Børn i bevægelse; I hallen er alle vindere

Bolden knalder hårdt mod væggen nogle få meter bag ved Mona Clausen, men lederen af SFO'en i Bøgehøjskolen i Aarslev på Fyn går uanfægtet videre ned ad gangen. Heller ikke drengen, der udlader sin opsparede energi efter en skoledag ved at kaste sig hen over et bord og rulle ned på den anden side, får Mona Clausen til at løfte et øjenbryn.

SFO-lederen er vant til at se børn i bevægelse. Siden 2004 har SFO'en i den lille fynske by Aarslev deltaget i projektet Børn i Bevægelse arrangeret af Fyns Amt og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) på Fyn. Målet er at få alle børn til at være mere aktive, og det er især vigtigt at få fat i de børn, der næsten aldrig bevæger sig.

Drengene, som tackler igennem og sparker til den lille bold på gangen, skal nok få pulsen op mange gange om dagen. De kan simpelthen ikke lade være med at løbe efter en bold, når de ser den. Men som Mona Clausen kan fortælle, er det ikke alle, der er som dem.

"Der er altid nogle forsigtige børn, som vi har svært ved at få til at gå ud i den friske luft og være aktive," siger Mona Clausen.

Det blev lidt lettere, da SFO'en for et par år siden afskaffede computerne. Det begyndte med, at computerne gik i stykker, og at personalet derefter valgte ikke at købe nye.

"Børnene arbejder ved computere i skolen, og mange spiller PlayStation derhjemme. Vi er nødt til at præsentere børnene for andre dimensioner i livet. Det er nemt nok at blive enig med sin makker ved computerskærmen, men det er sværere ude på legepladsen," siger Mona Clausen.

De fleste børn i Byhøj Skole kommer fra velstillede hjem med mindst en bil, og ligesom mange andre steder i Danmark bliver børn kørt, når de skal i skole, til fodbold, til spejder, og alle de andre steder de tilbringer deres barndom.

I dag går langt de fleste danske børn i SFO, og dermed spiller pædagogerne en meget vigtig rolle i en stor del af børnenes hverdag. Mona Clausen og hendes personale vil meget gerne udfylde denne rolle aktivt, og derfor meldte de sig til projektet om Børn i Bevægelse i 2004, fortæller lederen, da vi er nået ned til hendes kontor, der i dag er fyldt med Santa Lucia-dragter, og hvor lyden af et spil bordfodbold kan høres svagt gennem den halvt åbne dør.

"Vi kommer på kursus og får mange redskaber til at til at få gang i de børn, som er svære at få til at bevæge sig. Når de voksne tør, og de brænder for en ting, vil det også smitte af på børnene. Hvis for eksempel en voksen hader at gå uden for, vil han også få svært ved at få børnene til det," siger Mona Clausen, om hvorfor institutionen meldte sig til projektet.

Personalet har været på kursus i for eksempel kidsvolley (en form for volleyball for børn), dans, lege som i gamle dage og motorik.

"Vi har fundet ud af, at vi ikke behøver at være specialister for at få børnene til at

bevæge sig. Der er altid en kerne - ofte af unge medhjælpere - som er de bærende kræfter inden for det fysiske, men nu har vi fået mange flere med," siger Mona Clausen.

En af ideerne med projektet er, at de lokale idrætsforeninger skal arbejde sammen med pædagogerne i SFO'erne. Idrætsforeninger kan levere interessen i de mange sportsgrene og de tekniske færdigheder, pædagogerne kan til gengæld tilføre idrætten professionelle øjne på børnenes indbyrdes forhold på banen. Pædagogerne ønsker at få alle med i legen, også selv om de er fuldstændig bolddøde og ikke kan gribe en bold på to meters afstand.

"Mange børn ved, at de bliver valgt til sidst, når der skal deles hold. Og det er ikke sjovt at gå til håndbold, hvis du ikke kan gribe en bold. Vi forsøger derfor at gøre det til en leg for børnene. Det gælder om at give dem følelsen af, at jeg er med på holdet. Mange af børnene har fået succesoplevelser, efter de er kommet i gang, og nu står de i kø for at være med, når vi skal i hallen," siger Mona Clausen.



Statistik. Ude i et af opholdsrummene bliver der nu serveret grovboller og gulerødder. Børnene bliver tanket op med energi, og om lidt skal de over i Aarslev Hallen og spille kidsvolley.

Mona Clausen står og kigger ud over de sultne børn og forklarer, at personalet fører statistik over, hvilke børn som er med til at spille bold og røre sig, og hvem der ikke har lyst, så personalet på den måde kan målrette aktiviteterne.

Kort tid efter får Junior Senior Aarslev Hallen til at runge som en halfest. Det er dog en almindelig grå tirsdag eftermiddag, og festen består af en flok børn, der drøner rundt i et virvar af bolde. En dreng iført Argentinas fodboldlandholdstrøje buldrer igennem hallen, mens en pige med flæseærmer og blege ben koncentreret dribler bolden ned i jorden. Hun smiler, selv om hendes driblinger ville få mange håndboldtrænere til at ryste opgivende på hovedet. Men i dag er det pædagogerne, der styrer begivenhederne - og de olympiske ord om at det ikke gælder om at vinde, men om at være med, kunne lige så godt være mottoet i den kolde idrætshal denne dag.

"For at få alle børnene med må vi lave lidt bagdørspædagogik. Vi spørger, om de ikke vil med over at lege i hallen i stedet for at sige, at vi skal over at spille bold," siger pædagogen Ulla Madsen.

Nogle af børnene står nu på to rækker og kaster bolde til hinanden. En pige bliver en smule fornærmet, da bolden ikke rammer præcis, hvor hun står, og pædagogen kan derefter forklare, at det gør boldene heller ikke altid i volleyball.

Pædagogen Jan Blikdal tager en pause fra boldøvelserne og stiller sig på sidelinjen for at fortælle om sit syn på pædagogik og idræt.

"Konkurrence har aldrig været det største hit blandt pædagogerne, og derfor har idræt ikke været en så stor del af den pædagogiske kultur. Idrætten er dog et godt pædagogisk værktøj til at arbejde med følelser og til at lære forskellige sociale spilleregler. De lærer at vinde og at tabe osv.," siger Jan Blikdal.

I dag er der dog ikke nogen tabere i hallen. Pigerne, som nu triller bolde langs jorden under nettet på banen, spiller ikke efter regler - de spiller bare.