Børn dyrker magtspil

Anton, Mads og Peter sidder i sandkassen og diskuterer, hvem der skal køre først på den racerbane, de sammen har bygget. En typisk drengeleg, men også et klassisk eksempel på, hvordan børns forståelse af politik udvikles allerede i den tidlige barndom.

"Politik er grundlæggende et spørgsmål om, hvordan vi laver noget, vi kan dele. Og når vi så har lavet noget, hvordan vi så deler det. Det er en problemstilling, som børn forholder sig til lige fra det øjeblik, de møder et andet barn. Derfor skaber de også meget hurtigt holdninger, som er politiske, bare ikke i officiel partipolitisk forstand. Men man skal slet ikke undervurdere, at børns evne til at forstå, hvordan det politiske system fungerer, er meget mere veludviklet, end vi nogensinde har troet," siger ph.d. i statskundskab Pia Vedel Ankersen.

Hun har gennem fire år undersøgt, hvordan 900 børn i alderen 8-14 år danner politiske og moralske holdninger, og hendes konklusioner bakkes i stor udstrækning op af en anden ny undersøgelse lavet af psykolog Ditte Winther-Lindqvist. Hun har lavet længerevarende observationer af børnehavebørns leg og er ikke i tvivl om, hvad den går ud på:

"Børn har en naturlig motivation for at samarbejde med andre. Det er derfor de ikke bare sætter sig over i en krog for sig selv, men stræber mod at lege sammen med andre børn. Men legen i børnehaven er ikke bare leg. Det er hård og ofte beskidt træning i at klare virkelighedens magtkampe og hierarkier," siger hun og tilføjer, at børns metoder til at opnå størst mulig indflydelse kan være mindst lige så udspekulerede som voksnes:

"På mange punkter minder børns magtspil utrolig meget om virkelighedens politiske forhandlinger. Børn er enormt gode til at bruge taktik og alliancer, når de vil opnå noget. De vil til en vis udstrækning også indgå kompromisser. Hvis de ikke gør det, bryder legen jo ofte sammen," siger Ditte Winther-Lindqvist.



Vilde med DF. Allerede i anden klasse begynder børnene at have en forståelse for det officielle politiske system. De kan for eksempel udpege lederen af Socialdemokraterne og lederen af Venstre som politiske modpoler, men har intet forhold til deres politik eller de politiske partier i sig selv.

"Hvis forældre var i stand til at indoktrinere børnene med en partipolitisk præference, så burde det være partierne, som børnene kunne genkende, og ikke personerne. Alt tyder derfor på, at voksnes muligheder for at påvirke børnene i en retning, er meget begrænsede. Simpelthen af den årsag, at børnene selv er udrustet med en kreativitet, der er så stærk, at de selv flytter rundt på de brikker, de får, og danner deres helt egne fantasifulde holdninger," siger Pia Vedel Ankersen.

Stillet overfor spørgsmålet om, hvilket parti børnene ville stemme på, peger en tredjedel af anden-klasserne på valgmuligheden Dansk Folkeparti. Det gør de overraskende nok uanset etnisk baggrund, og ifølge Pia Vedel Ankersen er det ikke så underligt endda.

"Det handler om følelser og ikke om viden. Hvis du spørger anden-klasserne, hvad Dansk Folkeparti står for, ved de det ikke. Så resultatet skal ikke tages som udtryk for, at børnene deler partiets holdninger. Det, som resultatet viser, er, at børn i den alder først og fremmest knytter deres følelser til symboler. Venstre, Socialdemokratiet og Konservative - det er alt sammen meget abstrakt. Men med Dansk Folkeparti tænker de: "Dansk, det ved jeg hvad er. Og folk, det ved jeg også, hvad er. Begge dele har noget med mig at gøre, så dem nupper jeg"," forklarer Pia Vedel Ankersen og uddyber:

"Det er derfor helt naturligt, at børn af anden etnisk oprindelse knytter positive følelser til Dansk Folkeparti, for de føler sig i høj grad inkluderet i fællesnævneren "dansk". Min undersøgelse viser også, at de har nogenlunde samme tilhørsforhold til Dannebrog og dronningen som børn af dansk etnisk oprindelse."



Følelser før viden. Jo ældre børnene bliver, des mere falder deres begejstring for Dansk Folkeparti. I 8. klasse er tilslutningen til partiet faldet til 15 procent, hvilket svarer nogenlunde til partiets generelle tilslutning hos den voksne befolkning (13,3 procent ved seneste Folketingsvalg).

"Når børn først har bidt på den følelsesmæssige krog, der hedder Dansk Folkeparti, så begynder de også at interessere sig for, hvad partiet rent faktisk står for. Nogle opdager, at det ikke stemmer med deres egne meninger. Men der er de allerede blevet interesseret i det politiske system og begynder derfor at orientere sig blandt de andre partier, for at finde ud af hvem de så deler holdninger med," forklarer Pia Vedel Ankersen.

Hun er ikke specielt bekymret for, at voksne kan indoktrinere børn politisk. Og i forhold til pædagogers påvirkning af børn, synes Pia Vedel Ankersen, at debatten tit kører helt af sporet.

"Jeg mener faktisk, at hele diskussionen om venstreorienteret indoktrinering i institutionerne er noget fis. Det er en stærk overvurdering af pædagogerne og en undervurdering af børnene, for det er altså ikke nemt at forme nogen, som i forvejen er veludrustet. Og faktisk har de børn, som nemt danner positive følelser for en politiker eller et parti, en stor fordel, fordi det motiverer dem til at lære mere. Deres fantasiprægede forestillinger om politik viger hurtigt for de mere vidensbaserede, og de børn ender med at have en langt bedre forståelse af det politiske system end dem, som ikke er blevet engageret følelsesmæssigt," siger Pia Vedel Ankersen, og sender følgende opfordring til lærere og pædagoger:

"Den gængse læringsforståelse er jo, at det handler om viden. Men det gør det kun til dels. Hvis man virkelig vil have, at ungerne skal forstå noget godt, så kommer følelserne i første række, og først derefter kan man bygge viden på."



