Barndommen er gået af mode

Der er ikke meget prestige i barndommen - i hvert fald ikke når man er en pige på otte år. Allerede i den alder begynder de nemlig at gemme dukkerne godt væk og spore interessen ind på noget, der - set med mange voksne øjne - sagtens kan vente tre-fire år endnu: MTV, tøj, smykker, mobiltelefon, computer og især veninderne. De eneste dukker, der til nød kan bruges et år endnu, er bratz-dukkerne, de smarte poptøs-dukker. Sådan oplister forfatteren Jørn Martin Steenhold pigernes forhold til leg i otte-årsalderen i bogen "De små zild - om pigerne 7-12 år" (omtalt i Børn&Unge nr. 44/2003).

Betweenagers, mellem barndommen og teenager-årene, bliver de kaldt. Mentalt har de taget hul på teenagelivet, men biologisk set er de stadig børn.

Men den tidlige opmærksomhed på ungdomslivets spændende muligheder er ikke uden problemer, advarer forfatteren og foredragsholderen Bertill Nordahl, der sammen med speciallæge i børne-psykiatri Gideon Zlotnik har skrevet bogen "De stakkels piger".



Mistrivsel. "Generelt kan man sige, at de fleste piger stortrives de første 10-11 år af deres liv. Der er de fleste piger en succeshistorie, det går godt i institution og i skolen. Men når de når 10-12 år, så begynder der at ske ting og sager. Og hvor vi før kunne rubricere det under "puberteten", så kan vi i dag ikke bruge det som den eneste undskyldning. Mistrivslen begynder på 117 måder at sive ind i de her piger," siger Bertill Nordahl.

"Selv i de hjem, der plejer at være fundamentet i skolerne og daginstitutionerne, kan vi se, at pigerne mistrives. Det er lige fra at pigerne får lidt ondt i maven, ondt i hovedet, de begynder at gå op i deres humør, bliver depressive. Alle tal viser en strømpil i den retning," siger Bertill Nordahl.

Og kimen til mistrivslen bliver åbenbart lagt i det øjeblik, pigerne i 2. klasse begynder at lægge dukkerne væk og se MTV i stedet.

"En af grundene til mistrivslen er, at barndommen skrumper og bliver fusioneret med ungdommen. De kan ikke have deres barndom i fred," konstaterer Bertill Nordahl, der mener, at vores samfund er indrettet på de voksnes præmisser på børnenes bekostning.

"Det vil sige, at der sker en tvangsmodning, at børnene meget hurtigt må påtage sig en masse ting, som de ikke udviklingsmæssigt er parat til, omkring selvstændighed og ansvar for det ene og det andet," siger Bertill Nordahl.

Den tvangsmodning gør pigerne i syv-otte-årsalderen til en underlig blanding, mener han.

"På den ene side er de legebørn, sådan er de skruet sammen, men samtidig opleves det også, fordi man bliver tvangsmodnet som barn, som barnligt at lege. Spørger man dem: "Leger I?" "Nej, nej, vi er sammen." Så de er legebørn, men samtidig opleves det som barnligt, fordi der stilles større krav til selvstændighed, hvor det at lege bliver forbundet med noget umodent, noget primitivt, noget barnligt," siger Bertill Nordahl.



For meget girlpower. Men samtidig med at der er pres på pigerne for at blive modne i en fart, er der også et enormt pres på dem for at blive piger på den rigtige måde - med masser af girlpower.

"Feminine dyder som at være sød og rar og tilpasse sig, de kan ikke bruges til en dyt i dag. Dem taber man på. Alle de ting, som piger var opdraget til en gang, er taberkvaliteter i dag. For at kunne gebærde sig så er piger i dag nødt til at påtage sig de maskuline værdier, handlekraft, udadvendthed, målrettethed, her kommer jeg. Og det, der sker hos mange piger, er, at de i

erobringen af de maskuline værdier også udlever skyggesiderne, som vi kender dem fra os selv som mænd, at man bliver grov og mister enhver føling med andre. De bliver nogle bitches," siger Bertill Nordahl.

Mens pigerne, og nogle af dem i for høj grad, lever de maskuline værdier ud på det indre plan, skal de også leve op til krav om at være overdrevet feminine på det ydre plan.

