvordan forældre og børn skal informeres, hvad der skal ske, når barnet kommer tilbage til institutionen, deltagelse i begravelse, gode råd og så videre.

Derudover har forældrebestyrelsen stået for en mere fyldig omsorgsplan, hvor målet er at sikre, at de berørte får den nødvendige opmærksomhed og støtte efter en traumatisk oplevelse. Det kan være alt fra skilsmisse til dødsfald.



Gåsehud. Fortvivlelse, sorg og gråd er ikke til at skjule den dag, Anne og Sofies far dør, men da præsten tilbyder sin hjælp til at fortælle børnene om det, er leder Hanne Jeppesen og souschef Gitte Laier ikke i tvivl. Det klarer de selv.

Marlene Thorsø ringer så og fortæller, at hendes mand er død, og at hun selv kommer og henter Anne. Pædagogerne skal ikke sige noget, får de at vide.

"Selv nu får jeg gåsehud. Det var så hårdt at vide, at Anne løb derude på legepladsen og ikke vidste, at hendes far var død", fortæller Hanne Jeppesen.

Marlene Thorsø dukker op i institutionen. Hun står i døren, ser på sin ældste datter og tænker: "Om et øjeblik har jeg forvandlet hendes liv for resten af livet".

"Hej mor, kommer du nu," siger Anne.

"Ja, kom med ind i tumleren, der er noget, jeg skal fortælle dig," siger Marlene.



Afsked. Da Anne får at vide, at hendes far er død, og at hun skal med sin mor på hospitalet for at sige farvel til ham, bøjer hun bare hovedet uden at sige noget. Tårerne kommer lige så stille.

"Hun vidste godt, at det var noget stort, og hendes reaktioner er tydelige. Vi gik uden at sige farvel. Da vi hentede Sofie i dagplejen, sagde jeg bare, at far var død. Hun var kun lige fyldt to og havde nærmest intet sprog," fortæller Marlene Thorsø, der er socialrådgiver i Silkeborg Kommune.

Sammen med børnene kører hun hjem til det lille husmandsted uden for Laven for at plukke blomster i haven. I et afskedsrum på hospitalet siger de så farvel til Karsten.

"Jeg sætter Sofie på maven af ham. Hun sad der i lang tid. Anne går ind og ud af rummet, det er sværere for hende, fordi hun forstår mere," fortæller Marlene, som naturligvis selv går i chok.

Senere på dagen får Anne et migræneanfald og kaster voldsomt op.

Leder Hanne Jeppesen kører tilbage på institutionen efter lukketid og skriver i kontaktbogen, så alle næste morgen ved, hvad der er sket. Senere skriver hun også et brev til Marlene, så hun er klar over, at børnehaven er der for hende.



Næste dag. Børnehavens omkring 40 børn bliver delt op i tre grupper efter alder.

"Vi skal fortælle jer noget trist," siger pædagogerne, mens børn og voksne sidder tæt sammen på puder og madrasser.

"Annes far er blevet kørt ned af en bil," siger Gitte til de største børn. Der bliver musestille. De sidder helt roligt og kommer med kommentarer. En siger: "Det var godt, Marlene ikke var med, så begge døde". En anden siger: "Åbner han aldrig øjnene mere?". Da det er næste gruppes tur, siger en af de lidt yngre: "Nu bliver Karsten til en stjerne". De yngste bliver bare tavse og har lidt svært ved at forholde sig til situationen.

Alle børnene står helt stille, da flaget bliver sat på halv.

I ugen op til begravelsen sørger institutionen for, at Anne kommer derhen, og de tilbyder, at Sofie også må komme med.

Siden hen er der brug for, både at børnene bliver hentet og får en klud i ansigtet og lidt mad at spise. Flere gange sørger børnehaven for, at børnene bliver bragt frem og tilbage.



Begravelsen. Før begravelsen ser børnene faderen igen. De har lavet gaver, fundet fotos og tegninger til ham, som han skal have med i kisten.

Til begravelsen deltager leder og souschef fra børnehaven. Anne har sin dukke med i lift, og hun bliver glad, da hun ser pædagogerne i kirken.

"De følgende måneder var en hektisk tid. Familie og veninder lavede et vagtskema. Jeg var ikke i stand til at passe børnene. De voksne i børnehaven har været fantastiske og betydet meget for begge mine børn. De har taget over og hjulpet os, indtil det igen hang sammen," fortæller Marlene.

Leder Hanne Jeppesen sætter i stand, at Sofie kan få en plads i børnehaven, selv om hun kun er to et halvt år. Det er nemmere for Marlene kun at skulle aflevere børnene et sted.

Marlene kan ingenting, der handler om hende selv. I den næste periode forsvinder hun nærmest for omverdenen. Hun spiser kun, hvis nogen stiller mad foran hende og siger, at hun skal spise. Et solidt netværk af familie og venner gør det muligt for familien at overleve faderens død.

Marlene begynder selv til psykolog efter et par måneder.

Anne reagerer voldsomt på faderens død.

"Kommer man virkelig i himlen, når man dør," spørger Anne. "Det kunne jeg godt tænke mig at prøve".



Sorggruppen. Da Marlene, hos Kræftens Bekæmpelse i Århus, køber en tegnefilm om døden, hører hun om psykoterapeut Ilona Bechsgaards sorggrupper for mindre børn (Børn&Unge skrev om dem i nummer 36/2005 i artiklen "Luft for sorgen"). Marlene tager til et af foredrag, hvor Ilona Bechsgaard taler om børn og sorg, og pigerne begynder så i en sorggruppe, hvor de er i halvandet år.

"Deres sorgproces har været meget forskellig. Anne reagerede i lige så høj grad på tabet af mig, fordi jeg ikke var der for hende. Børnene mistede begge forældre - i hvert fald i en periode. Det har været utrolig godt for børnene at komme i sorggruppen, selv om det er begrænset, hvad jeg har fået at vide fra møderne. Det har været deres hemmelighed," fortæller Marlene.

"Tabet af Karsten er blevet vores historie. Der er ingen tvivl om, at børnene også selv må tage fat på tabet af deres far igen senere i livet. Vi har et godt liv i dag, og børnene stortrives i de sammenhænge, de er i.

Når leder Hanne Jeppesen og souschef Gitte Laier tænker tilbage, er der intet, de ville have gjort anderledes. De ansatte i Laven Børnehave har brugt hinanden i processen. Det har været legalt at snakke længe med Marlene, når hun kom i børnehaven. Og det er nu fuldt acceptabelt, at børn i sorg har en særstatus i børnehaven.

Pædagogerne har også lavet en dagbog til Anne med de observationer, de har gjort i forhold til processen. Den kan hun måske bruge senere, når hun skal bearbejde sit tab yderligere. Der er blevet husket på, hvor vigtigt det er også at snakke om det svære. Institutionen har haft Ilona Bechsgaard ude for at holde foredrag om børn og sorg, og både bøger og materiale om emnet er kommet på hylden.

"Vi har handlet meget ud fra hjertet," siger souschefen.

"Ja, følelserne har styret, hvordan vi synes, forløbet har skullet være," siger lederen.