Belastede børn; Min guitar kan lide mig

Det tog et år at overbevise Line om, at det er bedre at fyre den af på guitar end at ryge, stjæle og ture rundt med en bande

Hun ved godt, at hun ikke er det nemmeste barn i verden, men hun arbejder på at forbedre sig og bruger musikken som sin støtte.

Som spæd kom Line i pleje, fordi hendes forældre var narkomaner. Det har ikke gjort hendes 12-årige liv til en dans, og siden i sommer har hun boet på et opholdssted på Sjælland. Hun besøger plejeforældrene i Nakskov hver 14. dag og spiller stadig med i L.A.R.M., der er dannet af børn i Falken.

Bandets navn kommer af forbogstaverne fra den oprindelige besætning: Line, Amalie, Ronny og Morten. Forsangeren Natasja er kommet til senere.

"Bandet er nok det vigtigste for mig. Når jeg er sur, kan jeg bare spille rock og hoppe rundt på gulvet. Det er bedre end at smadre ting og sparke til dørene," siger Line Emma Karlsen.

Sådan har det ikke altid været. Line var med i en bande af børn, der røg, stjal og drak øl.

"Jeg har skåret mig selv. Det er plat, men jeg følte, at alle hadede mig. Jeg kunne lige så godt dø, men det turde jeg ikke. En af de andre i banden fik en masse opmærksomhed, fordi hun skar sig, og så begyndte jeg også," fortæller Line og rækker sine hænder frem for at vise arene.

"Nu tager jeg min guitar og fyrer den af. Jeg ved, at den kan lide mig. Jeg blev engang uvenner med mine forældre, fordi jeg ikke måtte komme med til fest. Jeg rev alt ned af en hylde og smækkede med døren, så en vase faldt ned og gik i stykker. Jeg blev sendt op på mit værelse, og der spillede jeg på min guitar."

Line ved godt, hvorfor hun er sendt på opholdssted.

"Jeg gik sammen med de forkerte venner og lavede dumme ting. Vi røg smøger og lavede piercinger på hinanden med kanyler, selv om de voksne sagde, vi ikke måtte."



En trumf i baghånden. Line begyndte at spille i Falken for to et halvt år siden, men der gik et år, inden hun tog sit band alvorligt. Det prellede af, når klubleder Allan Dahl fortalte, at de andre hellere ville have en ven, der kunne fyre den af på guitar, end én, der stjal cykler, cigaretter og makeup.

"Allan har virkelig givet mig mange chancer. Vi har lavet aftaler om, at jeg nok skulle øve mig, men så snart han vendte ryggen til, fik han den her."

Line stikker fuck-fingeren i luften og uddyber:

"Jeg lovede også at holde op med at ryge, men så snart Allan gik hjem, satte jeg mig ud bag en busk med en smøg. Det er da at give ham fingeren, når man har lavet en aftale for 40 minutter siden."

Men klublederen havde en trumf i baghånden: L.A.R.M.

"De andre opdagede, når jeg pjækkede, for Allan ringede til min mor og spurgte, om jeg var syg. Han vidste også, at jeg røg bag hans ryg, og det sagde han en dag, vi skulle øve. Jeg prøvede at lyve mig fra det, men de andre sagde: "Line, vi har altså set dig ryge." Det var meget pinligt, at jeg løj ham lige op i hovedet."

Line fik valget mellem at være 100 procent med i bandet eller droppe ud. Hun valgte det sidste. Men en time senere havde Allan Dahl hende i røret: "Jeg kan alligevel ikke undvære bandet," græd hun.

"Det er fedt at optræde. Folk kigger på mig, fordi de synes, jeg er sej, mine venner kommer og hepper, og nogle vil have mit mobilnummer. Jeg har fået mange venner fra andre bands."



Fakta om Falken



Falken er en aldersintegreret institution med 44 børn fordelt i vuggestue, børnehave og fritidshjem, hvor de er op til 14 år. Dertil kommer en gruppe med fem-seks børn, der er visiteret af PPR på grund af særlige psykiske eller fysiske vanskeligheder.

125 børn og unge mellem 10 og 18 år er medlemmer af klubben, som bruger de samme lokaler som børnehave og fritidshjem. Falken har også en satellitklub med 90 medlemmer.

Halvdelen af de 250 børn og unge er tosprogede og stammer primært fra det tidligere Jugoslavien. Al sprogundervisning af tosprogede børn i Nakskov foregår i og fra Falken.

Sammen med et ungdomsråd driver Falken spillestedet Huset. De 10-12 årlige arrangementer byder på alt fra sodavandsdiskotek til rockkoncerter med kendte navne og klubbens egne bands som opvarmning. Falken kører også en filmklub sammen med byens biograf.







Til en koncert mod racisme skulle børnene i Falken hjælpe til, men en af drengene kunne ikke få lov af pædagogerne.

"Hvorfor ikke," spurgte han undrende.

"Fordi du er racist, og det er en koncert mod racisme," lød svaret, der tvang ham til at forholde sig til sine holdninger.

Det endte dog med, at han fik lov at være med til koncerten.





Truet af lukning



I 1996 var Falken alvorligt truet af lukning, men takket være daværende socialminister Karen Jespersen endte det med, at institutionen blev udvidet med en klub for 10 til 18-årige.

Under et besøg i Nakskov ville hun studere socialpædagogisk arbejde med marginaliserede børn og unge. Falken blev valgt ud, og kommunens embedsmænd forberedte pædagogerne på, at ministeren højst ville blive en halv time i den dengang lille institution. Men i fem timer talte hun med børn og voksne, hvorefter hun bevilgede penge til en ungdomsklub fra en særlig pulje. Derefter kunne de lokale politikere dårligt tillade sig at lukke institutionen.

Nu frygter Falken igen for sin fremtid. Politikerne i den nye Lolland Kommune overvejer at erstatte fritidshjem med SFO'er, og der er stort set ingen med reel indflydelse til at tale Falkens sag i byrådet, da næsten alle byrådsmedlemmer fra Nakskov sidder i opposition.

Pædagogerne er bange for, at de ikke formår at overbevise resten at byrådet om, at Falken takket være sin konstruktion med tilbud til børn fra et til 18 år kan give børn og unge fra det belastede boligkvarter i Nakskov et ståsted.





Penge til instrumenter



Der er ikke noget prangende over Falkens lokaler. Hver eneste kvadratmeter bliver udnyttet. De mindste børn sover til middag i gangen til musiklokalet, og ungdomsklubben deler faciliteter med børnehave og fritidshjem.

Alligevel lykkes det institutionen at få råd til instrumenter og musiklærere og til at sende børnene ud at spille på festivaler i hele landet. Falken har haft økonomisk selvforvaltning i mange år, og med vuggestue, børnehave, fritidshjem og ungdomsklub under samme tag er det muligt at jonglere med pengene. Der er også penge at spare på samdriften. For eksempel kan et computerspil bruges i både fritidshjem og ungdomsklub.

Falken tjener også penge på koncerter og andre arrangementer. Her hjælper børnene til og lærer på den måde at yde for at kunne nyde.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.