Hverken engle eller djævle. Under sine observationer af børns leg er psykolog Ditte Winther-Lindqvist blevet overbevist om, at det i langt højere grad er børnenes jævnaldrende kammerater end voksne, der står for holdningspåvirkningen.

"Når man spørger børn, hvad de interesserer sig for, så er det altid det, som kammeratskabsgruppen dikterer. Hvis en drengegruppe for eksempel går op i fodbold, så kan de voksne insistere nok så meget på, at det er sagen at klippe og klistre, uden at det ændrer noget," forklarer Ditte Winther-Lindqvist.

Hun mener derfor, at forældre og pædagoger skal anerkende, at det ikke er voksen-barn forholdet, der har den største indflydelse på børns udvikling.

"Danske børn bruger en meget stor del af deres tid i institutioner, hvor den frie leg prioriteres højt. Det betyder, at børnene selv sætter reglerne og udvikler en kultur, hvor de sociale kompetencer er altafgørende. Hvis et barn ikke evner at indgå i de magtkampe og intriger, som fri leg indebærer, så er det barn virkelig ladt i stikken en stor del af dagen. Og det kan være mindst lige så traumatisk som at opleve konflikter mellem forældrene."

Som eksempel på hvilke regler, der gælder i børnenes eget univers, nævner Ditte Winther-Lindqvist aldershierarkiet. Jo ældre et barn er, des mere prestige får det. Sat på spidsen er en femårig pige villig til at spille lygtepæl, hvis blot hun får lov at lege med de seksårige piger. Skal hun lege med jævnaldrene eller yngre børn, kan intet mindre end rollen som prinsessen stille hende tilfreds.

Børn er altså på ingen måde lige i legen, og i fordelingen af rollerne testes magtbalancen konstant. Resultatet er langt fra altid hyggeligt. For eksempel kunne drengen Simon kun få lov til at lege med de jævnaldrene drenge, hvis han indvilligede i at være skydeskive for deres bombardementer med hårde bolde. En leg, der til sidst udviklede sig til den rene afstraffelse, hvor han var oppe mod syv andre drenges ondskabsfulde pinsler.

"Den leg var virkelig grusom. Sådan er de tit, og det sker udenfor pædagogernes opmærksomhed. Det er et problem, fordi mange tror, at legen kun er god, og at børn er sådan nogle små søde nogen. Nej, de er lige så nuancerede som os andre. Nogle har et rent naturtalent for at deltage i magtkampe og intriger, mens andre aldrig bliver gode til det," siger Ditte Winther-Lindqvist.



Noget for noget. Som Pia Vedel Ankersen definerer politik, er der en klar parallel til børnehavebørnenes magtkampe.

"Politik er netop spørgsmålet om, hvem vi skal lege med, og hvordan vi gør det. Det er børn enormt godt rustede til at forstå, fordi de har en naturlig motivation for at samarbejde og er gode til at aflæse andres behov. For eksempel bliver de let berørt af historier om børn i fattige lande, som mangler mad og medicin. Dem vil de meget gerne hjælpe. Men hvis nogen tager røven på dem, så stopper velviljen. Det er benhård "noget for noget" retfærdighed," siger Pia Vedel Ankersen.

Hun lægger ligesom Ditte Winther-Lindqvist afstand til årtiers tradition for at se børn enten som små engle, eller som egoistiske bæster der gennem opdragelse skal lære selvkontrol. Nej, børn er både og, og de har en veludviklet evne til lynhurtigt at lave cost bennefit analyser af, hvad samarbejdet med andre børn kan bringe dem.

"Når et barn gerne vil være med i en leg, som allerede er i gang, så afhænger hendes muligheder i høj grad af, hvad hun kan tilbyde gruppen. Hvis hun bare spørger, om hun må være med, får hun ret sikkert et nej - med mindre hun er den ældste i gruppen. Det er de andre børns måde at værne om legen på. De føler ikke, de har noget at vinde ved at tage den nye pige med. Til gengæld er der altid en risiko for, at de kan miste det samspil, de har, hvis der kommer for mange med i legen," siger Ditte Winther-Lindqvist og fortsætter:

"Så det nytter ikke noget, hvis pædagogen bare siger "Har du spurgt, om du må være med?", når et barn føler sig uden for legen. Først i det øjeblik de andre børn kan se en klar fordel i at tage en ny med, sker der noget. Derfor bliver barnet nødt til at gøre opmærksom på, hvordan det kan bidrage til legen. For eksempel ved at sige: "Jeg kunne være den nye nabo". Det kan nærmest sammenlignes med en jobansøgning," siger Ditte Winther-Lindqvist.





Pia Vedel Ankersen er cand.phil. fra Århus Universitet og forsvarede i slutningen af august ph.d.-afhandlingen "Den politiske legitimitets oprindelse - en fodnote til Easton", som analyserer, hvordan børn danner politiske og moralske holdninger. Afhandlingen bygger på en undersøgelse af 900 børn i alderen 8-14 år.



Ditte Winther-Lindqvist er ph.d. stipendiat ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, hvor hun beskæftiger sig med børns gruppedannelser. I foråret udgav hun bogen "Skal vi lege? - leg, identitet og fællesskaber i børnehaven", som bygger på hendes observationer af børnehavebørns leg.