"Hos pigerne kommer det til udtryk ved, at de kvindelige attributter overgøres. Man skal have en større røv, større bryster og større læber, gubbymund, ikke," mener Bertill Nordahl og tilføjer, at mange mænd ligeledes dyrker en overmaskulinisering på det ydre plan - med rockeragtigt udseende, skaldede og med tatoveringer.

"I erobringen af alt det her skræver den moderne pige over en kløft, der truer med at flække hende," siger Bertill Nordahl.

"Pointen er, at der er nogle piger, der vinder på det her, og så er der flere og flere, der ikke kan stå distancen, får spiseforstyrrelser, de tvangsspiser og bliver fede, de får selvmordstanker, de skærer i sig selv, bliver mismodige og triste og depressive."

Er alle piger i gråzonen?

"Jeg kan sige, hvad min egen datter på 21 år siger: "Hverken mine veninder eller jeg lider af spiseforstyrrelser, men der er ikke nogen af os, der har et normalt forhold til mad. Vi går alle sammen op i fedtprocenter og kalorier." Jeg

tror den sætning er meget præcis og på

mange niveauer rammer den almindelige

piges problem," fastslår Bertill Nordahl og tilføjer:

"Og de er ikke depressive, men de går vildt meget op i deres humør."



Seksualisering. Men medierne har også en stor del af skylden for pigernes manglende trivsel, og især for den overdrevne seksualisering af pigerne, mener Bertill Nordahl.

"Der sker en seksualisering, der er helt utrolig. For eksempel MTV (Bertill Nordahl udtaler det på dansk: æm te ve), de fleste børn ser det allerede som syv-otte årige. For fem år siden var det en progressiv musikkanal med eksperimenterende, anderledes videoer. Nu er der gået sadomasochisme i det med læder og kæder, et foruroligende kvinde/mandebillede. Pigerne fremstilles som iskolde bitcher, man fanme ikke

fucker rundt med, og samtidig bliver de fremstillet som nogen, fyrene netop fucker efter behag. Et fuldstændig reaktionært mands- og kvindebillede. Og det er forbilleder, der kører som et lydbillede i ekstremt mange piger og drenges liv," siger Bertill Nordahl, der håber, at bogen "De stakkels piger" vil virke som en kærlig ruske-op bog for forældre, pædagoger, lærere og andre, der er med til at sætte dagsordenen for nutidens piger.

"De voksne er nødt til at tage sig sammen og sørge for, at børnene får deres barndom i fred. Det kan ikke nytte noget, at forældre, pædagoger og lærere overlader opdragelsen af børnene til medierne. Det er ansvarsforflygtigelse, så det vil noget."

Han undrer sig over, at det mest er mænd, der skriver bøger om de stakkels piger.

"Hvor er kvinderne henne? Er hele kvindekampen endt her, med at pigerne koger rundt på den måde? Hvad er det, der foregår? Er 30 års kvindekamp endt med, at det eneste pigerne går op i, er deres røv og deres bryster? Deres kalorier og fedtprocenter? Jeg er lidt målløs over det."



Træt af stakler. "Jeg er træt af at høre om de stakkels piger og de stakkels drenge. Jeg synes, vi skulle tage og finde ud af, os stakkels voksne, at gøre noget ved det," lyder svaret fra John Madsen, ungdomsskoleinspektør i Vamdrup og næstformand i Landsforeningen Ungdomsringen. Han er aktuel med bogen "Skal man kunne krybe, før man kan gå - et forsvar for den nødvendige barndom".

"Jeg synes, de er lige sårbare. Drengene murer sig inde med computeren, og pigerne murer sig ikke inde, men viser sig frem."

"Vi har nogle fantastiske unger, problemet er bare, at de ikke har noget modspil. Skulle vi ikke lige prøve at finde ud af, hvad der sker? Modspillet skal komme fra forældre, pædagoger og lærere, men jeg synes ikke rigtig, børnene får det modspil," siger John Madsen.



Brug for mere viden. Han mener ikke, at de voksnes manglende involvering skyldes manglende vilje. Det er viden, det skorter på.

