Belastede børn; Rødder slår tonen an

"Superfedt, godt, godt." Musiklærer Jesper Ejrup Olsen smiler tilfreds. Det har taget ham et stykke tid at få musikerne i L.A.R.M. til at holde tempoet i Kim Larsens gamle hit "Joanna". Forsangeren konstaterer uopfordret, at hun skal øve sig der, hvor hun skal råbe.

Børnene i L.A.R.M. går i fritidshjem og ungdomsklub i Falken og øver sig på den koncert, de skal give i morgen. Den aldersintegrerede institution ligger i et område af Nakskov, hvor de fleste familier lever af overførselsindkomster, mens resten har job i den laveste ende af lønskalaen. Halvdelen af institutionens børn er tosprogede - primært fra det tidligere Jugoslavien. Børn fra alkoholiserede og voldsramte familier er også velkendte fænomener for pædagogerne.

"Det er ikke i vores område, vinderne bliver født," konstaterer Allan Dahl tørt. Han er leder af Falkens ungdomsklub.

"Vi hjælper børnene med at finde ud af, hvad de kan og magter, og med at skabe forventninger, drømme og krav til fremtiden," uddyber han.

Falken bruger i høj grad fodbold, dans og musik til at finde børnenes styrker. Allan Dahl har ansvar for musikken, som på en gang kan være orienteret mod en gruppe, samtidig med at der er plads til individet.

"Vi dannede det første band for at hygge om nogle børn, som havde lyst til at spille musik. Men vi opdagede, at de havde potentiale, og at musik er et godt pædagogisk værktøj til børn som vores," fortæller Allan Dahl, der aldrig selv har spillet.

Børn får relationer på tværs af køn, etnisk oprindelse og sociale baggrunde, når de spiller i et band.

"Vi ser bands med konstruktioner, som umiddelbart virker umulige, fordi børnene er meget forskellige. Men de får respekt for det, de andre bidrager med, og mange danner venskaber for livet," siger Allan Dahl, der betragter musik som en slags terapi.

"Børnene bliver lukket ind i et forum med andre regler, end de er vant til: De er på, og de skal være velforberedte, koncentrerede og klar til at samarbejde. Krav, som mange af vores børn aldrig bliver stillet over for af deres forældre. I skolen er de vant til at lide nederlag og til at bortforklare. Her spiller de koncentreret i to timer og opdager, at de kan noget."

Når musik forpligter. I et band kan ingen undværes, så når trommeslageren ikke dukker op, når der skal øves, sender pædagogerne bud efter ham.

"Nogle forældre siger, at deres barn ikke behøver komme til undervisning, fordi de klarer sig uden. Okay, så må vi på hjemmebesøg og fortælle om det ansvar, der følger med, når man spiller sammen med andre. Vi har også forældre, der har været så flove over deres børn, at de aldrig kom til vores arrangementer. Nu køber de billetter til vores koncerter, fordi de oplever, at deres børn har fået kompetencer," fortæller Allan Dahl.

Det er ikke et mål at gøre børnene til musikere, understreger han. Men de ryger med i et band med det samme, for det er væsentligt, at de lærer at indgå i relationer med andre.

"Vi rykker ved børnenes opfattelse af sig selv, og til deres egen overraskelse kommer der et produkt ud af det. Vi opfordrer dem til at prøve det af, men vi stabler ikke bare børnene op på scenen, for hvis de bliver til grin, gør vi mere skade end gavn. En enkelt hånlig bemærkning kan bryde den selvtillid ned, børnene har fået bygget op, så på den måde bliver produktet vigtigt," siger Allan Dahl.

For halvandet år siden måtte pædagogerne sande, at kombinationen af børn og musik var lykkedes så godt, at tre af deres børn dukkede op på tv i "Scenen er din", et punkrockband vandt flere konkurrencer, og et pigeband fik job på Christiania, Blågårds Plads og Halmtorvet i København og spillede med i filmen "Fucking 14" af Christina Rosendahl. Det gav pædagogerne et nyt grundlag at arbejde på.

