Bandekrig: Kunst mod kriminalitet

Medarbejderne på Samuelsgaarden på Ydre Nørrebro i København har fået nok af stoffer, kamphunde og skyderi. Et 50 meter langt vægmaleri er symbol på kampen mod kriminaliteten.

Legepladsen foran den integrerede institution Samuelsgaarden er fyldt til bristepunktet med røde balloner og råbende børn. Børnene er her hver dag. Men ballonerne og det sorte klæde på stakittet, der adskiller Samuelsgaarden fra den tæt trafikerede Rådmandsgade, afslører, at der er noget stort på trapperne i institutionen, som huser børn i alderen 0-14 år.

Over 1000 børn har deres daglige gang i den smalle Rådmandsgade, hvor Samuelsgaarden har hjemme lige over for Rådmandsgades Skole.

Området er tynget af hærværk, hashhandel, bandekriminalitet, kamphunde og bilister, som drøner igennem den smalle gade uden tanke for børns sikkerhed.

I Mimersgade, lige rundt om hjørnet, blev en mand for nylig myrdet, ligesom der også har været skyderi på græsplænen bag institutionen. Kriminaliteten har nået et omfang, hvor pædagogerne i institutionen ikke længere kan ignorere den.

"Selvom vi er en almindelig daginstitution, har det været nødvendigt at fortælle børnene om kriminaliteten og bandeopgøret. For børnene ser jo, hvad der foregår, og der dannes nemt en masse myter," siger pædagog Gülay Kekec.



Fra hærværk til blærværk. Børn og pædagoger er rykket ud på gaden. Det sorte klæde bliver hevet ned, og et 50 meter langt, spraglet vægmaleri på plankeværket kommer til syne. Børnene undersøger spændt det spraymalede kunstværk.

"Du må sgu da ikke røre ved det," udbryder en dreng, så hans kammerat giver et spjæt.

"Gu må jeg da så," siger kammeraten og lader forsigtigt hånden køre hen over maleriet.

Det 50 meter lange vægmaleri er resultatet af byforskønnelsesprojektet 'Fra hærværk til blærværk', som blev sat i gang på opfordring af Gülay Kekec.

"Jeg har længe ønsket at gøre noget ved plankeværket, fordi det var grimt. Men i forbindelse med bandekrigen kom der en anledning til at gøre en indsats i området," siger hun.

Håbet var, at et stort, farverigt maleri vil minde bilister og kriminelle om, at området er fyldt med børn, som man skal værne om.



Børnenes maleri. Idéen fik økonomisk støtte fra Mimersgade Kvarterløftet, og kunstneren Jonas Yamakawa blev udvalgt til at lave et maleri med spraymaling, som man finder på flere af områdets husmure, om end i en mindre kunstfærdig form.

Institutionens personale har været med til at fastlægge kunstværkets udformning.

"Det var vigtigt for os, at maleriet blev lavet i børnenes farver. Motivet skal vise den mangfoldighed, som er i området. Men også at vi skal passe på hinanden og ikke finde os i alt," siger hun og fortæller om børn, som er blevet tilbudt stoffer og om andre, som har måttet søge tilflugt oven på parkerede biler, når en kamphund har været truende.

Den ene vejbane foran plankeværket er i dagens anledning blevet spærret af. Bilerne, som plejer at suse forbi, snegler sig nu af sted, og førerne har god tid til at få et kig på plankeværket. Gülay Kekec håber, maleriet vil gøre tendensen permanent.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.