"Jeg oplever, at folk gerne vil omstille sig, gerne vil ændre, men de ved ikke, hvad de skal gøre, og det er simpelthen, fordi det går så rasende hurtigt. Man skal hele tiden opdateres med, hvad der sker. Det var ikke nødvendigt før. Når man en gang var uddannet som pædagog eller lærer, så tog man på kurser en gang imellem. Det er bare ikke nok i dag. Der skal man have noget hele tiden. Og det skal bare være kontinuerligt," siger John Madsen.

Han understreger, at hans forsvar for den nødvendige barndom ikke er et forsøg på at skrue tiden tilbage til de gode gamle dage.

"Nej, det skal vi ved gud ikke. Men vi skal tackle de ting, der er problemet for piger og drenge, og det gør vi kun ved at blande os. Og ved at blande os får vi en viden om tingene, og med den viden kan vi sætte grænser eller sige: "O.k., kør løs, det er rigtig godt, det her..." I dag famler vi i blinde, og så kommer der mobiltelefoner med kamera, og så "ups, nu må vi stoppe med mobiltelefoner med kamera, for de kan tage billeder af en bar røv i omklædningsrummet." Og det burde vi have sagt os selv for lang tid siden. Men det er ikke mobiltelefonens fejl eller ungernes fejl. Det er os, der ikke har sat os ordentligt ind i tingene," fastslår John Madsen.

"Vi skal have lavet nogle netværk blandt pædagoger, så man hele tiden enten via sin mobil eller på nettet kan opdateres med, hvad der sker. Det vil da være dejligt, hvis man som pædagog vidste, at nu er der noget, der hedder bratz-dukker, nu er der noget, der hedder beyblades for drenge. Nu er der et nyt pc-spil, så man kan tage det i forkøbet og sige: "Det der, det kan jeg godt forstå, du er interesseret i. Nu skal du høre..." Men man bliver taget på sengen hver gang."



Forældre køber aflad. John Madsen er ungdomsskoleinspektør i Vamdrup, og her har man en SFO tilknyttet ungdomsskolen, hvor man allerede har forsøgt at sortere de værste fænomener fra, som look-a-like konkurrencer, hvor piger bliver bedømt på, hvor meget de ligner idolerne fra MTV.

"Men vi bliver da også presset. Vi går ind og siger, at det her vil vi vælge, og det her vælger vi fra. Og det gælder spil og i det hele taget alle de fænomener. Vi bor ikke i et glashus. Vi overtræder også ting, vi prøver også af: "Hov, det var måske dumt. " Men det er den selvransagelse, der gør, at man kommer videre, og jeg tror på, at måden institutioner og klubber kommer videre, det er ved, at der er nogle voksne, der gider dem. For dem er der ikke mange af derhjemme. De er ude på arbejdsmarkedet."

Er forældre ikke interesserede i deres børn?

"Det er aflad, de køber. De er meget interesserede i, at børnene skal have det godt, men hver gang de kan konvertere tid, så konverterer de ikke tid til mere tid til børnene, de konverterer det til materielle ting, til penge. Og jeg tror, mange forældre vil deres børn det bedste, men de har ind i mellem misforstået det, de er i gang med," siger John Madsen.



Ensomme børn. Nutidens børn er forkælede og har alle de materielle goder, de kan pege på, mener John Madsen.

"Men de er forarmede indvendigt, for vi har aldrig nogen sinde haft en gruppe af børn, som er så narcissistiske og egoistiske. For omdrejningspunktet er dem selv. Det der med at appellere til noget fællesskab eller fællesskabsfølelse - det har de ikke. Det er meget svært at fremkalde. Det er også derfor, mange fravælger klubberne. Det gider man ikke. "Hvorfor fanden skal jeg gå sammen med dem. Jeg har mine chatvenner"."

Det lyder ensomt, når du siger det på den måde.

"Meget ensomt, og det er det også. Det er det, som vi ser børn og unge bliver behandlet for, hvor de ligger på sygehuset. For de har simpelthen ondt i livet. Og det kunne vi måske gøre noget ved, men der skal viden til."

Han mener, at pædagogerne skal være bedre til at styrke børnenes selvværd.

"Og det skal forældrene også være en del af, frem for hele tiden at putte på selvtilliden. Den har de sgu nok af. Selvværdet er det, der træder i kraft, når man har modgang. Og det har børn ikke haft endnu. Og i det øjeblik de får modgang, så er det, at nogen begynder at skære sig i armen," siger John Madsen.