"Det forpligter, når musikken får et professionelt tilsnit, og man bliver et kendt ansigt i lokalmiljøet. Så går det ikke at stjæle i supermarkedet. Men vi kører ikke med på de fem minutters berømmelse på tv," siger Allan Dahl, der tackler spirende nykker med snak, snak, snak.

"Vi gør meget ud af at forklare børnene, at de først bliver lykkelige, når de har det godt med sig selv og kan sætte grænser for, hvad de vil og ikke vil. Musik åbner en bagdør til deres følelser. Flere skriver selv deres tekster, og det giver gode samtaler om, hvad de mener, når de skriver sådan og sådan."

Meget af den skam, fortielse og sorg, børnene går rundt med på grund af deres kaotiske familieforhold, kommer til udtryk i teksterne.

"Vi er hele tiden i dialog med børnene, og vi har mange konfrontationer, men det er tit der, udviklingen begynder, og vi er parate til at tilgive dem, der svigter en aftale. Børnene skal vide, at vi er til at stole på. Vi skal ikke bare være pædagoger, der vil regulere," understreger Allan Dahl.



På udkig efter barnets interesser. To små drenge med huerne trukket ned om ørerne spejder ind ad vinduet til øvelokalet, hvor musiklæreren arbejder ihærdigt på at få medlemmerne af L.A.R.M. til at slutte "This is my life" på samme tid.

"Vi skal slutte sådan her," siger han og skiftevis knytter og løsner næven for enden af sin strakte arm.

Pædagogerne i Falken hjælpes ad med at finde ud af, hvad børnene har lyst til. Én sidder måske altid og trommer i bordet og er lidt urolige. Andre står uden for og kigger ind på trommeslageren i dagevis. Sådan begyndte en af Falkens større drenge sin karriere.

"Skolen anede ikke, hvad den skulle stille op med den knægt. Nu kan han spille trommer. Det er det eneste, han kan, men han gør det til gengæld så godt, at andre musikere lægger mærke til ham, når vi er ude at spille. Vores børn har ikke ret meget netværk, og de siger sjældent, at de vil det og det. Vi skal fange dem på deres evner og interesser," siger Allan Dahl.

Børnene skal hverken lære noder eller akkorder for at komme i gang. De lærer, mens de spiller ud fra devisen om, at kan du trykke på en sort og en hvid knap, er du i gang på keyboardet.

"Du kan ikke spille tung rockmusik uden et fundament, men vi siger ikke til børnene, at de skal øve sig 200 gange. De synes, det lyder fedt, når de spiller i et band. Derfor spiller de gerne de samme få toner på keyboardet 200 gange, men så vil de også lære nyt. Vores børn egner sig ikke til at gå til spil i en halv time i musikskolen og så komme igen en uge efter."



Flyvende humlebi. Når et band når et vist niveau, skubber pædagogerne på for at få børnene til at prøve sig selv af. De kan for eksempel tilbyde dem at varme op til et mere kendt navn på den musikscene, Falken driver.

Nogle siger nej, men før eller siden ender de som regel alligevel på scenen.

"Der er sådan lidt "Det skal I ikke bestemme" over det, når de siger nej. De har brug for at gå en omvej, og det er helt i orden," siger Allan Dahl.

I andre tilfælde sætter konkurrencen fra fest, farver og bajere en stopper for musik som mirakelmiddel. Det har Falken blandt andet oplevet med et band, som var tæt på at bryde igennem. Pludselig sagde trommeslageren stop, og så faldt det hele fra hinanden.

"Når en pige træder et par trin op ad stigen og har et job om lørdagen, nytter det ikke, at hun buldrer gennem byen fredag nat. Og skal hun i øvrigt det som 15-årig? Vi risikerer en modreaktion på vores krav, og når der ikke er opbakning hjemmefra, er det svært at skabe en mønsterbryder. Men som hendes psykolog siger, så holdt vi en humlebi flyvende i to år," siger Allan Dahl. o