Det går godt. Der er ikke grund til at være så bekymret for pigerne, mener Jørn Martin Steenhold, forskningschef i virksomheden

RABO og forfatter til bogen "De små zild", der netop dykker ned i de 7-12-årige pigers univers.

"Man skal tage udgangspunkt i de såkaldte normale børn, og man skal prøve at se på de utroligt positive og stærke egenskaber, der er hos dem. Jeg er altid optimistisk på børnenes og de unges vegne, og det mener jeg, at jeg har al grund til at være, fordi vi lever i et fornuftigt land, hvor vi har mulighed for at få det bedste ud af tingene," siger Jørn Martin Steenhold, der heller ikke kan genkende det billede af mistrivsel, som Bertill Nordahl og Gideon Zlotnik tegner.

"Det mener jeg ikke passer. Hvad har de at måle ud fra? Det er meget betænkeligt, at man måler ud fra en diagnosticeret gruppe, som på en eller anden måde er kommet i klemme, i stedet for at måle ud fra normalgruppen," siger Jørn Martin Steenhold.

"Man skal stadig tage udgangspunkt i normalgruppen, og den er altså stadigvæk på mellem 85 og 95 procent. Så er der de 10-15 procent tilbage, og dem skal vi gøre noget for at hjælpe," fastslår Jørn Martin Steenhold.



Livet gør også ondt. Han mener heller ikke, at de unge er specielt depressive, selv om hver anden pige i 15-års-alderen har haft overvejelser om selvskadende handlinger (rapporten "Unges (mis)trivsel", Zøllner 2002, omtalt i Børn&Unge nr. 45/2002).

"Hvem har ikke det? Unge mennesker i den eksistentielle situation, de er i, er umådeligt følsomme, og samtidig med at de er følsomme, er de også fabelagtigt opmærksomme på, hvad der sker i deres omgivelser. Det er normalt efter min mening, at det nogen gange gør ondt i livet, ligesom det er normalt, at det nogen gange er umådeligt smukt," pointerer Jørn Martin Steenhold.

Han mener, at vi simpelthen skal nyde, at vi har en så dejlig generation af børn.

"Jeg kan ikke se, hvorfor vi absolut skal ud og banke børn og unge oven i hovedet. Jeg synes, vi skal give dem lov til og plads til at udvikle sig i overensstemmelse med den barndom og ungdom de har, i det samfund vi nu en gang har," siger Jørn Martin Steenhold og understreger, at betweenagerne stadig leger fantastisk meget.

"Det er en floskel at sige, at børnene ikke leger mere. De leger med de redskaber, som de opdager og ser i samfundet, og de redskaber er jo ikke de samme som for 10 år siden. Det er nogle helt nye redskaber, nogle helt nye muligheder," siger Jørn Martin Steenhold og nævner computerspil, de digitale medier, DVD, film, tv-serier, reality-shows, og hele det nye forfatterskab af børne- og ungelitteratur, "som er umådeligt spændende."



MTV som rolleleg. Jørn Martin Steenhold ser heller ikke noget problem med, at børnene efterligner de overseksualiserede idoler fra MTV.

"Det opfatter jeg som en rolleleg, hvor børnene eksperimenterer med nogle muligheder. Man skal passe på med at misforstå det, de gør, for de leger med nogle ungdomsattituder og klæder sig ud og eksperimenterer med det. Børn er aldrig ældre end deres biologiske alder betinger dem til at være. Men de kan lege med nogle rolleattituder, som foregiver at være ældre, end de er. Og det er det, de voksne nogle gange studser over eller klandrer dem for," mener Jørn Martin Steenhold.

Men han kan godt forstå, hvis nogle forældre siger nej til deres små døtre, der har lyst til at vise 20 cm bar mave.

"Det er et spørgsmål, om hun skal have lov til det. Hvis man som forældre synes, at det er en god ide, så må man tage konsekvensen af det. Men det vil jeg nok aldrig nogen sinde lade min egen datter gøre. Men det ville da være en god ide, hvis hun har et lille stykke med bart, hvis hun gerne vil have det. Man kan prøve at snakke med barnet og prøve at få reduceret stykket med bart til centimeter i stedet for en halv meter," siger Jørn Martin Steenhold.

Ligeledes er det forældrenes ansvar, om børn skal have lov til at se de mere og mere afklædte idoler på MTV og i udsendelser som TV2's Rundfunk.

"Og hvis forældrene ikke kan finde ud af det, så kan de til hver en tid få hjælp af de dygtige lærere og pædagoger, som også har en mening om det her. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes, at nogle af de udsendelser er yderst ekstreme. Men jeg vil ikke begynde at blande mig i en mediekultur, så længe jeg ikke har indflydelse på den," siger Jørn Martin Steenhold.



Litteratur:

Bertill Nordahl og Gideon Zlotnik: De stakkels piger - om livet i overhalingsbanen.

John Madsen: Skal man kunne krybe, før man kan gå - et forsvar for den nødvendige barndom.

Jørn Martin Steenhold: De små zild - om pigerne 7-12 år (omtalt i Børn&Unge nr. 44/2003).





Er bamser barnlige?

Hej Camilla

Jeg er en pige på 11 år, og jeg har da et meget pænt værelse uden alt for meget legetøj, men mange bamser! Og jeg elsker mine bamser overalt på jorden! Men mit problem er, at min bedste veninde synes, at mit værelse er barnligt, bare fordi jeg har to "Bratz"-puder, og de betyder meget for mig, da jeg har fået dem af min tante og onkel! Er de barnlige?

Knus mOI



Kære tOI

Du skal da slet ikke tage dig af, hvad din veninde siger om dit værelse. Og hvad så hvis du har to Bratz-puder? En rigtig veninde ville være ligeglad. Desuden er I jo "kun" 11 år, så selvfølgelig er der ikke noget galt i at have bamser og andre ting på sit værelse. Hun har det garanteret også selv, selv om hun ikke vil indrømme det.

Men der er faktisk mange på 11 år, som tror, de er meget ældre, end de egentlig er, og når de så endelig bliver voksne, fortryder de, at de ikke tog sig tid til bare at være børn. Det er helt sikkert dig, der har fat i den rigtige ende. Så prøv at forklare din veninde at det er dig, der bestemmer, hvordan der skal se ud på dit eget værelse.

Knuz Camilla



Fra www.camillasverden.dk, hjemmeside for Camillas Verden - en bogklub kun for piger.



Fjernsynets magt

De fleste tv-stjerner og popidoler er næsten naturstridigt kønne og velplejede. Men betyder det noget for vores syn på os selv, at vi hver eneste dag i medierne - og især tv - ser disse overmennesker udfolde deres kønne og velplejede overliv? Åbenbart.

I hvert fald viser en undersøgelse udført af chefen for Harvard Universitets Center for Spiseforstyrrelser, Anne Becker, en voldsom stigning i spiseforstyrrelser hos unge piger fra ø-staten Fiji - en stigning, som kommer direkte i kølvandet på, at fjernsynets velsignelser dukker op.

Undersøgelsen, der er offentliggjort i 1999, viser, at i 1998, tre år efter at fjernsynet kom til øen Nadroga, havde 15 procent af de 17-årige piger brugt opkastning som et middel til at holde vægten nede. Før fjernsynet kom til, var det kun tre procent, der havde forsøgt sig med det drastiske middel. Samtidig viste undersøgelsen også, at 29 procent af skolepigerne havde en risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, det tal var "kun" 13 procent i 1995.

74 procent af pigerne på øen mente, at de var for store eller for fede. Og det kan der måske være noget om, for kosten og skønhedsidealet på Fiji har traditionelt favoriseret det voluminøse. Således viste undersøgelsen også, at 84 procent at de kvinder, der var med i undersøgelsen, var overvægtige.

Men nu har især de unge piger set, hvordan kvindeidealet i den vestlige verden ser ud, takket være tv-serier som Beverly Hills 90210 og Melrose Place. Og det ideal smitter. En teenagepige siger ifølge undersøgelsen:

"Vi kan se teenagere på tv. De har samme alder som os, men de arbejder, er tynde, høje og lækre. Vi vil også have sådan nogle kroppe, så vi prøver at tabe os."